Corona-krisen: Det gør Oxfam

15. Maj 2020
Af
Malene Aadal Bo og Rikke Hovn Poulsen

Oxfam arbejder lige nu på højtryk over hele verden for at forhindre spredning af coronavirus og afbøde konsekvenserne af den medfølgende krise, der med et slag har fjernet uddannelsesmuligheder og levegrundlag for millioner af mennesker. Herunder er 6 eksempler på vores arbejde.

1. Vi forebygger smitte i flygtningelejre i blandt andet Libanon, Syrien, Uganda og Bangladesh.

Sammen med vores partnere sikrer Oxfam rent vand til mennesker på flugt og til folk, der bor i krigshærgede områder, for eksempel ved at opsætte håndvaske-faciliteter ved markeder og andre centrale områder. Vi uddeler hygiejnepakker med blandt andet sæbe for at give folk mulighed for at vaske hænder og på den måde mindske spredning af virussen. Og så laver vi omfattende oplysningsarbejde om COVID-19, og om hvordan man beskytter sig. Der er desværre masser af rygter og fake news omkring corona, og hvordan man undgår virus eller behandler sygdommen, og det besvarer vi ved at uddele foldere, spots på radioen og opstilling af informationsplakater.

2. Vi laver informationskampagner

I Sydsudan har landekontoret indledt en større kampagne for at sikre, at budskaberne også når ud til de små byer langt ude på landet. Frivillige kører rundt og afspiller vigtige budskaber om håndvask, afstand og symptomer på sygdommen fra en højttaler. De fortæller befolkningen, at Corona findes, og at man beskytter sig ved at holde afstand, vaske hænder og undgå større forsamlinger. I Sydsudan inddrager vi også de forældregrupper og lokale ledere, vi i forvejen arbejdede sammen emd, og sikrer, at de har god information om corona-epidemien, som de kan dele med lokalsamfundene.

I store dele af Amazonas støtter vi informationskampagner rettet mod oprindelige folk om COVID-19 – vi producerer video, podcast, radio, nyhedsbreve, animationer og lignende, på de lokale indianske sprog, så de ekstremt sårbare befolkninger får mulighed for at tage deres forholdsregler imod smitten. Det gør vi blandt andet i Bolivia, hvor mange mennesker fra guaraní-folket blev hårdt ramt af skovbrandene sidste år. De har mistet deres overlevelsesgrundlag, og det gør det meget svært for dem at klare en lockdown. Derfor hjælper vi også på andre måder, blandt andet med fødevarehjælp og beskyttelsesudstyr.

3. Vi uddeler af fødevarer

I områder, hvor folk akut mangler mad, fordi de er tvunget til at blive hjemme og dermed har mistet deres indtægt og mulighed for at skaffe mad, uddeler vi fødevarer eller kontanter, så familierne kan overleve på kort sigt. Lige nu er det eksempelvis i de fattigste områder i Guatemala, Nicaragua, Colombia og Bolivia, at familier får fødevarehjælp, og i Irak og i slumområderne uden for Nairobi i Kenya får de nødhjælp i form af rede penge. I Kenya overfører vi pengene via mobilen. Det er hurtigt, mere sikkert og billigt. Uddeling af kontanter betyder, at familierne kan få lige præcis de ting, de har mest brug for, og samtidig understøtter man de lokale producenter, fordi produkterne bliver købt lokalt og ikke eksempelvis fløjet ind, som det ofte er tilfældet med nødhjælp.

4. Vi skaber undervisningstilbud

I takt med, at skoler over hele verden blev lukket og skolebørn sendt hjem, er der dukket alternative undervisningsformer op. Mange af dem kræver dog, at man er online og har forældre, der kan hjælpe en, og det er der desværre mange millioner børn, der ikke har. For Oxfam IBIS og vores partnere er det afgørende, at børnene har en eller anden måde at fortsætte deres skolegang. Både fordi de ellers kommer bagud og måske får svært ved at indhente det. Men også fordi erfaringen viser, at afbræk i skolegangen kan betyde, at børn fra udsatte familier dropper ud og aldrig vender tilbage til skolebænken.

Derfor støtter vi mange former for alternativ undervisning - blandt andet radioskoler i Guatemala og Mozambique. Oxfam IBIS har været med til at udvikle indholdet og få etableret, at det kan blive sendt via radio samtidig med, at vi hjælper med at samle lokale ressourcepersoner, der ude i den enkelte landsby kan støtte de børn, der har brug for hjælp til at fortsætte skolegangen derhjemme. Lige nu sendes der skoleradio fra 15 lokale radiostationer, som når mere end 1 million børn i Mozambique.

I Jordan støtter vi en job- og uddannelsesplatform for unge, og som de sidste uger har oprettet en række gratis kurser, så de unge kan bruge tiden på at dygtiggøre sig, så de står stærkere i kampan for at få et job, når vi kommer ud på den anden side af krisen. Platformen har tiltrukket 8.000 nye brugere hver eneste dag, siden det nye materiale blev lagt op.

5. Vi bidrager til at skabe alternative indtægtskilder

Med et slag har millioner af mennesker mistet deres indtægt og deres mulighed for at forsøge familien. Gennem vores partnere støtter vi små initiativer, der kan skabe mennesker en indtægt i en svær tid - eksempelvis i Tunesien. Da store dele af det tunesiske samfund lukkede ned for at hindre spredningen af Covid19 fandt en gruppe kvinder en udvej. I tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne og Oxfam IBIS’ partner FIDEL syr de mundbind, der kan reducere smittespredningen, og som samtidig giver kvinderne en indtægt, så de kan klare sig igennem krisen. Produktionen foregår i samarbejde med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

6. Vi beskytter de mest udsatte

Alene i Colombia har kriminelle grupper benyttet corona-krisen til at forfølge og likvidere tre menneskeretsaktivister, og over hele verden er udsatte mænd og kvinder endnu mere i fare, når samfund lukker ned og de ikke længere har de muligheder for at søge hjælp og beskyttelse som til hverdag. Vores partnere arbejder hårdt på at holde krisecentre åbne, på at beskytte forfulgte aktivister, på at bekæmpe vold i hjemmet og sikre piger mod tidlige ægteskaber og overgreb.

7: Vi holder øje med, hvordan pengene bliver brugt

En vigtig del af Oxfams arbejde til hverdag er at holde øje med, om bistandsmidler men i høj grad også landenes egne budgetter bliver brugt, så det kommer de fattigste til gode og bekæmper ulighed. Det arbejde er endnu vigtigere under en krise som den, vi står midt i. Sammen med vores partnere følger vi nøje med i, hvordan sundhedsmidler, uddannelsesmuligheder og hjælpepakker bliver fordelt, og vi sikrer os, at den nødhjælp, der kommer til de fattige lande bliver brugt på den bedst mulige vis.