Skat er en del af selskabers ansvarlighed

I den seneste uge har Jyllands-Posten med en serie af artikler om store danske selskabers brug af skattely vist, hvordan også danske selskaber navigerer i mellem lovgivning og ansvarlig virksomhedspraksis.

Panama-papirerne er den seneste af en række afsløringer af, at ikke alle betaler deres fair andel til fælleskassen. Undersøgelser fra IMF, Verdensbanken og OECD viser, at multinationale selskabers skattefiflerier globalt koster mere end 100 milliarder dollars i tabte skatteindtægter årligt. Når vi som Oxfam Danmark er så optagede af dette problem, er det fordi, at de fattigste lande bliver ramt relativt hårdest og mister enorme summer, der kunne være brugt på udvikling, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom. Skat er den langsigtede og bæredygtige måde for fattige lande at finansiere deres egen udvikling. Når selskaber og individer ikke betaler den skat, som de burde i fattige lande, koster det bogstaveligt talt liv og velfærd for de fattigste.

Den måde, man beskatter selskaber på, er udviklet for mere end 80 år siden og passer ikke til nutidens komplekse selskabsstrukturer og forretningsaktiviteter. Man forholder sig ikke til koncernerne som de globale enheder, de reelt er, men søger at fastsætte skatten for hvert enkelt søsterselskab i hvert land, mens selskaberne kan flytte overskuddet rundt mellem landene nærmest efter forgodtbefindende, fordi det i stigende grad er vanskeligt at fastsætte en værdi af handlerne inden for selskaberne efter armslængdeprincippet. Det er kun skatterådgivnings-industrien, der har glæde af den stigende kompleksitet.

Vi skal udforske alternativer

EU og OECD har lanceret meget og vigtig regulering de seneste år, men kompleksiteten er ikke blevet mindre. Vi skal udforske reelle alternativer til dette system, alternativer der ikke systematisk stiller udviklingslande ringere.

Multinationale selskaber er fortsat nødt til selv at forholde sig til, om de har en ansvarlig skattepraksis som kan tåle dagens lys. Det er, som fx Nordea i denne uge erkender i deres egen analyse af Nordeas rolle i Panamapapirerne, ikke nok at følge lovens bogstav, ansvarlige selskaber skal udvikle en egen og ansvarlig skattepraksis.

Lad os kigge på tre eksempler på information, der burde vise om selskaberne betaler deres fair andel, men ikke i praksis giver den nødvendige information.

Tilstedeværelse i skattely: Et hurtigt blik på selskabsstrukturer og placering af datterselskaber viser, at stort set alle store koncerner har datterselskaber i skattelylande. Men hverken skattemyndighederne eller offentligeden har indsigt i, hvilke forretningsaktiviteter skattely-selskaberne bedriver. Vi kan ikke se, om selskaberne er forretningsdrevne eller de bruges til at flytte overskud i skattely. Vi har brug for at vide, om der er en sammenhæng mellem dér, hvor selskaber har deres forretning, og dér, hvor de rapporterer deres overskud og skat.

Skatteprocenter rapporteret i årsrapporter: Alle selskaber rapporterer deres skattebetalinger i deres årsrapporter. Desværre siger det ikke meget. I Danmark har vi en selskabsskat på 22 % og har siden 1990erne ligget lige under gennemsnittet i OECD landene. De tal, der rapporteres i årsrapporterne er så uigennemskuelige at de bliver uanvendelige. Vi véd fx, at nogle af de globale IT-selskaber kommer ned på en effektiv global skatteprocent på under 10% ved at flytte deres overskud i skattely

At have en skattepolitik: Det er helt ukontroversielt og en mangeårig anbefaling til selskaber at have en offentlig tilgængelig skattepolitik. Men en politik kan sige mange ting eller ingenting. Spørgsmålet er, hvad der egentlig står i den og om den efterleves og har bredt ejerskab i hele virksomheden.

Koncerner bør offentligt rapportere land for land på en række nøgletal, som giver et overblik over, om der er sammenhæng mellem forretning og skattebetaling eller om selskaberne kunstigt flytter overskuddet i skattely, hvor der ikke foregår nogen reel forretning. Det er især relevant for udviklingslande, der desperat har brug for en effektiv skattebetaling, og systematisk er afkoblet fra udvekslingsaftaler myndighederne imellem. Både EU og OECD har regulering på vej på dette område. Det er afgørende at det kommer til at omfatte alle verdens lande og bliver offentlig rapportering, så medier og offentlighed kan få genskabt tilliden til at multinationale selskabers skattebetaling er ligeså reel, som den er for små og mellemstore selskaber og almindelige borgere.

Fair skat i den private sektor

Mens vi venter på politisk villighed til at skabe et bedre sæt regler, er virksomhederne tvungent til at tage skeen i egen hånd.

Internationalt har vi set en række eksempler på dette. Sidste år proklamerede franske Total at de ville lukke deres inaktive datterselskaber i skattelylande. Det var der intet lovkrav om, men derimod har der været stærk kritik fra civilsamfundet af brugen af skattely til skattetænkning. Unilever fremlagde i år sin koncernstruktur i detaljer for at støtte kampen mod fantomfirmaer og gennemsigtighed i ejerskab i opløbet til en stor anti-korruptions konference i UK. UNPRI – en global sammenslutning af investorer der lægger vægt på ansvarlighed – har udgivet en guide til hvordan investorer kan gå i dialog med de virksomheder man investerer i om ansvarlighed i skat.

Herhjemme har Oxfam Danmark startet The Tax Dialogue on corporate responsibility – et dialoginitiativ der samler skatte- og CSR-cheferne fra nogle af Danmarks største virksomheder og erhvervsorganisationer til workshops og konferencer. Her diskuterer vi ansvarlig og fair skat i den private sektor – for eksempel har vi talt om gennemsigtighed, skatterabatter og skattely. På den måde bliver vi som NGO klogere på, hvilke udfordringer virksomhederne står over for, og virksomheder får en chance for at forstå vores syn på sagen og ikke mindst vigtigheden for verdens fattigste lande. Ambitionen er at vi sammen kommer tættere på hvad ansvarlig skattepraksis betyder.

Handler om virksomheders tilgang

Ansvarlig skattepraksis handler ikke om at opfylde en tjekliste, men derimod om den tilgang som virksomheder har til spørgsmålet om skatteforhold. Det kan gøres på en række måder, hvorved virksomheden dokumenterer efterlevelse af den skattepolitik de har vedtaget. Det kan være at bidrage til den offentlige debat, at afvikle eller afmystificere forhold til lav-skattely lande, gennemsigtighed i regnskaber og villighed til at besvare spørgsmål fra medier og interessenter om deres skatteforhold og eventuelle dilemmaer.

Et nøgleelement er at være i dialog med sine interessenter og diskutere de dilemmaer, der måtte være på spil med åbne kort. Selskaberne skal dokumentere at de følger den skattepolitik, som de forhåbentlig har udviklet ved i sætte handling bag ordene og løbende forbedre praksis.

Vi har alle et ansvar for at løse udfordringerne. Politikerne skal finde holdbare løsninger, der dur internationalt og ikke bare flytter problemet til de fattigste lande. Myndigheder skal sikre reglerne overholdes. Selskaberne skal åbne op for hvad praksis er og give indblik i de reelle skatteforhold de har. Medier og civilsamfund og borgere skal på et sagligt og oplyst grundlag deltage i den demokratiske debat om de reglerne og praksis er rimelig.