Det gik slet ikke så godt som vi troede

29. jul 2020
Af
Kristian Weise

I de seneste år, inden vi blev ramt af corona-pandemien, nedlukningen af samfund, global recession og massearbejdsløshed, var det den generelle opfattelse blandt mange beslutningstagere, at vi levede i den bedste af alle verdener. Politikere, forretningsfolk og andre meningsdannere understregede igen og igen, at det gik fremad og at fattigdom om få årtier ville være fortid.

Engang imellem var der skeptikere, der stillede spørgsmål ved, om det virkelig var tilfældet, og påpegede, at barren for succes – eksempelvis det officielle mål for ekstrem fattigdom på godt og vel 10 kr. om dagen at leve for – var sat ekstrem lavt.

Men de fik hurtigt skudt i skoene, at de bare var pessimister, der ikke ville erkende, at den herskende økonomiske orden faktisk virkede for alle. Nu har de så fået selskab af FN’s egen særlige rapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Phi-lip Alston.

Og han lægger ikke fingrene imellem: Vi har ikke udryddet ekstrem fattigdom, og vi er ikke på vej til at gøre det. I stedet har vi spildt de seneste årtier, fejret en pyrrhussejr, og gået rundt med en ufortjent og farlig selvtilfredshed.

Grotesk lavt mål for fattigdom

Verdenssamfundet har opereret med et grotesk lavt mål for fattigdom – 1,90 dollar om dagen – og brugt det til at få det til at se ud som om, at alt gik i den rigtige retning, påpegede Alston i en rapport til FN denne sommer. Og det er ikke svært at se, at der er noget galt med den målestok: Ifølge Verdensbanken lever 736 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Samtidig vurderer FN, at 820 millioner mennesker lever med sult- og hungers-nød. Men er de mere end 80 millioner mennesker ikke ’ekstremt fattige’, når nu de ikke har råd til mad på bordet?

Det giver næsten sig selv, at der er mange steder i verden – også i Latinamerika, Afrika og Asien – hvor man stadig lever alvorlig fattigdom, selvom man har mere end 10-12 kr. at klare sig for om dagen. Derfor opererer Verdensbanken og andre også med et fattigdomsmål på 5,50 dollar per dag. Det er mindre kendt. Men hvis man bruger det, forsvinder fremskridtene stort set: der er nemlig omkring 3,4 milliarder mennesker, ca. 46 % af verdens befolkning, der lever for under 5,50 dollar om dagen. Og det er stort set det samme som i 1990.

Selv hvis man skulle bruge 1,90 dollar om dagen som den magiske grænse, viser det sig, at antallet af mennesker, der lever for mindre end det, rent faktisk steg med 140 millioner i afrikanske lande Syd for Sahara og i Mellemøsten mellem 1990 og 2015.

Svært at genkende den smukke fortælling

Det er ganske enkelt svært at genkende den smukke globale rejse op i middelklassen, vi har hørt om. På trods af nuanceringerne, benyttes grænsen på de 1,90 dollar stadig i de fleste internationale rapporter om fattigdom. Det er ikke tilfældigt. For det billede støtter en fortælling, der kommer centrale institutioner, sær-interesser og de mest velhavende til gode: at tingene går som de skal og at status quo er tilfredsstillende.

Alston påpeger i rapporten, at eventyret om fattigdommens snarlige udryddelse er blevet brugt som et argument for at fortsætte ’business as usual’: Fokus på økonomisk vækst, deregulering, privatiseringer og lavere skatter for virksomheder og de mest velhavende. Et system, vi nu endnu en gang kan konstatere, ikke fungerer efter hensigten, men skaber større afstand mellem rig og fattig, nord og syd, magthavere og borgere.

Det er åbenlyst, at der skal en ny tilgang til, hvis størstedelen af verdens befolkning reelt skal opleve fremgang – og vi ikke endnu engang skal se den bølge af levevilkårsprotester, der dominerede fra øst til vest inden corona-pandemien. Bekæmpelse af den stigende ulighed vil skulle være en del af det. Verdensbanken har konkluderet, at reduce-ring af ulighed er mere effektivt for fattigdomsbekæmpelse end økonomisk vækst. At reducere hvert lands gini-koefficient med en procent per år har således større effekt end at øge hvert lands årlige vækstrate med et procentpoint. Men vi har indrettet vores samfund på en måde, hvor de rigeste igen og igen vinder, mens de fattigste taber.

Uligheden er menneskeskabt

Mellem 1989 og 2016, høstede verdens top 1-procent 27 procent af den totale indkomstvækst, og i 2017 alene hentede de 82 procent af velstanden, samtidig med, at de fattigstes indkomst er vokset langsommere end BNP. Denne virkelighed er ikke uundgåelig, men resultatet af politiske valg. Philip Alston peger på syv konkrete skridt, der skal i spil, hvis vi skal udrydde fattigdommen.
Vi vil skulle 1) gen-tænke forholdet mellem vækst og fattigdomsbekæmpelse,
2) bekæmpe ulighed og omfordele progressivt,
3) sikre retfærdige skattesystemer,
4) implementere universelle velfærdssystemer,
5) stoppe aggressiv privatise-ring og give staten handlerum,
6) sikre at de svageste inddrages og
7) tilpasse måden vi måler fattigdom.

Vi er mange, der er enige med Alston – lad os komme i gang.