Forside / Nyheder / Danske underskrifter giver oprindelige folk slagkraft i Peru
Artikel

Danske underskrifter giver oprindelige folk slagkraft i Peru

19.01.2017

Teddy Guerra overrækker de indsamlede underskrifter til den regionale guvernør i Loreto
Teddy Guerra overrækker de indsamlede underskrifter til den regionale guvernør i Loreto
Foto : Oxfam in Peru

Hvad betyder det egentlig, når du skriver under for at støtte en bestemt sag? For Teddy Guerra og det oprindelige Quechua-folk i Nuevo Andoas i Peru, betød det en hel del, at de kunne have 16.500 underskrifter med til forhandlingerne med den peruvianske regering

I september startede Oxfam Danmark en underskriftindsamling i samarbejde med resten af Oxfam, mod den forurening fra olieudvinding, der finder sted i oprindelige folks territorier omkring Pastazafloden i Peru.

Her går Quechua-lederen Teddy Guerra forrest, i de indianske folks forhandlinger med regeringen om at anerkende Quechua-folkets territorier og stoppe olieudvindingen i området.

Da Teddy og de andre Quechua-indianske ledere skulle mødes med den regionale guvernør i Loreto for at præsentere deres krav om at sætte en stopper for olieudvindingen i deres territorier, kunne de have mere end 16.500 underskrifter fra 132 lande med.

Med underskrifterne kunne Quechua-lederne vise guvernøren, at de ikke står alene. En hel del mennesker rundt omkring i verden er opmærksomme på, hvad der foregår i Peru og støtter Quechua-indianernes kamp for jordrettigheder.

Og de mange underskrifter kunne guvernøren ikke bare ignorere. For første gang anerkendte den regionale guvernør officielt de nedarvede territorier som tilhører Teddy og hans folk i et brev til ministeriet for miner og energi i Peru. Det er et kæmpe skridt fremad i kampen for oprindelige folks jordrettigheder i Nuevo Andoas.

Olieudvinding forgifter Amazonas

Olieforureningen i den peruvianske del af Amazonas er meget kritisk og de lokale Quechua-indianere i området kæmper dagligt en kamp for at undgå at blive syge af forureningen, som ødelægger drikkevand, fiskeri og landbrug i området. I foråret 2016 var olieforureningen så slem, at landet blev erklæret i undtagelsestilstand.

Peru har vedtaget en lovgivning om frit, forudgående og informeret samtykke, som betyder, at de indianske folk bør høres, inden olie- og mineraludvinding bliver tilladt. Men de seneste år har regeringen vejet økonomiske interesser tungere end hensynet til mennesker og miljø.

”Vi vil ikke finde os i at blive behandlet som andenrangs borgere. Vi vil ikke acceptere det,” sagde lederen af Quechua indianerne i Nuevo Andoas, Aurelio Chino.

”For at behandle os som ligeværdige, må vores territorium respekteres.”