CEPOS ser nymarxister overalt

11. feb 2015
Af
Vagn Berthelsen, generalsekretær

Martin Ågerup, direktør i CEPOS skriver i JP (9. februar) at ’IBIS fører nymarxistisk klassekamp’. Det vil overraske en hel del af deltagerne ved det netop afholdte Verdensøkonomiske Topmøde i Davos, at kampen mod ekstrem ulighed er det samme som at føre nymarxistisk klassekamp.

IBIS er i hvert fald i selskab med Valutafonden (IMF), Verdensbanken, Bank of England, en række milliardærer og endda paven i bekymringen for den stigende ulighed. Debatten fortjener et mere seriøst anslag end som så.

Ågerup stiller en række spørgsmål ved IBIS’ arbejde, som jeg også vil søge at besvare.  IBIS har i snart 50 år arbejdet for udvikling og uddannelse for verdens fattigste.  Langt størstedelen af vores midler (hvoraf 44 % er fra den danske stat ) bruger vi på at hjælpe børn i skole og sikre børns ret til en kvalitetsuddannelse.  IBIS hjælper almindelige mennesker med at holde regeringer ansvarlige for at levere kvalitetsuddannelse og holde øje med, at pengene fra landenes statskasser bliver brugt til gavn for de fattigste.

IBIS tror ikke på, at udviklingsbistand alene kan skabe forandringer. Forandringerne skal komme fra landene selv gennem styrkelse af demokrati og udvikling af en sund økonomi. Uddannelse er en forudsætning for begge dele. På sigt skal udviklingslandene klare sig selv. De skal – ligesom i Danmark – finansiere deres sygehuse, veje og skoler gennem statslige investeringer finansieret af skatter og afgifter. Derfor er IBIS optaget af at sikre udviklingslande mulighed for at opkræve skatter.

Vi har desværre utallige eksempler på, at store selskaber unddrager sig skat i udviklingslandene. Internationale organisationer vurderer, at udviklingslandene mister omkring otte gange så mange penge gennem kapitalflugt, som de modtager i udviklingsbistand. Det meste af denne kapitalflugt sker ved, at store selskaber flytter deres overskud ud af landene i skattely. Men det er også kriminelle, korrupte politikere og den rige elite i landene, der undgår skatten.

I Afrika er det særligt inden for olie- og mineindustrien, at pengene fosser ud af landene. Verdens største råvarehandelselskab Glencore har fx stort set ikke betalt skat af deres store kobbermine i Zambia, fordi de gennem kunstige transaktioner har flyttet overskuddet til Schweiz. Det betyder helt konkret, at Zambia ikke har råd til at få alle børn i skole.

Derfor arbejder IBIS, for eksempel i Ghana for, at guld- og olieselskaberne skal betale mere i skat i landet, så Ghana kan klare sig bedre selv. Og vi hjælper almindelige ghanesere med at kræve, at en stor del af olieindtægterne går til uddannelse. Arbejdet for bedre beskatning og gennemsigtighed foregår i samarbejde med bla. Danida, IMF og Verdensbanken, regeringer og ansvarlige selskaber. Der er i disse år – blandt andet takket være IBIS’ arbejde – en stigende erkendelse af, at et godt skattesystem er afgørende for at finansiere udvikling og uddannelse.

Ågerup undrer sig over, at IBIS peger på skat som en kilde til at finansiere udvikling. Her er vi på linje med verdens regeringer. Til juli mødes verdens ledere i Etiopien til Finance for Development-konference for at diskutere, hvordan verdenssamfundet sammen kan skaffe penge til at udrydde fattigdom. Her står skat og bekæmpelse af kapitalflugt øverst på dagsorden, bakket op af Danmark.

Det er ikke et idelogisk valg, når IBIS taler for bestemte typer af skat. Der er bred enighed blandt udviklingsøkonomer om, at fx moms vender den tunge ende nedad, så de fattigste betaler forholdsvis mere i skat, mens fx olie og mineraler er underbeskattet. Vi er fortalere for fattige menneskers interesser.

