Den livsfarlige rejse til Amerika

09. jun 2020
Af
Rikke Hovn Poulsen

Jorge er en ud af tusindvis af unge guatemalanere, der drømte om en bedre fremtid i USA. Men den amerikanske drøm viste sig at være både livsfarlig og umulig.

Det er stadig nat, da faderen henter Jorge i det lille, sparsomt møblerede baghus. Her har han boet det meste af sit liv sammen med sin mor og en anden familie. Men nu er det slut. Han er parat til at lægge alt, hvad han kender, bag sig, for han og hans far skal afsted. Afsted mod deres gyldne fremtid i USA. Tidligt næste morgen hopper de på bussen, der skal fragte dem så tæt på den mexicanske grænse som muligt. Det sidste stykke tilbagelægger de med cykeltaxa, indtil de når floden, der markerer grænsen mellem Guatemala og Mexico.

De unge rejser væk

ANTAL: Hvert år sætter omkring 120.000 guatemalanere kursen mod USA – trods præsident Trumps grænsemur, kriminelle smuglerbander og et mere og mere hårdhændet politi, der har fået ordrer om at sætte alt ind på at stoppe immigranter som Jorge.

DE HJEMSENDTE: Ifølge Direktoratet for Migration modtog Guatemala i 2019 102.864 deporterede personer. Det er en stigning på 11,5 procent i forhold til året før.

ÅRSAGERNE:

  • 60 procent af Guatemalas befolkning lever i fattigdom – halvdelen af dem i ekstrem fattigdom for under to dollars om dagen.
  • Der rapporteres hvert år om talrige brud på menneskerettighederne, og kriminalitetsraterne er tårnhøje.
  • Uddannelses- og jobmulighederne for de unge er meget små.

ULIGHED: Blot 260 guatemalanere besidder værdier for mere end 30 milliarder dollars, hvilket er mere, end hvad resten af befolkningen ejer tilsammen.

Jorge har aldrig været andre steder end på hjemegnen i det vestlige Guatemala, og han undrer sig over, at så lille en flod kan adskille to kæmpestore lande. De finder en mand, der mod klækkelig betaling er villig til at fragte de to migranter over på en lille flåde lavet af et gammelt bildæk. "Velkommen til Mexico," siger faderen glad, da de igen får fast grund under fødderne. Der er dog ikke tid til at nyde øjeblikket. De skal videre, før nogen opdager dem.

Uligheden er ekstrem

Jorges drøm er egentlig at blive læge. Men hans familie har ikke penge til at betale for en universitetsuddannelse, så som 17-årig står den ambitiøse unge mand uden job – og uden fremtidsudsigter, føler han selv.

Det meste af faderens familie bor illegalt i USA. I de seneste 30 år er de én efter én draget nordpå, hvor de arbejder sig igennem livet som rengøringsfolk, opvaskere og daglejere på byggepladser. Ikke noget glamourøst liv. Men for Jorge er det alligevel at foretrække.

For hjemme i Guatemalas landområder lever fire ud af fem i fattigdom, kriminelle bander styrer med hård hånd, og der er en katastrofal mangel på uddannelsesmuligheder og job. Hvert år trodser omkring 120.000 guatemalanere derfor Trumps grænsemur, hensynsløse smuglere og et stadigt mere hårdhændet politi og sætter kursen mod USA. Det er ellers ikke, fordi der mangler ressourcer i Guatemala – paradoksalt nok går det økonomisk set udmærket i det lille mellemamerikanske land. Men uligheden er ekstrem; blot 260 guatemalanere besidder værdier for mere end 30 milliarder dollars, hvilket er mere, end resten af befolkningen ejer tilsammen.

Derfor står Jorge nu på den mexicanske side af floden med en sitrende følelse i kroppen. Alt er anderledes end derhjemme. De kommer op at køre med en varevogn med aircondition; Jorge har aldrig oplevet noget lignende. Og det er stadig kun Mexico – hvordan vil USA så ikke være?

