De to drenge, der faldt ned til os

2003: Hjælp til forældreløse børn i Maputo i Mozambique

Af: Rikke Hovn Poulsen

Som børn blev de forældreløse tvillinger Zetinho og Gildo Agostinho hjulpet af Oxfam IBIS’ partner Reencontro i Mozambique. Det betød, at de pludselig fik mad hver dag – og ikke mindst, at de kom i skole. Det har haft en enorm betydning for de 24-årige unge mænds liv.

”Vi var seks år gamle, da bedstefar døde. Ved begravelsen kom vores onkel og tog os med. Jeg kan huske, at jeg græd og græd, for jeg kendte ham ikke, og jeg ville ikke med ham til en by langt væk. Det var hårdt.” 24-årige Gildo kigger på sin tvillingebror Zetinho. Det er deres fælles historie, han er ved at fortælle. Broderen nikker alvorligt – den er god nok. Det var sådan, det var.

De to små drenge blev født ind i en fattig bondefamilie på landet uden for provinsbyen Quelimane. De kan ikke huske deres forældre, og de ved intet om dem. Kun at de begge døde, mens drengene var meget små. Om det var AIDS, ved de heller ikke – men der er en ret stor sandsynlighed for det, eftersom rigtig mange mennesker døde af den frygtede sygdom tilbage i 1990’ernes Mozambique.

Efter forældrenes død var der kun en bedstefar til at tage sig af dem.

”Det var ham, der lavede mad til os og passede på os. Jeg kan huske, at vi hjalp ham med at dyrke maniok, kål og kartofler. Dengang var der ingen penge, så vi gik i marken og fandt vores mad. Det var alt, hvad vi kendte, for der var langt mellem husene, og naboerne boede langt væk,” fortæller Zetinho.

Men bedstefaderen var gammel. Han blev mere og mere syg, og til sidst døde han. Derefter var der kun en fjern onkel til at forsørge drengene. Han boede i hovedstaden Maputo mere end tusind kilometer væk. Så ud over tabet af bedstefaderen mistede Zetinho og Gildo også deres hverdag og alt, hvad de kendte. Nu havde de kun hinanden.

To sultne drenge

Onklen og hans kone gjorde, hvad de kunne, for at hjælpe de to forældreløse børn. Men familien var meget fattig. De boede i en stråhytte i et af byens myggebefængte slumkvarterer med udsigt over Maputo Bugt, hvor de sov direkte på gulvet. Hver dag efter skole måtte tvillingerne slide for at dyrke ris på familiens lille, sumpede stykke jord.

”De behandlede os som deres familie, men det var en hård tid for os alle. Vi havde ingenting. Bare det at få en ren bluse og et par bukser uden huller var svært. Hver dag, når vores onkel og tante kom hjem, ventede vi på dem for at finde ud af, om de havde mad med hjem til os. Nogle dage havde de noget – andre dage ikke,” fortæller Zetinho.

Det var ikke altid, drengene kom i skole, og et enkelt år missede Zetinho et helt skoleår, fordi det var for svært at få det til at hænge sammen. Alle i nabolaget vidste, at det var hårdt for familien med de forældreløse tvillinger. Og en dag i 2003 var der en nabo, der fortalte deres historie til en af kvinderne fra den lokale hjælpeorganisation Reencontro.

Ikke mere børnearbejde

Oxfam IBIS og Reencontro arbejdede tæt sammen op igennem 00’erne. Sammen hjalp vi udsatte og forældreløse børn i Maputos slumkvarterer – langt de fleste af dem havde mistet deres forældre under den altødelæggende AIDS-epidemi.

Vi hjalp med mad, tøj, medicin og andre basale fornødenheder. Og ikke mindst hjalp vi med skolebøger og skolepenge, så børnene kunne tage en uddannelse og skabe en fremtid for sig selv. For Gildo og Zetinho blev mødet med Reencontro et vendepunkt. Hver anden måned kunne de hente en pakke med mad, så der nu aldrig mere var dage, hvor de ikke fik noget at spise.

Reencontro forsynede drengene med skolebøger, tasker og andre materialer, som de aldrig før havde haft råd til. Og kvinderne gik ind og tog et personligt ansvar for drengenes skolegang, som den fattige onkel og tante havde svært ved at klare.

”Det var kvinderne fra Reencontro, der kom til forældremøderne på skolen. Det var dem, der holdt os i skolen – vi blev deres børn. De kaldte os for ’de to drenge, der faldt ned til os’,” fortæller Gildo tydeligt berørt.

Drengene behøvede ikke længere at slide i marken for at få mad, så om eftermiddagen tog de ned på Reencontros fritidsklub, hvor de lærte at sy. Det er en færdighed, de stadig bruger meget. For eksempel er det Gildo, der syr og reparerer alt familiens tøj og gardiner, og han har endda syet sin egen skoletaske.

Bedre tider

Tingene begyndte så småt at lysne for familien. Onklen fik job som sikkerhedsvagt, og det gav en lidt mere stabil økonomi. Og så strejfede heldet dem: En rig entreprenør så muligheder for Maputos voksende middelklasse i det område, hvor den lille stråhytte lå. De fik en god pris for jorden. Og derfor fik de i 2012 råd til at bygge et rigtigt hus lidt længere oppe ad vejen.

Tvillingerne bor stadig hos onklen og tanten. Zetinho har deltidsjob i et cateringfirma, efter at han i januar 2016 gik på et madlavningskursus hos Reencontro. Og så arbejder de begge hårdt for at tage deres 10. klasses-eksamen, selvom det har været svært for dem med det boglige, og der har været forsinkelser undervejs.

”Vi skal nok få taget den eksamen!” forsikrer Zetinho, der drømmer om på lidt længere sigt at skifte kokkefaget ud med et job som bogholder. Lige nu har han ikke penge til at tage uddannelsen – men han er sikker på, at det nok skal ske inden længe.

Tvillingebroderen drømmer om at blive elektriker. Men det er ikke afgørende for ham, at det lige bliver det.

”Det er fint at have drømme. Men jeg vil bare gerne tjene til et godt liv, så jeg kan hjælpe min onkel og tante til gengæld for alt det, de har gjort for os. Skolen har aldrig været målet i sig selv for os. Men den var vigtig for, at vi kunne lære noget, så vi kunne komme videre i livet. Det er den stadig,” forklarer Gildo.