Bistand. Sparekniv truer positiv udvikling

09. nov 2015
Af
Connie Dupont

Regeringens bebudede ulandsbesparelser vil få konsekvenser. Det vil man helt konkret mærke i Mozambique.

Det målrettede danske udviklingsarbejde virker. Det støtter civilsamfund, fattige og undertrykte grupper, og modarbejder dag efter dag verdens eksploderende ulighed. Intet sted er de nøgne konsekvenser af ulighed tydeligere end i Mozambique, som ellers skridt for skridt er i gang med at lægge en fortid af korruption, ekstrem fattigdom og politisk undertrykkelse bag sig. Mozambique er derfor også et klart eksempel på, hvor skadelig regeringens foreslåede besparelser på den langsigtede udviklingshjælp kan blive.

Danmark har gennem mange år muliggjort en positiv udvikling i Mozambique, både via den bilaterale bistand (DANIDA) og gennem det lange seje træk som danske NGO’er (IBIS, MS, m.fl.) har ydet.

DANIDA har bidraget til at udvikle et lokalt retssystem, uddanne dommere, bygge sundheds- og undervisningsfaciliteter og uddanne lærere og sundhedspersonale. I mange bykommuner er budgetterne nu blevet offentligt tilgængelige og er i stigende omfang udarbejdet i dialog med repræsentanter for forskellige partier og borgerorganisationer. 25 procent af bistanden støtter udvikling af vækst og arbejdspladser, 10 procent går til miljølovgivning og miljøprogrammer. DANIDA har i tæt samarbejde med andre donorlande arbejdet for åbenhed omkring kontrakter i udvindingsindustrien, og for at overskuddet kommer landets fattigste til gode.

Danske NGO’er som IBIS og MS har bidraget til at udvikle folkeskolen, det sker ved at inddrage forældrene i skolens arbejde, efteruddanne lærere, og ved at stille krav om åbne budgetter både på den enkelte skole og i undervisningsministeriet. I Mozambique er kommunalbestyrelsen i landdistrikterne ikke valgt men udpeget af centralregeringen. Danske NGO’er har derfor gennem en lang årrække arbejdet på, at repræsentanter for borgerne får indflydelse på kommunens planer og budgetter. Det er i dag almindelig praksis (og nedfældet i loven), at borgerne skal høres tre gange årligt omkring deres ønsker til kommunens planer og budgetter.

Dansk bistand har desuden med stabil finansiering bidraget væsentligt til at opbygge den afgørende dialog mellem staten og civilsamfundet. Et arbejde der kun har været muligt med et solidt kendskab til den lokale og nationale politiske scene.  Endelig har danske udviklingsprogrammer indenfor uddannelse, sundhed, retssystem, statsforvaltning og privatsektor vedholdende og over flere årtier bidraget til at nye progressive kræfter i dag ser dagens lys.

Den danske udviklingshjælp har skabt et stærkere organiseret og i stigende grad velformuleret civilsamfund, der stiller staten og den korrupte magtelite til regnskab på borgermøder, i pressen og i de nye sociale medier.

Den demokratiske udvikling er dog endnu langt fra bæredygtig. Blandt andet fordi kampen om ressourcerne, og hvem der skal nyde godt af overskuddet, kommer til at stå i de kommende år.

Fundet af betydelige gas- olie og kulreserver har ført til høje forventninger om en bedre fremtid blandt de unge i byernes slum og i den fattige landbefolkning. Såvel regering som en relativt fri presse har formidlet budskabet om, at landet har nogle af verdens største gas, olie og kul-depoter. Ressourcer, der indenfor de nærmeste år, kan udnyttes til gavn for hele samfundet., men som også kan ende med at øge uligheden og bidrage til konflikter og ustabilitet, hvis de kun kommer en lille elite til gode.

Mozambique står ved en skillevej økonomisk og politisk.  Donorer, civilsamfundsorganisationer og folkelige bevægelser er i dag i spil som aldrig før, og kan opnå betydelig indflydelse på hvilken udviklingspolitisk strategi, partierne og regeringen vælger. Men uden stærke civilsamfundsorganisationer, der kan holde regeringen ansvarlig, vil der ikke være nogen garanti for, at indtægterne fra naturressourcer og skatter bliver investeret i sundhed, veje, reformer og uddannelse til gavn for befolkningen.

Også på den politiske scene er der positive ændringer indenfor rækkevidde. Det gamle magtfulde regeringsparti FRELIMO er i stigende grad internt splittet på spørgsmål om borgerrettigheder, demokratiske reformer og ressourcefordeling. Den nødvendige adskillelse af parti og stat er ved at blive en realitet, men processen har brug for fortsat moralsk og finansiel støtte fra donorer og NGO’er både lokalt og internationalt. Samtidig går bølgerne højt i den offentlige debat med indskrænkning af pressefrihed og overgreb på civilsamfunds-organisationer, medier og journalister til følge.

De kommercielle interesser og kampen om adgang til olie-, gas- og kulressourcerne påvirker adfærden hos en del af de traditionelle donorer, og reducerer deres appetit på at engagere regeringen i diskussion af følsomme spørgsmål, såsom bekæmpelse af korruption, gennemsigtighed og ansvarlighed.

Det særlige ved Danmarks støtte har været, at den i bemærkelsesværdig grad har været i stand til at navigere i dette scenarie både i forhold til den danske privatsektors interesser og i forhold til fattigdoms- og korruptionsbekæmpelse.

Mozambique giver os et unikt indblik i, hvor effektivt bistanden kan fungere, og landet er derfor et skræmmende klart eksempel på, hvordan regeringens nedskæringer kommer til at hæmme progressive kræfter og positiv udvikling i alle de lande, hvor det danske engagement nu med et snuptag risikerer at blive skåret væk.