Forside / Nyheder / Danmark har et ansvar for krigen i Yemen
Artikel

Danmark har et ansvar for krigen i Yemen

13.11.2018

Vores norske og tyske naboer siger stop for våbenhandel med Saudi Arabien, der bomber Yemens civilbefolkning. Men den danske regering gør tilsyneladende ingenting.

Saudi Arabien og dets allierede i Yemen-krigen går benhårdt efter at ramme almindelige mænd, kvinder og børn. I september i år var 48 procent af alle angreb ifølge Yemen Data Project således rettet mod civile mål som hospitaler, skolebusser og markeder.

I kølvandet på mordet på journalisten Jamal Khashoggi har Europa Parlamentet opfordret sine medlemslande til at stoppe al våbenhandel med Saudi Arabien. Lande som Tyskland og Norge går forrest. Alligevel bliver en lang række vestlige lande ved med at sælge våben og krigsmateriel til Saudi Arabien og dets allierede.

”Med den ene hånd hjælper de europæiske regeringer organisationer som Oxfam med at redde liv i Yemen. Med den anden smider regeringerne benzin på bålet, når de tillader europæiske firmaer at tjene milliarder på at sælge våben til Saudi Arabien og dets allierede,” siger Per Bjerre, engagementschef i Oxfam Danmark.

Den tyske regering har opfordret alle europæiske lande til at bakke op. Men den danske regering forholder sig tavs.

Den danske forbindelse

Danmark er ikke uden ansvar. For eksempel flyver der F16-fly rundt over Yemen med såkaldt ’elektronisk selvbeskyttelsesudstyr’ produceret af firmaet Terma, der har hovedsæde i Lystrup ved Aarhus. Det er Saudi Arabiens koalitionspartnere i De Forenede Arabiske Emirater, der har købt dem, og Terma har siden leveret reservedele til flyene. De danske myndigheder har ifølge Terma været fuldt ud indforståede med handlen.

Saudierne er også meget interesserede i nye, topmoderne våbenkomponenter made in Denmark. Et af de våben, som Saudi Arabien gerne vil have fat i, er kampflyet F35 fra amerikanske Lockheed Martin – som Terma på sin hjemmeside oplyser, at de har leveret over 70 missionskritiske dele til.

”De danske politikere bør forhindre, at styret i Saudi Arabien får fat i disse avancerede dræberfly fyldt med danske dele. Men den danske regering gør tilsyneladende ingenting,” siger Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Derfor opfordrer organisationen nu alle danskere til at skrive under på et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen for at få ham til at stille sig på samme side som Tyskland og Norge i spørgsmålet om våbenhandel med Saudi Arabien – og dermed også sørge for, at ingen danske våbenkomponenter ender i de forkerte hænder.

”Våbenhandlen holder krigen i gang. Den skal stoppes, så parterne kan nå til en våbenhvile – for selvfølgelig er der flere parter i sådan en krig, og alle har et ansvar for uhyrlighederne. Men vi er nødt til at finde en politisk løsning. Det vil gøre det muligt at få åbnet havne og luftrum igen, så yemenitterne kan få den hjælp, de så desperat har brug,” siger engagementschef Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Fakta

Krigen i Yemen begyndte i marts 2015. Siden da har Oxfam hjulpet mere end tre millioner mennesker med adgang til rent vand, sanitet og mad. 14 millioner yemenitter – halvdelen af befolkningen – risikerer at dø af sult inden for den nærmeste fremtid, hvis ikke krigen stopper nu. Det er ifølge FN den værste humanitære krise, verden har set i 100 år.