Forside / Nyheder / Danmark bør gå forrest og suspendere u-landes gældsbetalinger
Artikel

Danmark bør gå forrest og suspendere u-landes gældsbetalinger

14.04.2020

Af Kristian Weise, generalsekretær

ogb-121160-kirkuk-iraq-covid-19-response.jpg
Foto : Oxfam Iraq

Suspendér udviklingslandenes gældsbetalinger for det kommende år, så de kan koncentrere sig om bekæmpelse af coronavirus

Indlæg bragt i Politiken 10. april 2020

Overalt i verden kigges der lige nu dybt i de offentlige kasser. Der optages lån og bruges af reserverne. Det er der intet underligt ved. For i krisetider øges investeringer i at sikre et stærkt samfund.

Igen og igen tages krigsmetaforik i brug for at understrege, at det er nu, det gælder, og at alle skal løfte. Men mens de erklærer Guerre og War mod virussen i henholdsvis Frankrig og USA, så står de fattigste lande med tomme magasiner – holdt tilbage af en uoverskuelig gældskrise.

I 00’erne blev en stor del af verdens fattigste landes gæld eftergivet efter intens aktivisme fra civilsamfundet. Men særligt inden for de seneste fem år er gælden steget voldsomt igen. Lave økonomiske vækstrater i kølvandet på finanskrisen, stagnerende udviklingsbistand og skattely, der dræner landene for ressourcer, er blandt de faktorer, der har trukket udviklingslandene tilbage til gældstruget.

Allerede inden coronakrisen havde mange af lavindkomstlandene svært ved at betale af på deres gæld. Med krisen bliver det nærmest umuligt. Og pengene er meget bedre brugt på at redde liv.

I landene syd for Sahara er den hurtigst voksende offentlige udgiftspost renteudgifter. Mens et land som Danmark lige nu kan låne næsten gratis, skal verdens fattigste ofte punge ud med 10 procent eller mere i renter på deres lån. Det er penge, der i stedet kunne bruges på skoler, infrastruktur og sundhed.

I udviklingslandene har regeringerne ikke selv gjort nok for at undgå gældsfælden. Trods advarsler fra civilsamfundet har en række lande igen og igen foretrukket at optage lån fremfor at opkræve skatter.

Ofte har landene dog haft alt for få valg. Et eksempel er det vestafrikanske land Sierra Leone. I 2015 lagde den katastrofale ebolakrise landets økonomi i ruiner. Fremfor en kraftig forøgelse af udviklingsbistand til Sierra Leone for at få landet på fode igen var det internationale samfunds svar at give landet flere lån gennem Den Internationale Valutafond (IMF). Landets statsgæld blev fordoblet på få år, og landet bruger i dag næsten 20 procent af dets statsbudget til at afbetale renter og lån. Langt mere end der bruges på sundhed.

Udviklingslande som Sierra Leone får ikke disse lån uden modkrav: IMF krævede, at Sierra Leone skulle skære drastisk i deres offentlige forbrug. Efter en sundhedskrise, der havde lagt landet ned, skulle der nu skæres i præcis den form for offentlige indsatser, der havde reddet landet, og som er en grundsten i et velfungerende samfund: universelle sundhedsydelser til befolkningen.

Det er ikke kun i Sierra Leone, at sådanne absurditeter er hverdag. Lige nu bruger 46 lavindkomstlande i snit fire gange så meget på afbetaling og renter som på sundhed. I Ghana er det hele 42 procent af statens budget, der går til långivere – et beløb, der ville kunne finansiere et stærkt offentligt sundhedstilbud til hele befolkningen.

Dertil kommer, at mange lande har set sig nødsaget til at bevæge sig ud på det private lånemarked. Andelen af gæld, der kommer fra private lån, er steget drastisk i lavindkomstlandene siden 2013. Ofte tages disse lån blot for at kunne betale af på de andre lån. En dødsspiral uden ende.

Private lån kommer typisk med ågerrenter og ekstremt dårlige betingelser, der gør landene sårbare overfor chok. Coronapandemien er det ultimative chok, som mange har frygtet.

Allerede inden coronakrisen var næsten halvdelen af alle lavindkomstlande i en situation, hvor de snart ikke ville kunne betale af på deres gæld. Nye beregninger fra Kings College London og Australian National University viser, at krisen i værste tilfælde kan sende yderligere 500 millioner mennesker ud i fattigdom. Imens ved vi, at intet land er sikkert, så længe virus ikke stoppes overalt.

I det lys er udviklingslandenes gæld ikke længere bare bekymrende, men fatal.

Derfor opfordrer vi i Oxfam Danmark til, at alle kreditorer suspenderer udviklingslandenes gældsbetalinger for det kommende år. Det vil frigive 400 milliarder dollar som de kan bruge til at bekæmpe coronavirussen. På længere sigt bør det meste af gælden slettes helt, så landene får en chance for at komme på fode.

Lad os give udviklingslandene en chance i krigen mod pandemien og så de ikke går helt rabundus i den økonomiske krise, der følger med. Lad Danmark gå forrest og gøre en indsats for, at mange andre følger trop.

Skriv under her: Slet de fattigste landes gæld NU