Beskyttelse

Vi beskytter civile i konflikt- og krisesituationer gennem lokale handleplaner og vi taler deres sag over for dem, som har ansvaret for at beskytte dem. Er uheldet ude, støtter vi dem, til at komme i sikkerhed og leverer krisehjælp. Vores arbejde skal styrke menneskers evne til at beskytte dem selv og til at håndtere kriser. 

Sådan arbejder vi: 

  • Vi støtter lokale initiativer, som beskytter civile. Det kan være gennem forhandlinger med militæret eller ved at lave beredskabsplaner for hvis bevæbnede grupper trænger ind i lokalsamfundet.  
  • Når ulykken er sket, og mennesker udsættes for vold eller overgreb, hjælper vi dem i sikkerhed. Og vi støtter dem, så de kan få den juridiske eller medicinske hjælp, de har brug for.  
  • Vi arbejder tæt sammen med partnere og lokalsamfund, for at skabe et globalt samfund, hvor mennesker nyder beskyttelse og retssikkerhed. Og hvor de institutioner, som bør sikre dette, lever op til deres ansvar.  

At arbejde med beskyttelse handler både om at sikre beskyttelse i vores konkrete indsatser og om at arbejde med sikkerhed på et mere generelt plan. 

Beskyttelse af civile er et centralt fokus i den måde vi arbejder på. Det er afgørende, at vores arbejde ikke udsætter kriseramte mennesker for yderligere fare. Vores arbejde må ikke intensivere spændinger mellem rivaliserende grupper og de ressourcer, vi stiller til rådighed, skal være trygge at tilgå. Det kræver, at den viden vi har, er aktuel og kontekstnær. Derfor udarbejder vi løbende risikoanalyser, for at sikre bedre beskyttelse for kriseramte mennesker. Og vi lytter til de lokale behov. Eksempelvis er vi i dialog med kvinder og piger om sikre lokationer for latriner og vandposter, således at de ikke risikerer at blive udsat for kønsbaseret vold. 

På en større skala arbejder vi for at forbedre sikkerhed på internationalt, nationalt og lokalt niveau. Vores politiske fortalerarbejde skal holde internationale aktører ansvarlige for deres beskyttelsesansvar. Og gennem lokalt og nationalt fortalerarbejde opbygger vi autoriteters evner til at løfte dette ansvar.

Gadebelysning skaber tryghed i Burkina Faso

Oxfam IBIS har sammen med vores lokale partnerorganisation ATD opsat 43 solcelledrevne lygtepæle i Tougouri i det nordlige Burkina Faso. Gadebelysningen har til formål at skabe tryghed og har siden etableringen af projektet nedbragt antallet af tilfælde af kønsbaseret vold med 87%. Lygtepælenes placeringer er fundet i samarbejde med lokale autoriteter, ledere og landsbyboere, og de er blevet opstillet i områder med mange interne fordrevne eller nær latriner. 36-årige Habibou Ouedraogo er en af de mange, som har forladt sin fødeby på grund af sikkerhedssituationen. De sidste 18 måneder har hun boet i Tougouri: ”Gadebelysningen har gjort det muligt for os at gå i bad og ordne andre hygiejnebehov, uden at skulle bekymre os. Og belysningen hjælper os til at se, om toiletterne er optaget. Nu kan vi se alle der nærmer sig og vi er ikke længere bange, når vi falder i søvn om aftenen”.