Yemens familier er desperate
25.02.2019

Oxfam har set eksempler på, at sultende familier nu gifter piger helt ned til tre år bort i ren desperation. ”Det er vanvittigt, at krigen tvinger forældre så langt ud for at overleve,” siger generalsekretær Kristian Weise.
Krigen, de skyhøje fødevarepriser og udhulingen af almindelige menneskers indkomst gør yemenitterne desperate.
”Det er den værste humanitære katastrofe i verden i dag. Hvis ikke vi handler straks – både politisk og med flere penge til nødhjælp – risikerer millioner af mennesker at dø,” advarer Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.
Advarslen kommer samtidig med, at udenrigsminister Anders Samuelsen i dag mødes med sine kollegaer til en stor donorkonference i Geneve, hvor repræsentanter for verdens rige lande skal diskutere situationen i Yemen og komme med løfter om støtte. Og behovet er enormt: 80 procent af befolkningen har akut brug for nødhjælp. 14 millioner mennesker er på kanten af hungersnød.
Treårig giftes bort
Oxfam arbejder som en af de få organisationer inde i Yemen, hvor vi leverer rent vand og livreddende nødhjælp til titusindvis af mennesker. Her ser vi hver dag, hvordan befolkningen mangler alt fra sanitet til skoler og sundhedscentre.
”Yemens befolkning befinder sig i en vanvittig situation, som er næsten umulig at sætte sig ind i, når man sidder trygt og godt i Danmark. For nyligt mødte mine internationale kollegaer en familie med 13 børn. For at skaffe mad til at holde resten af børnene i live, havde forældrene været nødt til at gifte deres treårige datter væk. Det er et udtryk for den dybeste desperation, når sådan noget sker – ingen mødre og fædre burde stå med sådan et valg noget sted i verden,” siger generalsekretær Kristian Weise fra Oxfam IBIS.
Krigen har tvunget mange mennesker til at flygte til isolerede egne af Yemen, hvor de bor i telte og improviserede hytter, som ikke yder nogen reel beskyttelse mod hverken sol, regn eller vinterkulde.
”Yemenitterne er et meget hårdført folk, men den nuværende situation er den værste, vi nogensinde har set, og det bliver hele tiden værre,” siger Kristan Weise fra Oxfam IBIS.
Våbenhvile er altafgørende
For lidt over en uge siden blev Yemens regering og Houthi-oprørerne enige om første fase af tilbagetrækningen fra den vigtige havneby Hudaydah. Men det er endnu uklart, om aftalen overhovedet får nogen effekt.
”Hudaydah er helt central for at få nødhjælp ind i landet, så det er et vigtigt skridt. Men der er stadig meget langt igen, før en national våbenhvile kommer i spil,” siger Kristian Weise fra Oxfam IBIS.
”Når Anders Samuelsen mødes med kollegaer fra hele verden i Geneve i dag, skal han selvfølgelig arbejde for, at de finder penge nok til at afværge den værste humanitære krise i Yemen. Men politikerne er samtidig nødt til at tage fat på problemets kerne: De skal gå sammen og lægge pres på krigens parter for endegyldigt at standse den nedadgående spiral, som Yemens befolkning er fanget i. Alle parter skal gå helhjertet ind i en national våbenhvile og tage konkrete skridt mod en varig fred,” siger generalsekretær Kristian Weise fra Oxfam IBIS.
DANIDA støtter i øjeblikket Oxfam IBIS’ arbejde i Yemen med omkring 18 millioner kroner. De går blandt andet til at sikre rent vand, hygiejne og latriner på skoler.
Oxfams repræsentanter er til stede ved donorkonferencen i Geneve.
Kontakt:
Kristian Weise, generalsekretær, Oxfam IBIS: 4177 4570
Rikke Hovn Poulsen, kommunikationsmedarbejder, Oxfam IBIS: 2227 6376
Oxfam IBIS formidler gerne kontakt til vores ansatte i Yemen – kontakt kommunikationsmedarbejder Rikke Hovn Poulsen for at sætte et interview i stand.
Billeder og cases:
Billeder og casehistorier til illustration af historier om Yemen kan hentes her – de kan frit bruges, men skal krediteres med Oxfam og fotografens navn.