Mozambique

Store forekomster af især kul, naturgas og tungt sand indebærer et kæmpe økonomisk potentiale for den mozambiquiske befolkning, der i dag er blandt verdens fattigste. Men særaftaler og lempelige skatteaftaler mellem landets regering og udvindingsindustrien gør, at potentialet indtil videre er uindfriet. Mozambiquerne er ikke tilstrækkeligt uddannede til at få job i den teknisk avancerede minedrift. Til gengæld oplever lokalbefolkningen overgreb og tvangsforflyttelser.

En af de største udfordringer er at skabe gennemsigtighed i de aftaler, der indgås mellem mineselskaberne og landets politiske elite, som ofte har aktier i de store firmaer. Et andet spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis den mozambiquiske regering bliver økonomisk uafhængig af de internationale donorer, som i dag er med til at presse på for at sikre god regeringsførelse og en positiv demokratiudvikling.

Liberia

Liberia er det land i Vestafrika, hvor der lige nu er flest forhandlinger om nye udvindingsprojekter. Der er et enormt potentiale for at bruge landets mange naturressourcer – overvejende jernmalm, gummi, palmeolie, tømmer og i mindre grad guld og diamanter – som katalysator til at skabe udvikling i landet.

Det store arbejde i Liberia bliver at sikre overholdelsen af de love, som regeringen har vedtaget på området. De gode love, som faktisk findes allerede, er svære at realisere, fordi myndighederne ikke har kapacitet til at holde øje med, hvad virksomhederne faktisk udvinder, eller ressourcer til at sikre, at lokalbefolkningen får indflydelse, inden et firma begynder at udvinde naturressourcer i deres område.

Derudover er de fleste udvindingsselskaber først lige begyndt at arbejde i Liberia, og kun få har officielt haft overskud, som de kan dele med Liberias befolkning i form af skat.
Alt i alt betyder det, at den almindelige liberianer indtil videre ikke har fået noget ud af den vældige udvindingsindustri.

Ghana

Eksperter har anslået, at fem procent af Ghanas befolkning er afhængig af den løn, de kan tjene i landets miner. Udvinding af salt, sten og mineraler udgør sammen med olie en væsentlig del af landets BNP, og værdien af mineraleksporten alene overstiger nu den samlede udviklingsbistand til Ghana.

Men virksomhederne betaler kun meget lidt i skat til staten, hvis gevinst udgør langt under ti procent af den værdi, der bliver skabt i landet. En rapport om landets guldminedrift viser endda, at statens udgifter i form af tabte indtægter fra landbruget og ødelagt natur og miljø overgår indtjeningen.

Det positive er, at Ghana har et stærkt civilsamfund, som lige nu arbejder på at stoppe virksomhedernes skatteflugt og generelt skabe bedre forhold omkring udvindingen. Det gælder skat og kontrakter, men i høj grad også hensynet til lokalbefolkningen, som i dag ofte er taberne, når Ghanas regering laver koncessionsaftaler.

Sierra Leone

Udvindingssektoren i Sierra Leone består hovedsagelig af udvinding af diamanter, jernmalm, guld og mineralet rutil. Offshore-olieefterforskning finder også sted, og internationale landbrugs- og fiskerivirksomheder strømmer netop nu til landet. Industrien udgør i dag over halvdelen af Sierra Leones eksport, og den kan potentielt skabe store fordele for Sierra Leone.

I dag kommer dog kun otte procent af statens indtægter fra mineindustrien, blandt andet fordi de største og mest betydningsfulde aftaler er lavet som særaftaler med enorme skattefordele og lovmæssige lempelser – det er sket i et uigennemsigtigt miskmask af personlige interesser, korruption og en officiel politik om at skabe vækst ved at tiltrække investorer til landet.

Civilsamfundet har udviklet en betydelig viden om udvindingsindustrien, men organisationerne mangler koordinering og adgang til vigtig information, og især mangler den politiske vilje til at lytte og inddrage borgerne.
Der sker dog hele tiden forbedringer i systemet, og regeringen arbejder officielt på at øge landets indtægter fra mineindustrien.

Bolivia

Bolivia er økonomisk afhængig af sin udvindingsindustri. 38 procent af økonomien er baseret på råstoffer som jern, kobber, tin og litium, og gassektoren giver store skatteindtægter, som bruges på velfærd og udvikling. Bolivia bliver dog også påvirket negativt. De oprindelige folks rettigheder bliver ikke overholdt, når mineselskaber uden videre rykker ind på deres territorier og forurener jord og drikkevand.

En stor udfordring i fremtiden er derfor at få staten til at nytænke dens måde at lave udvinding på, så man i fremtiden undgår, at udvindingsindustrien gør mere skade end gavn.

Guatemala

Guatemala har store forekomster af guld, sølv, nikkel, antimon og zink og i mindre grad olie, som ifølge staten og industrien bidrager positivt til beskæftigelsen og den nationale økonomi. Landets mine- og skattelove betyder dog, at kun en meget lille del af indtægterne fra udvindingen havner i statskassen.

Navnlig de åbne miner er meget hårde ved miljøet. Først fjernes al vegetation i et stort område. Dernæst sprænges klipperne væk, hvilket hvirvler store mængder støv og tungmetaller op. Det værste er dog brugen af kolossale mængder vand, og at vandet forurenes med cyanid og arsenik.

De oprindelige folks rettigheder bliver ofte ignoreret af både staten og mineselskaberne, hvilket har ført til sociale konflikter.

Nicaragua

I Nicaragua er minedriften hovedsagelig koncentreret om guld og sølv til eksport samt udvinding af gips og andre materialer til lokalt brug. Minedriften finder hovedsagelig sted i den såkaldte ”minetrekant”, som ligger i landets Nordlige Autonome Atlanterhavsprovins.

Den åbne minedrift er dog meget hård ved miljøet. Mineselskaberne betaler kun tre procent i skat, men da det nicaraguanske skattesystem er svagt, udgør mineselskaberne nogle af landets største skatteydere.

Da der er få jobmuligheder i Nicaragua, anses mineindustrien dog for at være en mulighed for at skabe beskæftigelse i områder med mangel på arbejde, og lov nummer 445, der fastslår de oprindelige folks råderet over naturressourcerne i deres områder, bliver faktisk i vidt omfang overholdt.

Fast actions block