IBIS er bekymret over den ekstreme og stigende ulighed. En stigende ulighed gør det vanskeligt at trække folk ud af fattigdom. Mange udviklingslande har over de sidste ti år oplevet en stærk vækst, men der er en tendens til, at en lille økonomisk elite løber med størstedelen af den store vækst. Syv ud af ti mennesker lever i lande, hvor den økonomiske ulighed er steget de sidste 30 år. For eksempel har Zambia over de sidste ti år oplevet en vækst i BNP pr indbygger på 3 %, men alligevel er andelen af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen på otte kroner om dagen vokset  fra 65%  til 74 %. Væksten kommer ikke nødvendigvis de fattigste til gode.

Jeg tror, Ågerup og IBIS er helt enige om, at der er behov for en stærk økonomisk vækst i mange af de fattigste lande. Det er en rigtig god historie, at særligt væksten i Kina har trukket millioner ud af fattigdom. IBIS støtter aktivt privat initiativ og faglige og tekniske uddannelser for at sætte skub i væksten.  Men vækst alene bekæmper ikke fattigdom. Hvilket også Verdensbanken konstaterer.

Bekæmpelse af den ekstreme ulighed er afgørende for at sikre, at de fattigste også får del i kagen. Til det Verdensøkonomiske topmøde i Davos i januar var der enighed blandt erhvervsfolk, politikere og forskere om, at den ekstreme ulighed er dén største trussel de næste år. Og tilsvarende er der enighed om, at uddannelse og skattepolitik er helt afgørende redskaber til at bekæmpe den ekstreme og stigende ulighed.

Ågerup mener, det er forkert, at IBIS sammen med Oxfam har lavet en rapport, der fokuserer på formuer. Konklusionen er, at den rigeste 1 procent ejer 48 procent af verdens formuer. Og at de 80 rigeste ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Det er rigtigt, at når vi bruger de bedst tilgængelige data fra Creditte Suisse og Forbes, så tæller en ung kvinde med studiegæld fra sin uddannelse til hjertelæge som fattigere end en ghanesisk landmand, der aldrig har haft adgang til kredit. Når vi korrigerer for det, så rykker det dog ikke ved det faktum, at den rigeste en procent ejer næsten halvdelen af verdens samlede formue. Man kan ligeledes sige, at når cirka en tredjedel af verdens dollarmilliardærers formuer hovedsageligt stammer fra arvede penge, så har man skabt en økonomi, hvor de rige bliver rige, ikke af at være innovative, arbejdssomme eller dygtige, men fordi de tilfældigvis er født i den rigtige familie. Den franske økonom Piketty har gennem omfattende empiriske studier demonstreret, at afkastet på kapital er større end afkastet på arbejde, og at der derfor er behov for at omfordele den ekstreme rigdom, hvis vi ikke skal ende i en situation med meget ekstrem ulighed – både i formuer og indkomster.

Verdens topledere er ikke alene om at være bekymrede for den stigende ulighed. IMF diskuterer i ny rapport, hvordan høj ulighed i sig selv kan være en barriere for økonomisk vækst, samt at redistribution af indkomster gennem beskatning ikke nødvendigvis hæmmer væksten. På mange måder taler både IMF og Piketty for den succesrige skandinaviske velfærdsmodel, som partier på tværs af det danske politiske spektrum forsvarer, hvor der er en relativt lille ulighed, fordi der sker en stor omfordeling via progressive skatter, der finansierer gratis uddannelse og sundhed og et socialt sikkerhedsnet for dem, der falder igennem.

Internationalt, er der  med andre ord, en voksende erkendelse  af, at hvis vi skal have gjort en ende på fattigdommen og skabe harmoniske samfund, så er det afgørende at adressere den stigende og ekstreme ulighed. IBIS bidrager i al beskedenhed til at skabe forandring nu og her ved at at sætte fokus på den ekstreme ulighed, samtidig med at vi bruger størstedelen af vores ressourcer på helt konkret støtte til fattige mennesker i Afrika og Latinamerika.