Forside / Nyheder / Børnesoldaten fik en chance til
Artikel

Børnesoldaten fik en chance til

10.01.2017

steven-jule-ganyiel-south-sudan-photo-william-vest-lillesoe-680x453.jpg
Før var 16-årige Steven Gai Julen i krig - nu sidder han i skolen og skriver i sit kladdehæfte.
Foto : William Vest-Lillesøe

Efter mange års borgerkrig mangler store dele af befolkningen helt basale færdigheder. Et nyt projekt giver unge en uddannelse, så de kan hjælpe med at bygge landet op igen

En høj dreng med alvorlige øjne humper gennem støvet ind i klasselokalet og sætter sig på en sten. Han tager et kladdehæfte med fodboldspillere frem og sidder klar med blyanten. Gazebindet om hans fod er blevet skiftet for nylig. Men det behandler kun symptomerne for det skudsår, han fik i kamp for to år siden.

Steven Gai Jule er 16 år og en af eleverne i Oxfam Danmarks ALP-skole i Ganyliel i det nordlige Sydsudan.

Som 12-årig blev han hevet ud af skolen og sendt i militærlejr for oppositionshæren. Han kæmpede mod regeringstropperne i to år, før han blev såret i et angreb.

Steven slap billigt sammenlignet med mange af kammeraterne, der døde i kamp. Og selvom skudsåret forhindrer ham i at spille fodbold med sine kammerater, fordi det har svært ved at hele, er han alligevel lykkelig for at være tilbage i skolen

Alternativ til krig

Rundt om Steven sidder andre børnesoldater, flygtninge og unge, der på grund af krig og konflikt har måttet afbryde deres skolegang. ALP-skolen giver dem en mulighed for at indhente det forsømte gennem et fireårigt forløb, som Oxfam Danmark tidligere har haft succes med efter borgerkrigene i Liberia og Sierra Leone. Det indebærer træning af lærere i at levere god undervisning på elevernes modersmål, bygning af skoler, uddeling af undervisningsmaterialer og inddragelse af forældrene.

Indtil videre har vi oprettet ti ALP-skoler i det nordlige Sydsudan. De giver eleverne et alternativ til krig og udruster dem med basale færdigheder, så de kan bidrage positivt til udviklingen af den unge nation.

På sten og tomme dåser, træstubbe og ødelagte plastikstole sidder børn og unge optaget af undervisningen. På trods af de beskedne rammer rummer klasseværelset håb og drømme om et Sydsudan uden krig og sult.

Stevens drøm er at blive læge.

”Så kan jeg redde liv og behandle mit folk,” siger han med hånden på sin indbundne fod.