Da det hele begyndte...

1966-1976: En organisation bliver til

Af: Rikke Hovn Poulsen

I de første 25 år af vores historie hed vi hverken Oxfam eller IBIS – dengang var vi WUS. Klavs Wulff er en af de ildsjæle, der var med til at forme organisationen i de første år. Det var en smule tilfældigt – men bestemt ikke kedeligt!

Egentlig var den 24-årige teologistuderende ikke mødt op på mødet i Danske Studerendes Fællesråds præsidium den dag i 1969 for at tiltuske sig nogen bestyrelsesposter – og da slet ikke i WUS. Klavs Wulff havde ikke beskæftiget sig med ulandsarbejde før. Men der var mange bestyrelsesposter, der skulle besættes, og WUS stod næsten nederst på listen. ”Og så var der én, der sagde: ’Klavs, du har siddet stille hele aftenen. Er der ikke noget med, at din svigerfar har noget med ulandene at gøre? Den post tager du!’” beretter han smilende.

Og sådan blev det. Klavs Wulff blev indsat som formand for WUS i Danmark. ”Og når nu jeg skulle melde mig til noget, var WUS da interessant. Det var inden for mit politiske interessefelt, for jeg var allerede engageret i kampen mod atomvåben. Så jeg gik ind i det.” Klavs Wulff blev en del af kernen i WUS i de første år. Han var med til at forme organisationen, som vi kender den i dag, og lægge grundstenene for meget af det arbejde, vi stadig laver. ”Det var ret tilfældigt, at det lige blev WUS, jeg landede i. Men det betød bestemt ikke, at det ikke var rigtigt!” understreger han.

Ud med professorerne

I begyndelsen var WUS – eller World University Service – den danske aflægger af WUS International, en schweizisk organisation, der går helt tilbage til 1920, hvor man samlede ind til fordel for krigsramte studerende i Europa. Senere bredte organisationen sig til det meste af verden. Man støttede uddannelsesformål, som for eksempel uddannelse af den sorte befolkning i Sydafrika. I Danmark hørte WUS i de første år under Danske Studerendes Fællesråd. Her rejste vi penge til WUS International gennem sociale arrangementer som gadeindsamlinger og fester. I 1966 blev vi som følge af WUS’ forbindelser i Sydafrika inviteret til at være med i den nyoprettede apartheidkomité, der var med til at fordele de offentlige danske midler til antiapartheid-arbejdet i det sydlige Afrika.

”Dengang bestod bestyrelsen i WUS af både elever og lærere på universitetet. Men på mit første møde som formand udvandrede lærerne og meldte sig ud af samarbejdet. De syntes, det blev for politisk. Det var jo midt i efterdønningerne af studenteroprøret,” beretter han. Herefter blev WUS kendt som de studerendes bistandsorganisation. Og vi engagerede os stærkere i støtten til befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika.

Entrepenante militærnægtere

I de første år bestod WUS af en lille flok mennesker, der var udpeget af studenterrådene rundt om i Danmark. ”Alting gik utrolig stærkt i den periode. Jeg var på kontoret hele tiden, og min kone så mig aldrig. Vi var fire meget unge mænd, der udgjorde kernen. Vi tog alle tæskene – men til gengæld kunne vi også se, at der kom en masse ud af vores arbejde. Vi må virkelig have været unge dengang!” funderer Klavs Wulff. Og tiden var med dem. I starten af 1970’erne blev ulandene pludselig et hot emne blandt datidens politisk bevidste studerende.

”Det lykkedes os at skabe interesse for at sidde i bestyrelsen. Og lige pludselig var vi nogle flere med,” husker han. WUS fik eget kontor i Sct. Peders Stræde i København, som vi delte med Internationalt Forum. Tilsammen kunne vi ansætte en sekretariatsmedarbejder, der delte sin tid mellem de to organisationer. Og dermed fik WUS også mulighed for at ansætte militærnægtere – et klogt træk for en lille organisation baseret på frivillige ildsjæle.

