Kan vi være det bekendt?

05. okt 2015
Af
Vagn Berthelsen, generalsekretær, IBIS

IBIS' generalsekretær Vagn Berthelsen har skrevet dette indlæg, som blev bragt i Politiken den 3. oktober.

Så blev finansloven fremlagt med et brag. Med forslag om massive og historiske nedskæringer på udviklingsbistanden. For der er tale om de største besparelser på Danmarks hjælp til verdens fattigste nogensinde. Nogensinde. Den lader vi lige stå et øjeblik. I en tid, hvor verden står i flammer, og tusindvis af fortvivlede mennesker flygter fra krig, ekstrem fattigdom og undertrykkelse, vælger regeringen at skære dybt og brutalt.

"Regeringens finanslov omfordeler penge fra de fattigste til virksomhedsejere, til forurenere, til lukrative arveforhold og til skattelettelser til de rige"

For at berolige alle de hårdtarbejdende mennesker, som har set frem mod nedskæringerne med gru og forstemthed, gav finansminister Claus Hjort Frederiksen en række begrundelser for de dramatiske nedskæringer. Men holder de? Og er det derfor rimeligt at skære i hjælpen til opbygning af skoler, hospitaler, civilsamfund, demokrati og undertrykte befolkningsgruppers rettigheder. For skal vi ikke tage os af vores egne, før vi hjælper ude i verden? Det spørgsmål stilles til IBIS og alle de andre, der kæmper for fattige menneskers adgang til uddannelse, indflydelse og rettigheder. Og jeg forstår egentlig godt, at de spørger. For det er den slidte remse, mange politikere i disse dage forsøger at gentage så ofte, at vi ender med at tro den.

Lavere skat på virksomheder og forurenere

Claus Hjort forklarer os, at vi ikke har noget valg. At vi er tvunget til at gennemføre milliardbesparelserne. Ellers har vi ikke råd til at tage os af de ældre og de syge her i landet. At vi generelt er for fattige til at hjælpe. At riget fattes penge. Ja, man kan jo selv fortsætte remsen.

Hvis vi kigger nærmere på, hvad Claus Hjort har tænkt sig at bruge pengene på, så tegner der sig imidlertid et helt andet billede. Et billede af en finanslov, som kommer til at fremme den ulighed, som allerede er en trussel. De områder Claus Hjort har fundet rum til i budgettet, handler nemlig langt fra kun om udgifter til ældre og sundhed. De handler også om lavere skat ved overdragelse af familieejede virksomheder, om afskaffelse af reklameafgiften og om at nedsætte NOx-afgiften, så det bliver billigere at forurene. Pengene er der altså.

I Danmark kan vi sagtens tage os af vores egne, samtidig med at vi giver en hjælpende hånd ude i verden. Regeringens finanslov omfordeler penge fra de fattigste i verden til virksomhedsejere, til forurenere, til lukrative arveforhold og til skattelettelser til de rige. Det er et nøgternt politisk valg – og det kommer til at gå ud over mennesker i hele verden. Mennesker som kæmper for en uddannelse, mod fattigdom og for demokrati. Vil regeringen virkelig være det bekendt?