Svar til Christian Bjørnskov: Formuer ophobes hos de rigeste

05. feb 2016
Af
Lars Koch

Kan man ikke lide konklusionerne, kan man forsøge at underminere metode og budbringer. Det er i hvert fald, hvad Christian Bjørnskov prøver i sin kritik af Oxfam/IBIS’ rapport om global ulighed i Børsen 4. februar.

Rapporten fastslår, at verdens ulighed er ude af kontrol. Det har store konsekvenser for muligheden for at trække flere mennesker ud af fattigdom. I rapporten ser vi både på ulighed i indkomster og på formuer, fordi den måde man fordeler samfundets goder har betydning for vores allesammens velfærd. Bjørnskov mener ikke, at fordelingen af formuer siger noget om ulighed. Der er vi uenige.

Bjørnskov affejer også vores metode: ”brugen af statistik over nettoformuer er ganske enkelt nonsens,” skriver han. Bjørnskov har ret i, at formue kun er ét parameter. Ulighed kan måles på formuer og indkomster, der hver i sær illustrerer forskellige forhold. Vores rapport ser netop både på udviklingen i indkomster og formue. De sidste 25 år er de fattigste 10 procents indkomster kun steget med i gennemsnit 3 dollars om året – under 10 øre pr arbejdsdag. Samtidig står det klart, at det er rart at have en lille milliard på bankbogen i et skattely, og alene afkastet giver en særdeles god indkomst.

Formueulighed stadig relevant

Via en analyse af de bedst tilgængelige formuedata viser rapporten, at de 1 pct. rigeste ejer mere end de øvrige 99 pct. af jordens befolkning. I 2015 ejer alene de 62 rigeste det samme som de 3,6 milliarder fattigste. For bare fem år tidligere var det 388, og ikke 62. Vi taler om en absurd og ekstrem ulighed, der stiger voldsomt.

Bjørnskovs kritik går her på, at formuemålingen får f.eks. danske landmænd med lån i gården eller andre med gæld i den rige verden til at være blandt de 10 pct. mindst formuende. Det er klart, at gæld tæller med i nettoformue. Men ¾ af de 10 pct. Mindst formuende bor ikke desto mindre i Afrika, Asien og Latinamerika. Og gælden for de 10 pct. mindst formuende i verden udgør mindre end én pct. af den totale globale formue.

Selv hvis man fjerner gælden fra regnestykket – altså grundlaget for Bjørnskovs kritik – vil den rigeste procent fortsat eje 49,8 pct. af den globale formue i stedet for 50,1 pct. En minimal forskel der illustrerer, hvor ligegyldig Bjørnskovs kritik er, når man skal forstå, hvordan formuerne samler sig og stadig færre individer, mens 1 ud af 9 mennesker går sultne i seng. Målingen af formueulighed er derfor et vigtigt instrument til særligt at forstå koncentrationen af formuer på færre hænder. Men det er måske for bitter en pille at sluge?

Svar i Børsen 5.2.2016 til debatindlæg af Christian Bjørnskov