Ros til Oxfam IBIS' arbejde med uddannelse i kriser

“Save the mind as well as the body”. Sådan lyder mottoet, som Eldrid Midttun lever og arbejder efter. Hun er en anerkendt pioner inden for feltet ”uddannelse under kriser” og blev i sommeren 2011 hyret til at gennemgå det arbejde, Oxfam IBIS siden 2002 har lavet først i Angola og siden i Sierra Leone, Liberia og Sydsudan. 

Hun konkluderer, at Oxfam IBIS gør ”en flot og vigtig indsats” og udfylder et meget vigtigt tomrum mellem den allerførste katastrofehjælp og det egentlige udviklingsarbejde, når vi rykker ind og etablerer undervisningstilbud. Senest har det været på Haiti lige efter jordskælvet, hvor vi var med til at etablere midlertidige skoler, fulgt op af intensiv lærertræning. 

Tidligere har det været indsatser for store børn, der på grund af krig i eksempelvis Sierra Leone aldrig har fået en uddannelse, men som det efterfølgende lykkes at gennemføre grundskolen på halvtid gennem et særligt tilrettelagt forløb. 

”Oxfam IBIS’ indsats har alle steder været af afgørende vigtighed for børnene, deres forældre og lokalsamfundet, og organisationen er anerkendt som en dygtig og pålidelig partner,” konkluderes det i rapporten, der især fremhæver Oxfam IBIS’ fokus på at uddanne lærere og være med til at opbygge den kapacitet, der skal gøre indsatsen bæredygtig. 

Ifølge Eldrid Midttun bør Oxfam IBIS overveje at rykke ind endnu tidligere under akutte eller kroniske kriser for også her at skabe den tryghed og stabilitet, som et uddannelsestilbud udgør.