En frontkæmper takker af efter et kvart århundrede i kamp for global kvalitetsuddannelse

13. jun 2022

Når uddannelsesrådgiver i Oxfam IBIS Sanne Müller i år går på pension, vil hun blive husket som drivkraften bag en stor del af organisationens arbejde med og udbredelse af kvalitetsuddannelse i Afrika og Latinamerika.

Videbegærligheden, virkelysten og energien har aldrig fejlet noget hos Sanne Müller - hendes høje latter og engagerede, glade stemme har altid kunnet høres op ad ned og gangen.

Men om lidt bliver der lidt mere stille i Oxfam IBIS’ lokaler på Vesterbrogade i København. For den 14. juni siger en uddannelses-kæmpe farvel, når Sanne Müller, 71, går på pension.

”Sanne har været rygraden i udviklingen af transformativ uddannelse og en stærk intern ’lobbyist,’ som har arbejdet for, at vi skal fokusere på uddannelse som den transformative kraft i kampen mod ulighed og give stemme til verdens mest udsatte. Hun har banket uddannelse ind i organisationens DNA, og derefter også ind i Oxfam-konføderationen, da IBIS blev til Oxfam IBIS. Hun har næsten altid fået sin vilje, fordi hun samtidig har kunnet drive succeser med partnere i mange lande, der viser værdien af hendes vision. Sammen med sit store globale netværk af engagerede uddannelsesfolk har Sanne bidraget til succeser med partnere og kolleger i det Globale Syd og med netværk og kollegaer i Danmark. Sanne vil blive hårdt savnet, men hendes arbejde og vision har sat sig i Oxfam IBIS som en del af vores fælles mission,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS, som ved, at hun også vil blive savnet personligt på kontoret.

“Ud over at være et fagligt fyrtårn, så udmærker Sanne sig ved at være en personlig støtte og ven for en meget stor gruppe af medarbejdere. Sanne har en meget præcis finger på organisationens puls, og har gennem sin faglige styrke og sociale kompetencer været en drivkraft i Oxfam IBIS’ udvikling – ofte med større indflydelse end de formelle ledere, som jeg selv,” siger Lars Koch med et smil på læben.

Bumlet, men aldrig kedelig

For Sanne Müller selv har karrieren været noget af en oplevelse med det bedste følgeskab.

”Mine 24 år med IBIS og Oxfam IBIS har været en lang, bumlet, givende og aldrig kedelig rejse. Fra at uddannelse var noget ekstra IBIS lavede i kæmpe projekter om ’Uddannelse for bæredygtig udvikling’ i Sydafrika og Namibia, til nu at være et hovedtema i både vores eget og Oxfam-konføderationens program og politiske arbejde - dét har været et kæmpe privilegie at være en del af,” fortæller Sanne Müller, som især vil savne kollegaerne.

”At have partnere, kolleger i programmerne, på landekontorerne, i hele Oxfam-konføderationen og ikke mindst på kontoret i København, der har været og er dedikerede, hårdtarbejdende, vidende og solidariske har været uvurderligt for, at jeg er blevet i alle de år. At gå nu hvor transformativ uddannelse er en integreret del af Oxfam IBIS’ politiske og programmæssige dagsorden er det helt rigtige tidspunkt for mig. For jeg ved, at der er så mange gode mennesker, som vil fortsætter det vigtige arbejde. Jeg er ydmyg over at have været med på så stor en del af rejsen.”

Irene Fredriksson, der er team-leder for uddannelses-teamet i Oxfam IBIS, har kendt Sanne Müller siden 2003, hvor de mødte hinanden på et forberedelseskursus inden Irenes udstationering i Angola. Hun tænker tilbage på sin tid med den 71-årige uddannelsesrådgiver som et privilegium.

”Sanne har altid været en stærk stemme og forkæmper for kvalitetsuddannelse. Hun har bidraget med et skarpt, professionelt fokus, men også en varm og værdsættende måde at skabe de bedste betingelser for kollegaer og partnere til at opnå forandringer og resultater for en mere lige og retfærdig verden. Vi er mange, der synes, det har været et kæmpe privilegium at arbejde sammen med hende, og hun er en af de kollegaer, vi har lært mest af alt sammen med. Oxfam IBIS er som organisation blevet styrket af hendes engagement og strategiske blik,” siger Irene Fredriksson.

Sanne Müller startede som folkeskolelærer, har været pædagogisk konsulent og aktiv i både fagligt og frivilligt arbejde både herhjemme og ude i verden. I 2001 blev Sanne Müller uddannelsesrådgiver i det daværende IBIS, som senere blev til Oxfam IBIS. Her har hun i mange år været koordinator for uddannelsesteamet og senere rådgiver med særlig fokus på Ghana og Sierra Leone.

I Oxfam IBIS har hun sat sit udtrykkelige mærke i kampen for kvalitetsuddannelse i især Afrika og Latinamerika, hun var med til at starte kampagnen ’Hele Verden i Skole’ og det danske uddannelsesnetværk, som sidenhen blev en del af den globale uddannelsesbevægelse Global Campaign for Education. 

Privat bor Sanne Müller i Vanløse med sin mand – der også er uddannet lærer - og to katte. Sammen med sin mand startede hun udviklingsorganisationen Axis, som også arbejder med kvalitetsuddannelse. Her vil hun fortsat sidde i bestyrelsen. Sanne Müllers datter Kira arbejder også i Oxfam IBIS med uddannelse – for æblet falder ikke langt fra stammen.