I de følgende dage bevæger Jorge og hans far sig langsomt op igennem det sydlige Mexico. Af og til køber de sig til et lift med en varevogn. Men det meste af tiden går de. De har hverken vand eller mad nok, men faderen beroliger ham – han har været i USA flere gange før, så han kender turen.

En familietradition

Faderens historie er klassisk: Han tog til USA første gang, da han selv var 18 år gammel. Han savnede Guatemala, så på et tidspunkt rejste han tilbage og mødte Jorges mor. De blev gift, fik Jorge, og faderen blev ansat ved politiet. Men der var aldrig penge nok, så efter få år rejste han tilbage til USA for igen at prøve lykken. Efter et stykke tid fandt han en anden kvinde, der også var emigreret til USA, og Jorges forældre blev skilt. Savnet efter sønnen blev dog til sidst så stort, at han endnu en gang vendte tilbage til Guatemala.

Nu er han så afsted igen, men denne gang er det far og søn, der prøver lykken sammen.

I politiets kløer

På rejsen op gennem Mexico bliver de flere gange stoppet af politiet. Det lykkes gang på gang at bestikke betjentene til at lade dem gå. Men en dag er deres held sluppet op.

Det er en dag, hvor de som flere gange før har fået et lift i en varevogn. De sidder omme bagi sammen med 14 andre migranter. Vognen bliver stoppet af en patrulje, og politifolkene opdager de mange passagerer. De beder om ID, og det får migranterne til at stikke af i alle retninger. Jorge og hans far løber alt, hvad de kan. Adrenalinen pumper rundt i Jorges krop: "Bliv ved med at løbe, bliv ved, du må ikke stoppe," siger han til sig selv. Frygten gør ham hurtigere, og på et tidspunkt lader det til, at de er undsluppet.

Men glæden er kort. De befinder sig midt i ørkenen, og der er ingen steder at gemme sig. Til sidst bliver de indhentet og anholdt. Denne gang har politifolkene våbnene klar og efterlader ingen tvivl om, at de vil skyde, hvis Jorge forsøger at stikke af igen. Faderen tilbyder bestikkelse, men denne gang går det ikke. Betjentene bliver rasende og slår ham i jorden. Og så bliver far og søn lagt i håndjern.

Familiens forventninger

På Jorges hjemegn er det at tage til USA snarere reglen end undtagelsen. Mange af de voksne har selv været afsted – og alle familier har mindst ét familiemedlem i det rige nord. I 2017 skønnede myndighederne, at der boede i omegnen af 1,8 millioner guatemalanere i USA. Det svarer til mere end 12 procent af landets befolkning.

Sådan hjælper Oxfam

Projektet ved navn MED LIVET PÅ SPIL forsøger gennem uddannelse at skabe alternativer til migration i 12 kommuner i den vestlige del af Guatemala.

675 unge har fra 2017-2020 gennemgået erhvervsfaglige og teknisk specialiserede uddannelser, der hjælper dem til enten at få job eller starte egen virksomhed inden for gastronomi, tekstilvirksomhed, brødbagning, skønhedssalon eller tømrerarbejde. De er desuden blevet trænet i iværksætteri. Vi samarbejder også med myndighederne og forsøger at påvirke dem til selv at gøre mere for at skabe en fremtid for de unge i Guatemala.

Pengene fra projektet kommer fra Operation Dagsværk i Danmark. Og det er vores lokale partnere CEIPA, DESGUA og SOCIALAB, der fører det ud i livet i Guatemala.

