Colombias vej til fred er lang og lunefuld

De sidste par måneder har fredsprocessen i Colombia gennemgået en karusseltur. En højtprofileret underskrivelsesceremoni, et knebent nej til fredsaftalen ved en folkeafstemning, en kontroversiel Nobelpris og så en ny og revideret fredsaftale. Så hvor står fredsprocessen nu?

Med en specialfremstillet kuglepen udformet som en patron og højtprofilerede gæster som FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og en række latinamerikanske statsledere var der var ikke sparet på højtideligheden, da Colombias præsident Juan Manuel Santos og lederen af guerillabevægelsen FARC Rodrigo Londono – bedre kendt som Timochenko – i september underskrev den historiske fredsaftale, som skulle afslutte mere end 50 års krig mellem FARC og regeringen.

I de efterfølgende dage stod verden i kø for at lykønske Colombia og rose præsidenten for den succesfulde forhandling – endelig et lyspunkt i rækken af nyheder om uendelige flygtningestrømme, smeltende poler, ’forkerte’ folkeafstemninger og tiltagende protektionisme og radikalisering.

Det blev dog et kort lyspunkt, for allerede ugen efter stod det klart, at det colombianske folk med en tandtrådstynd margin havde nedstemt aftalen (49,8 procent for, 50,2 procent imod), som ellers havde stået solidt i meningsmålingerne og som var bakket op af alle fra paven til Obama.

Det var en alvorlig overraskelse, som gik verden rundt, og en øjenåbner for præsident Santos, som umiddelbart efter afstemningen forsikrede, at våbenhvilen med FARC var bibeholdt, og at han ville fortsætte bestræbelserne på fred indtil sidste sekund af sit mandat.

I oktober vendte stemningen dog igen, da Santos bare fem dage efter sin karrieres største nederlag overraskende modtog Nobels Fredspris for at have taget ”det første og historiske initiativ” og ”bragt den blodige konflikt betydeligt nærmere til en fredelig afslutning.

Men selvom Nobelprisen utvivlsomt var et plaster på Colombias og Santos blødende sår, stod Santos stadig med en umådelig kompleks forhandlingssituation oven på folkeafstemningen.

Hvem i alverden stemmer nej til fred?

Det kan virke uforståeligt, hvorfor colombianerne stemte nej til en aftale, der skulle sætte punktum for en konflikt, som har kostet mere end 220.000 liv og forsaget knap syv millioner internt fordrevne.
Hertil skal lægges, at Santos i udformningen af fredsaftalen havde sikret aktiv inddragelse af ikke blot FARC, men også en række centrale aktører som bondeorganisationer, indianske folk og kvindeorganisationer.

Så hvordan kunne det blive et nej til fredsaftalen d. 2. oktober?

Det kunne det, fordi resultatet ikke skal ses som et nej til freden selv, men til nogle centrale dele af aftalens betingelser. Nej-kampagnen har især kritiseret, at FARC-medlemmer står til at blive idømt samfundstjeneste i stedet for fængselsstraf, hvis de vedkender sig deres forbrydelser.

Og meget tyder nu på, at rigtig mange colombianere ikke er indstillet på at give for store indrømmelser til FARC.

”Der er ingen retfærdighed i denne aftale,” sagde Rossevelt Pulgarin, en musiklærer fra Bogotá, til the Guardian efter at have stemt for at forkaste aftalen:

”Hvis nejsiden vinder, får vi ikke fred, men i det mindste giver vi ikke landet væk til guerillaen. Vi har brug for bedre forhandlinger.”

Dertil kommer, at kun lidt mere end en tredjedel af colombianerne afgav deres stemme 2. november, samt at nejstemmerne primært kom fra områder, som ikke har været direkte berørte af den blodige konflikt - i de berørte landdistrikter stemte mellem 85 og 95 procent for et rungende ja.

Hvad så nu?

Torsdag 24. november kunne præsident Santos annoncere, at han netop havde underskrevet en ny fredsaftale med FARC, som adresserer visse af nej-stemmernes kritikpunkter. Den nye aftale sendes ikke til folkeafstemning, men derimod til afstemning i Colombias kongres.

Med udbredt vold, fattigdom og ekstrem ulighed her 20 år efter indgåelsen af komplicerede fredsaftaler er Guatemala og El Salvador alt for gode eksempler på, hvad en fredsaftale uden tilstrækkelige sociale reformer fører til.

Colombia er blandt verdens mest ulige lande. Kun 0,4 procent af befolkningen ejer over halvdelen af den bedste landbrugsjord – og det i et samfund, hvor langt den største del af den fattige befolkning er bønder.

Hvis Santos vil sikre freden på den lange bane, må han ikke ignorere konfliktens underliggende årsager, heriblandt ulighed og fattigdom.

Det er trods alt værd at huske, at jord- og landbrugsreformer altid har været et af de helt centrale spørgsmål igennem Colombias lange væbnede konflikt.

Forhåbentlig bliver den nye fredsaftale det første skridt på Colombias fredelige vej væk fra ekstrem ulighed og fattigdom. Men der er stadig et stykke vej endnu.