Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Rikke Hovn Poulsen

Beatrice er en af tusindvis af piger og kvinder, som hvert år oplever vold og voldtægt i Liberia. Bag hvert eneste nummer i statistikken gemmer sig en tragedie - men af og til også et håb om, at det kan blive bedre.

Der lugter af opium i det mørke rum – og af alle de mænd, som kommer om natten for at sove og tage stoffer. Beatrice kan svagt ane omridset af madrasser på gulvet. Lige nu er hun alene, og døren er blokeret udefra. Det hjælper ikke at skrige. "Mon jeg skal dø herinde?” tænker hun skrækslagen.

Hun hører døren blive åbnet, og hendes overfaldsmand træder ind. Han er egentlig en flot mand i begyndelsen af tyverne, men der har hele tiden været noget ubehageligt ved ham. Beatrice mødte ham første gang kort før jul – han er frisør og skulle ordne hendes hår. Han blev omgående forelsket, sagde han. Han sagde, at han ville give hende fint tøj og smukke ting, hvis hun ville gå med ham hjem. Men hun ville ikke have noget med ham at gøre. Hun var bare 14 år.

Forsøgte at lokke hende

Frisøren har opsøgt hende mange gange siden, ventet uden for hendes hus, passet hende op på gaden og forsøgt at lokke hende med. Hver gang er hun løbet væk. Indtil i dag.

Tidligt i morges overrumplede han hende, da hun var på vej til sin tantes hus. Han overhørte hendes protester, tog fat i hende og trak hende med sig. Hun kunne ikke komme fri, og der var ingen i nærheden til at hjælpe. Han tog hende med til det mørke rum, skubbede hende ind og lukkede døren.

Først forsvandt han, men nu er han tilbage. ”Vi skal have sex,” siger han. Beatrice afviser grædende. "Du kommer ikke ud, før du siger ja,” siger han og går igen. Han blokerer døren og efterlader hende alene.

Hun ved ikke, hvad sex er

Han holder Beatrice fanget i det mørke rum hele dagen. Af og til kommer han ind og ser til hende. Hun leder efter noget at forsvare sig med – et våben af en slags. Men der er ikke noget.

Beatrice ved ikke nøjagtigt, hvad sex er. Men hun er bange for det og bange for, at han vil slå hende ihjel. Da det bliver aften, holder hun op med at gøre modstand. Hendes blod farver gulvet rødt, da han voldtager hende. Bagefter smider han hende ud på gaden. Han truer med at slå hende ihjel, hvis hun siger noget til nogen.

Grædende vakler Beatrice hjemad. Kort efter får hun øje på sin mor, der har ledt efter hende i mange timer. Beatrice forsøger at få styr på sig selv, tørrer øjnene og holder tårerne tilbage. Hun husker hans ord: "Ingen må vide noget".

Heldigvis lader Beatrices mor sig ikke narre. Hun kan se på sin datter, at der er noget galt. ”Hvor har du været,” spørger hun. ”På besøg hos tante,” lyver Beatrice. Hun nægter at fortælle, hvad der er sket, og til sidst går de hjem for at sove. ”Bare jeg ikke bliver syg. Bare jeg ikke bliver syg,” er det eneste, Beatrice kan tænke på den nat.

Om morgenen går moderen ud for at finde tanten, som bekræfter, at Beatrice aldrig dukkede op hos hende dagen før. Derefter går det stærkt. Moderen tager sin datter med på politistationen, hvor den 14-årige pige bryder sammen og fortæller alt: om indespærringen, voldtægten og truslerne.

Moderen holder Beatrice tæt ind til sig. ”Han tvang dig, det er ikke din skyld. Du må ikke give op i livet. Du er stadig vigtig,” trøster hun.

Desværre for piger som Beatrice er Liberias politi og retsvæsen i knæ. Under fire procent af de voldtægter, der bliver anmeldt, ender med en dom. På den ene side handler det om penge. Der er alt for få politifolk afsat til at bekæmpe vold mod kvinder, og de mangler alt fra kuglepenne til knallertbenzin. De bliver også så dårligt betalt, at det ofte lykkes gerningsmændene at bestikke sig vej ud af sagerne.

Det gør Oxfam IBIS

HJÆLP TIL OFRE: Piger og kvinder som Beatrice har brug for støtte. Vi hjælper dem med at bearbejde deres traumer og støtter dem hele vejen gennem retssystemet – og med at komme videre bagefter.

UDDANNELSE: Vi laver kurser for sygehuspersonale, dommere og politifolk, så de ved, hvordan de skal reagere, når de oplever sager med vold mod kvinder.