Klavs Wulff var selv ansat som militærnægter fra 1970 og næsten to år frem, og derefter fik en anden fra bestyrelsen tjansen. ”Det var en virkelig dynamisk tid. Vi var meget entreprenante og gjorde tingene, når vi fik idéerne, uden at udfylde en masse skemaer først. Vi var en del af det politiske spil, og vi kæmpede mod autoriteterne. Det tiltalte os nok ret meget dengang,” fortæller han.

En skole i Congo

Det første store projekt, som WUS involverede sig i, var opførelsen af en kostskole for angolanske flygtninge i byen Dolisie i Congo. Idéen udsprang af Operation Dagsværk-kampagnen i 1971. ”Danske Gymnasieelevers Sammenslutning samlede ind ved at donere deres arbejdskraft, og vi samlede flere penge ind gennem Giro 25. Jeg kan huske, at vi stod på Strøget og opfordrede danskerne til at udvise solidaritet med befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika,” fortæller den daværende WUS-formand.

Det lykkedes de unge at samle næsten en halv million kroner ind – og det var mange penge i 1971. WUS fik ansvar for, at pengene blev brugt på det, der var meningen. Man havde nemlig allerede god kontakt til befrielsesbevægelsen MPLA i Angola. Og de ønskede først og fremmest at få støtte til byggeriet af kostskolen i Congo. ”Inden da havde vi ikke vores egne bistandsprojekter. Men vi syntes, det var for dyrt at gå gennem FN-systemet, og så opstod idéen: Vi gør det sgu selv!” beretter Klavs Wulff.

Det krævede dog, at Danida lagde 3,2 millioner kroner oveni. I starten var de skeptiske over for de studerende, der påstod, at de kunne lave ulandsarbejde. Men det blev afgørende, at en række ingeniører og arkitekter fra et anset arkitektfirma involverede sig og tegnede skolen gratis. ”Danida satte spørgsmålstegn ved, hvad en flok unge knægte som os havde af forstand på at bygge skoler i Congo. Så vi fik MPLA til at sende en telex om, at de ønskede, at WUS skulle stå for projektet – det var svært for politikerne at argumentere imod. Vi mødtes med udenrigsministeren. Og ledelsen i arkitektfirmaet bakkede op om, at vores arbejde var godt nok. Så til sidst ændrede Danida holdning.”

WUS’ første store projekt var hermed en realitet. Vi opførte en succesfuld skole på grænsen til Angola, der fik gode evalueringer af Danida. Og efter nogle år blev den overdraget til de congolesiske myndigheder. ”Det her var selve fagliggørelsen af WUS. Flere af arkitekterne gik ind i foreningen bagefter, og i de følgende år blev vi en platform for udsendelse af fagfolk,” fortæller Klavs Wulff.

Ligeløn på kontoret

Op gennem 70’erne fik WUS flere ansatte – og flere penge til at drive projekter for. Men det var stadig det politiske engagement og solidaritetsfølelsen, der drev værket. ”Dengang var vi alle meget venstreorienterede. Jeg var selv fra det Radikale Venstre, men de fleste af de andre var et stykke længere til venstre på skalaen,” husker Klavs Wulff.

”Der var ingen generalsekretær de første mange år. Og vi fik alle sammen det samme i løn; det svarede til en faglært arbejders gennemsnitsløn.” Med tiden frigjorde den danske organisation sig fra WUS International. Det første skridt blev taget allerede inden Afrika 71-indsamlingen. Det var kontroversielt at støtte MPLA direkte, og WUS International var bange for, at det kunne bringe deres sydafrikanske partnere i fare. Derfor etablerede WUS i Danmark sig som en selvstændig organisation – men båndene til Genève var stadig
tætte. Først i 1991 blev de kappet for alvor, og vi skiftede navn til IBIS.

Klavs Wulff var formand for WUS i Danmark indtil 1976, og nogle år senere blev han generalsekretær for WUS International i fire år. Herefter arbejdede han i andre dele af ulandsmiljøet, før han kom tilbage til lBIS fra 2004 til 2011.