Finanslov: Godt at Danmark hjælper verdens fattigste i en svær tid

31. aug 2020

Danmarks socialdemokratiske regering og finansminister Nicolai Wammen har netop fremlagt deres finanslovsforslag for 2021. Den har stor betydning for Danmarks udviklingspolitiske indsats og arbejde i fremtiden. 

Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS, udtaler:

”Det er positivt, at regeringen i dagens finanslovsforslag i store træk lægger op til at fastholde Danmarks bidrag til verdens mest udsatte mennesker, selvom Covid-19 også udfordrer Danmarks økonomi og kræver prioriteringer. Det er ansvarlig og bæredygtig politik, der også kan bidrage til at håndtere den globale pandemi og dens mange negative konsekvenser for verdens fattigste mennesker uden at miste de mere grundlæggende kriser – klima og ulighed – af syne.” 

”I årtier har Danmark været en udviklingspolitisk stormagt, der har arbejdet for stærke civilsamfund, menneskerettigheder, økonomisk retfærdighed og bedre uddannelse for verdens fattigste mennesker for at de kan slippe fri af fattigdom. Med dagens finanslovsforslag kan den afgørende og solidariske indsats nu fortsætte og styrkes i årene fremover. Oxfam IBIS ser frem til at bidrage i en historisk svær tid for vores lokale partnere i syd.” 

”Verdens fattigste mennesker i syd er endnu hårdere ramt af pandemien og de mange afledte effekter, der både skaber sygdom, sult, arbejdsløshed og udfordrer demokrati, menneskerettigheder og adgangen til god uddannelse. Desværre er vi ikke helt i mål, da bistanden i finanslovsforslaget stadig falder med nogle hundrede millioner kroner fra 2020 til 2021. Derfor er det også afgørende, at regeringens støttepartier fastholder deres centrale krav om, at de sidste penge skal findes, så bistanden ikke beskæres.”

”Jeg håber, at de kommende forhandlinger sikrer, at Danmark fastholder niveauet for udviklingsbistanden i kroner og ører, og at Danmark og vores mange stærke udviklingsorganisationer kan fortsætte arbejdet med at bekæmpe den ødelæggende fattigdom og ulighed. Det vil være et stærkt signal til omverdenen og til gavn for hele kloden. Opbakningen til udviklingspolitikken er stor blandt befolkningen i Danmark og er afgørende, hvis vi skal styrke den langsigtede udvikling af lokale civilsamfund, stærke samfundsinstitutioner, kampen for retfærdige skattesystemer, omfordeling af ressourcer og pigers adgang til kvalitetsuddannelse.”