Education for life: Nu kan 35.000 børn på flugt i Uganda og Sydsudan komme i skole

Dette indhold blev produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Dets indhold er udelukkende Oxfam Danmarks ansvar og afspejler ikke nødvendigvis EU's synspunkter.

Borgerkrig og blodig konflikt i Sydsudan har betydet, at næsten to millioner børn lige nu står uden adgang til uddannelse. Det gør en ny stor indsats, 'Education for life', finansieret af EU og DANIDA og ledet af Oxfam Danmark gøre noget ved. Med godt 40 millioner kroner er vi og vores partnere i færd med at støtte opbygningen af et godt uddannelsestilbud til flygtninge og værtssamfund i Sydsudan og Uganda.

samuels-friend-daily-at-school-in-poc-camp-juba-south-sudan-photo-william-vest-lillesoe.jpg
Børnene her bor i en lejr for internt fordrevne nær Sydsudans hovedstad Juba. Oxfam Danmark har støttet dem til at få uddannelse og et trygt sted at være. Fra næste år vil 35.000 børn på flugt i Sydsudan og Uganda også få adgang til uddannelse.

Næsten 600.000 børn fra Sydsudan lever som flygtninge i Uganda og kun få af dem har fået adgang til uddannelse. Mere end dobbelt så mange er internt fordrevne i Sydsudan, hvor borgerkrigen har frarøvet dem muligheden for at gå i skole. I alt har næsten to millioner børn alt for længe været uden adgang til den uddannelse, som er afgørende for deres overlevelse, og for deres mulighed for at bidrage til en bedre og fredeligere fremtid.

beatrice_angee_teacher_world_view_primary_school_palabek_settlement_uganda_photo_emmanuel_museruka_9_680x453.jpg
Education for life
"Education for Life” er titlen på projektet med et samlet budget på 41,6 millioner kroner. EU betaler 33 millioner kroner, mens resten finansieres af Danida. Oxfam Danmark er en af 11 partnere, som varetager projektet, som er en del af en strategisk indsats fra EU under det fælles navn BRICE. BRICE skal adressere behovet for uddannelse i situationer, der ikke længere er akut nød men heller ikke stabile nok til almindeligt langsigtet udviklingsarbejde – f.eks. for børn i en langvarig konfliktsituation, børn på flugt eller lignende.
Gå til info om projektet
Vi er meget glade for denne her mulighed for at sikre livsvigtig uddannelse og støtte til mange tusind børn, som virkelig har behov for det. Og særligt er vi begejstrede over, at projektet har et stort fokus på forskning og læring.
Irene Fredriksson
Seniorrådgiver, Oxfam Danmark

10 procent af den samlede bevilling er afsat til at udvikle, afprøve og dokumentere forskellige uddannelsesmodeller. Den viden, der hermed skabes, bliver løbende delt med myndigheder i Sydsudan og Uganda, med partnerne i projektet og ikke mindst med det internationale netværk af organisationer, der arbejder med uddannelse under kriser.

”Det er en unik mulighed for at afprøve og dokumentere forskellige modeller for arbejdet med uddannelse af sårbare børn og metoder til at forbedre vilkårene for lærere og elever i konfliktsituationer. På den måde vil projektet få betydning for langt flere end de 35.000 børn, vi i første omgang når,” siger Irene Fredriksson.

At netop Oxfam Danmark er valgt til at stå i spidsen for projektet, ser hun som en vigtig anerkendelse af det arbejde, Oxfam Danmark gennem mange år har lavet på området – senest ved at bringe uddannelse ind som element i Oxfams nødhjælpsarbejde.

Håb om en bedre fremtid og aktivt medborgerskab

Derfor har EU med bidrag fra Danida netop bevilget 41,6 millioner kroner til et konsortium af partnere, der skal nå 35.000 børn på flugt med et særligt uddannelsestilbud. Målet med "Education for Life" er at give børnene boglige færdigheder men også et dagligt måltid mad og vigtig psykosocial støtte. Desuden indeholder projektet aktiviteter, der sætter fokus på køn og ligestilling, konfliktforebyggelse og aktivt medborgerskab. Gennemgående er der et særligt fokus på at give piger adgang til uddannelse, fordi piger er særligt udsatte under konflikt, og i endnu højere grad end drenge går glip af livsvigtig uddannelse.

”Det er en holistisk indsats, der overordnet handler om at give udsatte børn håb, handlerum og fremtidsmuligheder, men som også har til formål at gøre selve uddannelsessystemet egnet og bæredygtigt i en kontekst, som er præget af konflikt og uro,” siger Irene Fredriksson, seniorrådgiver i Oxfam Danmark.

Education for life skal styrke uddannelse for både børn og voksne

  • 35.000 børn skal uddannes.
  • 1.000 lærere skal have uddannelse, efteruddannelse og job.
  • Mere end 1.000 medlemmer af lokalsamfundet skal samles og trænes til at indgå i nyoprettede skolebestyrelser og forældregrupper.
  • Mere end 100 politikere og embedsmænd skal enten knyttes til projektet eller inviteres til at gå i dialog for at skabe bedre vilkår og uddannelsesmuligheder for børn på flugt og lærere i konfliktramte områder.