Brev til Danmarks nye Udviklingsminister

03. jul 2019

Kære Rasmus Prehn, Minister for Udviklingssamarbejde

Først og fremmest tillykke med din udnævnelse som minister med ansvar for udviklingssamarbejde. ’Solidaritetsminister’ er den bedste titel, den post har haft til dato.

I Oxfam IBIS ser vi meget frem til et frugtbart samarbejde, der forhåbentligt både kan styrke Danmarks rolle i verden, sikre opnåelsen af FN’s verdensmål i 2030 og bidrage til bekæmpelsen af fattigdom.

Vi har med stor glæde læst ”Retfærdig retning for Danmark” og de mange positive politiske forståelser, der fremgår heraf, når det gælder Danmarks ansvar for verden og verdens mest udsatte mennesker.
Det er i ånden om jeres store målsætninger for Danmarks internationale engagement, at dette brev er forfattet og vi åbenlyst enige i, at vilkårene i de fattigste dele af verden helt grundlæggende skal forbedres.

Det er vores håb, at jeres regering gennem langsigtet udvikling, vil bidrage til opfyldelsen af FN’s Verdensmål i 2030. I Oxfam IBIS er vi ikke i tvivl om, at det vil være med til at sikre en mere stabil, fredelig og fremgangsfyldt verden. Det kan både skabe mere retfærdige vilkår for verdens mest udsatte mennesker, ligesom det kan medvirke til at sikre opbakning til den danske samfundskontrakt, globaliseringen og de internationale institutioner, Danmark er afhængig af.

Visionen kan være en fremtid, hvor alle mennesker lever i retfærdige og fredelige samfund – med de samme rettigheder og muligheder. Den nødvendige omstilling er global, og Danmark og Udenrigsministeriet kan gå forrest gennem vores engagement i det internationale samarbejde.
Samtidig kan vi sikre, at den danske samfundsmodel igen kan fremstå som et troværdigt eksempel til efterfølgelse. Det kan også bidrage til, at der i fremtiden vil være opbakning til den langsigtede udviklingspolitik og en forståelse for behovet for global solidaritet hos befolkningen.

Jeg er overbevist om, at du og den socialdemokratiske regering kan føre en udviklingspolitik, der både gør en forskel ude i verden, og som markerer jeg på dagsordener, der understøtter de værdier, I vil fremme: Det drejer sig bl.a. om bekæmpelse af ulighed, udbredelsen af kvalitetsudvikling til flere, og sikring af bedre og mere fair skattesystemer i verden. Alt sammen områder, som vi i Oxfam IBIS har stor erfaring med, og som uddybes i det følgende.

Oxfam IBIS ønsker vi at give vores bidrag til regeringens udviklings- og bistandspolitik, med henblik på at Danmark sikrer den bedst mulige udmøntning af både vores multi- og bilaterale bistandsmidler, samt at danske, europæiske og globale politiske beslutninger også er til gavn for verdens fattigste mennesker.

Den lovgivning og de politikker, der vedtages i Danmark og EU, har stor betydning ude i verden. Udviklingspolitik er langt mere end udmøntning af bistandsmidler, og det er vores forhåbning, at en socialdemokratisk regering vil gå forrest for at sikre, at danske beslutninger og dansk indflydelse i bredeste forstand også har blik for, hvordan verdens mest udsatte mennesker påvirkes af vores beslutninger.

På Oxfam IBIS’ vegne ser jeg frem til et fortsat godt samarbejde med Udenrigsministeriet og Danida. Jeg er glad for at vi allerede nu har mulighed for at styrke vores samarbejdsgrundlag med det planlagte møde, hvor jeg også gerne vil uddybe dette brevs anbefalinger. Desuden ser jeg frem til dialog om den varslede nye udviklingspolitiske strategi.

De bedste hilsener,

Kristian Weise Generalseketær, Oxfam IBIS