Efter tilfangetagelsen bliver Jorge og faderen sendt til en deportationslejr i Mexico. Her sover de på et tæppe på gulvet i flere uger, indtil de til sidst bliver sat på en bus og kørt hjem.
”Jeg var ekstremt frustreret. Alt, hvad vi var igennem, viste sig at være for ingenting,” fortæller Jorge, som i dag er tilbage i sin hjemby i Guatemala.
”Min familie havde regnet med mig, og det var svært for mig at være én, der ikke klarede det. De blev ikke vrede, det var jo trods alt bedre, end hvis jeg var kommet hjem i en kiste. Men det var ikke en god følelse,” husker Jorge.

Det var Jorges familie i USA, der betalte for hans og faderens mislykkede rejse. Det er helt normalt, at illegale rengøringsfolk og bygningsarbejdere i USA sender penge hjem til deres familier. I 2018 overførte de ifølge landets nationalbank 10,5 milliarder dollars til Guatemala. Disse penge har enorm betydning for de fattige familier i landområderne. Og det er med til at lægge et vist socialt pres på de unge for at tage afsted.

Ikke et rigtigt liv

Slukøret går Jorge på jagt efter noget at foretage sig i Guatemala, så han kan skrabe penge sammen til at prøve lykken igen. Han er heldig og får job på en skofabrik. Her arbejder han i 12-timers nattevagter til en ekstremt lav løn. Det er ikke et rigtigt liv, synes han.

Men en dag hører han gennem chefens datter om en organisation i nærheden, der hjælper unge til en håndværksuddannelse og til at starte deres egen virksomhed. ”Det lød interessant, så jeg tog med hende hen for at mødes med dem. Halvanden uge senere ringede de og tilbød mig en plads,” fortæller han. Det er Oxfam IBIS’ partner CEIPA, som Jorge har mødt. Og de tilbyder ham en uddannelse som bager.

”Jeg vidste intet om at bage, men jeg har altid godt kunnet lide at spise brød. Og det var en chance, så jeg tænkte ’all right, lad mig blive bager,” fortæller han med et grin.

Ret hurtigt finder Jorge ud af, at han godt kan lide det. Der er en tilfredsstillelse i at skabe noget, som andre sætter pris på. Der er naturligvis op- og nedture undervejs – som da han og hans klassekammerater bager 420 cupcakes, men glemmer at overveje, hvordan de skal sælge dem. ”Så stod vi der med alle de kager. Det var pinligt. Men vi lærte en masse af det,” griner han.

Den guatemalanske drøm

Det er et år siden nu, og efter mange måneders intensiv undervisning – først i bagefaget og siden i iværksætteri og forretningsforståelse, er Jorge nu klar til at starte egen bagervirksomhed sammen med fire medstuderende.

”Det er stadig ikke min livsdrøm at være bager. Men jeg kan lide det, og de penge, jeg tjener, kan måske give mig chancen for at læse til læge en dag.”

Håbet om at kunne opfylde sin drøm hjemme i Guatemala har gjort Jorge sikker på, at han ikke vil vove turen til USA igen. Familien i USA har ellers tilbudt at hjælpe og betale for en ’coyote’ – en smugler, opkaldt efter prærieulv, der kan hjælpe ham med at nå hele vejen næste gang. Men Jorge har takket nej.

”Jeg har talt med mine lærere om, hvor vigtigt det er at have en ’guatemalan dream’ i stedet. Derfor har jeg sagt til min familie, at hvis de virkelig vil hjælpe mig, skal de støtte min forretning i stedet,” siger Jorge.

Onklerne og tanterne har tøvende sagt ja. Men pengene er ikke kommet, og Jorge tvivler ærlig talt på, at det sker. Men det stopper ham ikke: ”Jeg ved, at jeg kommer til at opleve succeser og fiaskoer. Men jeg er i gang med at bygge min egen fremtid, hvor jeg ikke er afhængig af andre. Når mine venner taler om at rejse til USA, siger jeg altid til dem, at de skal lade være. Jeg har prøvet det, og det var ikke risikoen værd. Bliv hjemme, find et arbejde, udlev dit potentiale her,” slutter Jorge.