POLITIK: Oxfam IBIS er med til at bane vej for ny lovgivning. Vi var eksempelvis med i tilblivelsen af en ny lov imod vold i hjemmet.

HOLDNINGER: Oxfam IBIS arbejder for at ændre samfundets holdning til vold mod kvinder. For eksempel laver vi kampagner i radioen, arrangerer demonstrationer, og vi tager ud i de små lokalsamfund og hjælper kvinderne med at organisere sig.

DELTAGELSE: Vi arbejder for at få flere kvinder i politik, fra lokale byråd til parlamentet. Og vi støtter dem, der vælger at stille op.

På den anden side handler det om prioritering. Vold mod kvinder bliver ikke anset for særlig vigtigt i samfundet og heller ikke i retssystemet. Sidst men ikke mindst handler det om traditioner. Ved siden af det officielle retssystem eksisterer mange steder et traditionelt system, hvor landsbyens overhoved mægler. Mange familier foretrækker at få deres sager behandlet der, men i sager om vold mod kvinder falder den slags domme sjældent ud i kvindernes favør.

Det første glimt af håb

Efter at Beatrice har talt med politiet, bliver hun sendt på hospitalet. Her møder hun Florence Vemis, en socialarbejder ansat af Oxfams partner Foundation for Community Initiatives (FCI). Det møde tænder den første gnist Efter voldtægten holder af håb.

For Florence hjælper familien videre. I første omgang støtter hun dem i at gennemføre en retssag, som de med stor sandsynlighed ikke ville have haft ressourcer til selv. Florence rådgiver dem, støtter dem og følger løbende op med myndighederne. Og så hjælper FCI dem økonomisk, mens sagen står på.

”Beatrice var dybt traumatiseret, da jeg mødte hende første gang. Jeg forsøgte at hjælpe hende og hendes familie igennem forløbet. Det er utrolig svært for ofrene i den slags sager, og ofte føler de, at de står helt alene i verden,” siger Florence.

Mens sagen står på, bliver Beatrice indkvarteret sammen med sin familie i Zwedru, den nærmeste større by.
”Det var en hård tid, men jeg accepterede det, for jeg vidste, at det, han gjorde mod mig, var forkert. Jeg ville have retfærdighed,” siger Beatrice. Og så sker det, der næsten aldrig sker i Liberia: Gerningsmanden bliver dømt skyldig og får fire års fængsel for det, han gjorde mod Beatrice.

Beatrice er et forbillede

Beatrice er glad og lettet over, at hendes voldtægtsmand er blevet dømt, men da hun kommer hjem til landsbyen, burer hun sig inde og går sjældent ud. Hun er bange for den unge mands familie. De bor i området, og en dag møder de op i hendes hjem. De truer hende og bebrejder hende, at hun har sendt deres søn i fængsel.

Beatrice holder op med at gå i skole. Hun vil ikke møde nogen, for alle har hørt om voldtægten. Ingen af hendes venner vil have noget med hende at gøre efter det, der er sket. ”Lad være med at være i nærheden af hende, hun er så ung, og hun kender til sex,” siger de til hinanden.

”Jeg var meget skamfuld. Tænk at være en lille pige med sådan et problem,” siger Beatrice. Igen bliver Florence Beatrices redning. I den følgende tid kommer hun ofte på besøg. De har lange samtaler om, hvad der er sket, og det hjælper. ”Du er ikke den eneste, det er sket for. Det skal nok gå,” trøster Florence.

Med Florences hjælp vender Beatrice tilbage til skolen – og til livet. I dag er det omkring et år siden, at Beatrice blev voldtaget. Selv om den nu 15-årige pige stadig kæmper hver eneste dag med følgerne, er hendes sag med til at give håb for andre kvinder i Liberia. ”Jeg kan godt klare det – jeg giver ikke op så let,” siger Beatrice stolt.

Vold mod kvinder i Liberia

● Liberia er et af verdens fattigste lande, og mandschauvinisme hersker. Fra 1989 til 2003 rasede en blodig borgerkrig, hvor en kvart million mennesker mistede livet. Voldtægt var et udbredt våben under borgerkrigen.

● Ingen ved nøjagtig, hvor stort problemet med voldtægt er i dag. Men det anslås, at det er enormt.

● En undersøgelse fra 2008 viser, at 83 procent af liberianerne mener, at et voldtægtsoffer selv bærer en del af skylden for voldtægten.

● Andre undersøgelser viser, at tre ud af fire skoledrenge mener, at mænd er overlegne i forhold til kvinder.

● Halvdelen af drengene mener, at vold er helt almindeligt i et parforhold. Uhyggeligt nok er mange af pigerne enige i, at vold og voldtægt er en del af hverdagen, sådan er det bare.

Comments

Fast actions block