En unik og kompetent CSR-partner

Oxfam IBIS er en del af en global bevægelse, der kæmper for forandring. Vi tror på at vi kan nå vores mål, når bare vi står sammen – som mennesker, som organisationer, og på tværs af traditionelle skel. Virksomhederne skal også bidrage, og de har allerede omfavnet FN’s verdensmål i en hidtil uset grad.

Vi arbejder både på at bringe deres åbenlyse styrker i spil og samtidig bekæmpe deres svagheder, for eksempel brugen af skattely. Kun sammen kan vi skabe en bæredygtig udvikling for verdens fattigste og derfor søger vi partnerskaber der kan bidrage til verdensmålene.

Oxfam IBIS arbejder både med langsigtet udviklingsarbejde og også i skrøbelige lande og post-konfliktsituationer, og Oxfam som helhed er eksperter i nødhjælpsarbejde indenfor vand og sanitet. I disse situationer kan støtte være helt afgørende for at redde liv, og hjælpe folk styrkede ud af katastrofen. Vi arbejder ud fra en rettighedsbaseret tilgang og har øverst på dagsordenen at inddrage civilsamfundet i udviklingen af de lande, hvor vi arbejder. Dette sikrer en bæredygtig udvikling, som vil fortsætte efter, at projekterne er afsluttet. Oxfam IBIS’ arbejde med civilsamfundet går hånd i hånd med de CSR-aktiviteter, som mange virksomheder har i udviklingslande. Her handler det ofte om at forbedre arbejdstagerrettigheder og sikre, at menneskers rettigheder ikke krænkes. Oxfam IBIS har rig erfaring med dette arbejde, og vil meget gerne samarbejde med virksomheder for at sætte fokus på menneskers rettigheder

CSR behøver ikke være særligt omfattende og kræve en stor mængde ressourcer fra jeres virksomhed. CSR-indsatser kan antage mange forskellige former, og de varierer alt efter virksomhedens størrelse, produkter, kompetencer og målsætninger. Fælles for indsatserne er, at de sigter mod at forbedre forholdene for de mennesker og omgivelser, der bliver berørt af virksomhedens aktiviteter. Derudover kan en virksomhed også vælge at sætte ind over for en global problemstilling og et specifikt verdensmål f.eks. kvalitetsuddannelse, for at tage et globalt ansvar.