Nyt netværk hjælper Sydsudans børn i skole
09.06.2017
Af Malene Aadal Bo

Kun et mindretal af sydsudaneserne kan læse og skrive, og selv om det er bredt anerkendt, at uddannelse er afgørende for at skabe fred og fremgang i et land, er det stadig alt for få børn og unge i Sydsudan, der får en chance for at komme i skole. Forleden blev der taget et lille skridt i den rigtige retning, da Oxfam IBIS samlede de vigtigste lokale uddannelsesorganisationer, som nu har sluttet sig sammen i et nationalt uddannelsesnetværk.
”Når man på denne måde samler og styrker civilsamfundet i et land, har man også bidraget til en langsigtet og bæredygtig udvikling. Uddannelse er helt afgørende for, at Sydsudan vil kunne overkomme den krise, landet er i lige nu, og skabe en positiv udvikling, og civilsamfundet er afgørende for, at uddannelse bliver prioriteret,” siger Martin Lubajo, der er uddannelsesekspert for Oxfam IBIS i Sydsudan.
I Sierra Leone har Oxfam IBIS støttet et lignende netværk, som eksempelvis har sikret, at en ny lov tilgodeser pigers uddannelse. Det nye netværk i Sydsudan vil i første omgang prioritere at sikre uddannelse til de mange børn og unge, der er påvirkede af konflikt og hungersnød.