Forside / Nyheder / Det giver mig en følelse af fred
Artikel

Det giver mig en følelse af fred

28.06.2021

Af Malene Aadal Bo

antonio-jimeno-aktivist-oxfam-ibis-foto-privat-680x453.jpg
Foto : Privat

Da Antonio Jimeno stadig boede i Colombia, var han for ung og for bange til at gøre noget ved de uretfærdigheder, der blev begået omkring ham. Som aktivist hos Oxfam Danmark er han i fuld gang med at gøre det, han selv synes, han burde have gjort dengang.

NY AKTIVIST: ”Da jeg boede i Colombia, vidste jeg godt, at der foregik ting, men helt ærligt, så tænkte jeg ikke så meget over det. Hvis man i Colombia åbent sympatiserer med de sociale ledere og menneskeretsbevægelserne, vil mange også opfatte dig som uromager og tage afstand fra dig, så det er langt nemmere at blande sig udenom. Da jeg senere via mine studier lærte og forstod meget mere, fik jeg dårlig samvittighed og følte mig skyldig over ikke at have gjort noget,” siger Antonio Jimeno.

latam-talks-silenced-voices680x453.jpg

Den skyld har han haft svært ved at slippe, og blandt andet derfor betyder det meget for ham at være frivillig hos Oxfam Danmark. Fordi han her føler, at han råder bod på alt det, han bare lod ske omkring sig, da han boede i Colombia.

”Det giver mig en følelse af fred indeni, at jeg herigennem virkelig oplever, at jeg bidrager og gør en forskel. Og faktisk en endnu større forskel, tror jeg, end hvis jeg var tilbage i Colombia, hvor det er sværere at få information om, hvad der sker, og langt sværere at udtrykke sig og handle uden at bringe sig selv i fare,” siger Antonio Jimeno.

Det bedste øjeblik

I dag er han bosat i Danmark, hvor han har taget først sin bachelor og siden skrevet speciale om fredsopbygning og konflikthåndtering i Colombia. Siden sidste sommer har Antonio været en fast og aktiv del af Oxfam Danmarks frivillige Latinamerikagruppe, som blandt andet stod bag efterårets Latinamerikafestival i København og de populære debatarrangementer, Latin America Talks.

”Det bedste øjeblik var i vinter, da jeg havde været frivillig et par måneder. Vi afholdt Latin America Talks – om sociale ledere i Guatemala, Mexico og Colombia. Det handlede om den kamp, de kæmper for at forsvare menneskerettighederne og de oprindelige folk. Jeg kunne så tydeligt mærke, hvor meget det betød for dem at få taletid og blive hørt,” siger han og tilføjer:
”Der er mange skønne ting ved at være frivillig, men den dag i november var jeg ekstra glad, fordi jeg havde gjort noget for at støtte disse her fantastisk modige mennesker, som jeg beundrer dybt.”