Etisk finansguide giver bundplacering til Danske Bank og Nordea

28. nov 2019

I Sverige og Norge måler man bankernes etik, ansvarlighed og bæredygtighed. Og i begge lande får Danske Bank og Nordea bundplaceringer i en dugfrisk etisk måling af deres investeringspolitik. Danske Bank og Nordea taber særligt, når det gælder skatteunddragelse, klimaforandringer, ligestilling og våben. Det viser en analyse fra Fair Finans Guide i Sverige og Norge.

I Danmark findes målingen ikke, og det er et problem, mener Forbrugerrådet Tænk og udviklingsorganisationen Oxfam IBIS, der vil starte Fair Finans Guide Danmark.
Nordea har den laveste etiske rating

Nordea bliver sidst i både Sverige og Norge med gennemsnitlig rating på 50 ud af 100, mens Danske Bank klarer sig lidt bedre med en samlet rating på 55. Mindre svenske og norske banker med fokus på f.eks. sociale forhold, menneskerettigheder og fair skat klarer sig langt bedre med karakterer på over 90.

”Finanssektoren har talt om bæredygtighed og bedre etik i årevis. Men der er åbenbart langt fra tanke til handling. Vi kan især se, at de største banker kun langsomt bliver bedre år for år og stadig mangler meget før deres investeringspolitikker lever op til de internationale retningslinjer og FN’s verdensmål”, siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS, der sammen med Forbrugerrådet Tænk vil starte Fair Finans Guide Danmark.

Dansk Fair Finans Guide findes ikke

I Sverige og Norge har Fair Finans Guide gransket bankerne i årevis. Men i Danmark findes der ingen forbrugerguide, der kan hjælpe almindelige danskere med at vælge banker med ansvarlige investeringer.

”I Danmark vil både politikere og erhvervsliv gerne gøre os til en bæredygtig stormagt. Det er en god ambition, men det kræver, at vi bliver meget mere bevidste om, hvordan vores allesammens investerede penge kan gøre en positiv forskel i verden. Når vores nabolande kan finde ud af at måle bankernes etik, bør vi også kunne finde ud af det i Danmark”, siger Kristian Weise.

Danske forbrugere vil have etiske investeringer

3 ud af 4 danske forbrugere synes ikke, at de har nok viden og indsigt til at vurdere deres bankers moral og etiske adfærd. Og næsten ligeså mange forbrugere vil gerne have mulighed for vurdere bankernes etik. Det viser en undersøgelse blandt de 1.100 medlemmer af Forbrugerrådet Tænk’s forbrugerpanel fra juni 2019.

”Vi har længe efterlyst en etisk bankguide, for forbrugerne skal selvfølgelig have mulighed for at gennemskue om deres bank opfører sig etisk. Vi kan se i Norge og Sverige, at det er muligt at udvikle et uvildigt og effektivt, digitalt værktøj, der kan hjælpe forbrugerne med at sammenligne bankerne, så vi også har mulighed for at vælge bank ud fra etiske overvejelser. Nu er det på tide, at vi kommer i gang i Danmark også," siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

63 procent af de adspurgte i undersøgelsen siger også, at de helt sikkert eller sandsynligvis vil vælge en bank med et højt etisk niveau og adfærd, selvom det måtte vise sig, at denne bank er dyrere end konkurrenterne.

Svenskerne bruger Fair Finans Guide

I Sverige scorer Danske Bank og Nordea særligt lavt på flere områder, når der gælder deres investeringspolitikker. Danske Bank skraber bunden på ligestilling (30 ud af 100) og skattely (35 ud af 100). Nordea klarer sig blandt andet dårligt indenfor klimaforandringer (43 ud af 100).
I Sverige har over 100.000 bankkunder tjekket deres banks etiske rating og 20.000 har taget kontakt til deres bank på den baggrund.

Fakta om Fair Finans Guide

Den opdaterede etiske rating, metoden for undersøgelsen, baggrund om Fair Finans og meget mere information kan findes her:
Sverige og  Norge

Den etiske rating benytter en 300-siders lang metode, baseret på internationale standarder, til at måle bankernes etik indenfor følgende områder:
Klimaforandringer, korruption, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, naturpåvirkning, skat, våben, gennemsigtighed og køn.

”Fair Finance Guide” er en internationalt anerkendt organisation, der har eksisteret siden 2009 med støtte fra blandt andet den svenske regering. Organisationen er udviklet af Oxfam i Holland og findes i dag i 13 lande. I Sverige drives projektet af Sveriges Konsumenter og i Norge drives projektet af Forbrukerrådet.