Forside / Nyheder / EU svigter stort i kampen mod skattely – ingen reelle skattely på ny sortliste
Artikel

EU svigter stort i kampen mod skattely – ingen reelle skattely på ny sortliste

22.02.2021

EU har i dag fjernet det sidste reelle skattely – Barbados – der var på dets sortliste over skattely. Det betyder, at man nu har en skattely-liste i EU uden nogen reelle skattely på. EU’s finansministre har dermed igen vist, at de ikke tager kampen mod skattely tilstrækkeligt seriøst.

”Listen er reelt ubrugelig og et politisk makværk. Mens EU fejler, så fortsætter verdens skattely dagligt deres tyveri af skattebetalinger, som koster samfundene milliarder af kroner og øger uligheden. Ikke mindst udviklingslandene taber på EU’s manglende handling,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Danmark.

Med fjernelse af Barbados er der ikke længere et eneste af de 15 skattely, som Oxfam Danmark i 2016 udpegede som verdens værste, på listen. EU’s liste indeholder heller ingen af verdens 20 værste skattely, som organisationen Tax Justice Network har identificeret. Med dagens opdatering af skattelylisten undgår EU at identificere en lang række lande, som i virkeligheden fungerer som skattely og hjælper de rigeste med at undvige deres skatteregninger. F.eks. optræder hverken Caymanøerne eller Bermuda på EU´s sortliste. EU’s egne medlemmer er også automatisk fritaget listen, selvom de tæller flere af verdens værste skattely.

Ifølge Tax Justice Network er landene på EU’s sortliste ansvarlige for under 2% af verdens tab til skattely.

”EU’s sortliste bruges i stigende grad i vores lovgivning og af vores private sektor. Problemet er bare, at listen er uduelig. Det er på tide, at EU rydder op og kræver, at alle bidrager til fællesskabet. At lade store virksomheder betale lidt eller ingen skat på bekostning af almindelige mennesker, især i disse krisetider, er skandaløst,” siger Kristian Weise.

Helt lavpraktisk bør Danmark bla. arbejde for, at alle lande med ingen eller meget lav selskabsskat som en selvfølge kommer på EU’s sortliste fremover. Oxfam Danmark har tre forslag til en styrkelse af listens kriterier:

  • Nul og lav selskabsskat bør medføre sortlistning: Oxfam’s analyse viser, at ud af verdens 13 lande uden selskabsskat er kun 2 at finde på EU’s sortliste i dag.

  • Anvend økonomisk analyse til at udpege de sande skattely: I dag ser EU slet ikke på, hvor multinationale selskaber faktisk sender deres overskud hen for at få skattefordele.

  • Inkluder EU’s egne skattely: I dag er EU’s egne medlemmer automatisk fritaget EU’s sortliste. Oxfam’s analyse viser, at fem EU-lande ville være på EU’s skattelyliste, hvis de var underlagt samme kriterier (nemlig Holland, Irland, Luxembourg, Malta og Cypern). EU’s slappe skattelyliste får i stigende grad betydning i kampen mod skattely også i Danmark.

Netop nu forhandler Folketinget om at indføre sanktioner på landene på EU’s sortliste med henvisning til at styrke kampen mod skattely. Sidste års beslutning om, at selskaber med base i skattely ikke skulle få del i Coronahjælpepakkerne, gjaldt også kun overfor landene på EU’s sortliste. Danske pensionskasser bruger ligeledes sortlisten til at fravælge investeringslande.

”Skal EU’s liste bruges som et reelt redskab i kampen mod skattely, kræver det en klar reform af listen. Finansminister Nicolai Wammen har lovet at arbejde for en bedre EU skattelyliste. Det arbejde haster og er kun blevet mere nødvendigt med den seneste udvikling i EU’s skattelyfarce,” siger Kristian Weise.

tax-haven-map.png

Noter

  • EU har i dag på et møde i Rådet (udenrigsanliggender) gennemført dets halvårlige opdatering af listen over ikke-samarbejde jurisdiktioner på skat, også kaldet EU’s sortliste over skattely.

  • Barbados, som på dagens møde blev fjernet fra EU’s sortliste, nåede kun at være sortlistet i omkring 4 måneder. Barbados kom på sortlisten i oktober 2020, fordi Det Globale Forum for Gennemsigtighed og Informationsudveksling på Skatteområdet havde nedjusteret deres status som ’partially compliant’ i henhold til den internationale standard for gennemsigtighed og udveksling af oplysninger. Barbados har endnu ikke forbedret deres status, men har lovet bedring, hvorfor EU har vurderet, at det ikke længere bør være på sortlisten. Barbados har dog stadigvæk en selskabsskat på mellem 0-5.5% og en række andre skattelytræk.

  • Oxfam identificerede i en rapport i 2016 de 15 værste skattelylande som: Bermuda, Caymanøerne, Holland, Schweitz, Singapore, Irland, Luxembourg, Curaçao, Hong Kong, Cypern, Bahamas, Jersey, Barbados, Mauritius, og de Britiske Jomfruøer. Efter dagens møde er ingen af disse lande at finde på EU’s sortliste.

  • Oxfam har lavet en ny analyse der bl.a. viser at: o Kun to ud af de 13 lande i verden med nul selskabsskat er sortlistet o Kun et ud af 18 lande i verden med særlig lav selskabsskat (

  • Sortlisten vurderer lande uden for EU ud fra en række kriterier, der har med åbenhed, fair skat og efterlevelse af internationale skattestandarder at gøre. Lande placeres på EU’s observationsliste (grålisten), hvis de ikke lever op til listens kriterier og får mulighed for at rette op på de mangler, som EU har påpeget. Retter landene ikke op på manglerne indenfor den deadline, som EU har givet, kan de placeres på EU’s sortliste.

  • EU’s egne medlemslande er på forhånd undtaget sortlisten. Oxfams analyse viser, at mindst fem EU-lande burde være på EU’s liste, hvis de blev vurderet ud fra sortlistens kriterier. Det gælder Holland, Irland, Luxembourg, Malta og Cypern.

  • Kriterierne for EU’s sortliste skal for første gang gennemgå et større eftersyn i år. Oxfam Danmark har udviklet en række detaljerede anbefalinger, som vi har delt i et brev med den danske finansminister. • Folketinget forhandler netop nu om et nyt lovforslag, som skal pålægge defensive foranstaltninger overfor virksomheder, der anvender landene på EU’s sortliste. I Oxfam Danmarks input til lovforslaget har vi lagt vægt på, at Danmark ligesom andre EU-lande bør målrette sanktionerne flere af verdens reelle skattely, og ikke kun landene på EU’s sortliste.