IBIS hjælper gadebørn i Sydsudan

19. jan 2012
Af
Ane Lützhøft

Krig, fattigdom og naturkatastrofer sender rigtig mange på flugt i Afrika, og antallet af gadebørn stiger. 3. februar samler IBIS derfor ind til Sydsudans gadebørn, når Danmarks Indsamling 2012 ruller over skærmen med et stort indsamlingsshow og opfordringen om at støtte flygtninge i Afrika.

Ti millioner mennesker syd for Sahara er på flugt eller tvunget fra deres hjem. Halvdelen af disse flygtninge er børn og en af de mest sårbare befolkningsgrupper i verden. Derfor går Danmarks 12 største humanitære organisationer, inklusive IBIS, og DR sammen om at samle ind til projekter, der skal støtte de flygtende børn, forebygge at de overhovedet må flygte, og ikke mindst hjælpe dem på fode igen, når de sammen med deres familier prøver at skabe sig en fremtid efter flugten.

Ikke en del af samfundet

IBIS vil med pengene støtte børn i Juba i Sydsudan, der er flygtet fra hjemmet og nu bor på gaden.

”Gadebørn er de allermest fattige og udsatte. De har ingen voksne til at hjælpe sig og må leve fra hånden og til munden under kummerlige vilkår. Kan vi hjælpe dem på vej til et bedre liv, har vi gjort noget rigtig stort”, siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS.

Gadebørnene, som der kommer flere og flere af i Afrikas nyeste land, bliver ikke regnet med som en del af samfundet, men hverdagen er virkelig nok for dem. Tæsk, sult og mistillid er daglig kost, og vejen tilbage til forældrene er ikke tydelig.

Vejen væk fra gaden

Bent Jahns, koordinator for IBIS’ arbejde i Sydsudan, håber, at Danmarks Indsamlingen vil indbringe omkring 3,2 millioner kroner til IBIS og dermed til gadebørnsprojektet i Sydsudan.

Projektet, som vil køre i 24 måneder, skal hjælpe 1.200 børn og unge ved blandt andet at genetablere kontakt til deres familier og give dem tilknytning til uddannelsessystemet.

Projektet indebærer også etablering af centre tæt på gadebørnenes opholdssteder, hvor børnene blandt andet kan lære normer og regler for social adfærd udenfor gadelivet og genopbygge tillid til voksne.

IBIS vil herudover sikre et samarbejde med skoleråd, lokale myndigheder og ministerier, så der er nogen at give ansvaret for aktiviteterne videre til, når projektet fases ud.

Fremtidssikring

Bent Jahns forklarer om tankerne bag projektet:

”Udfordringen i dette projekt er, at hvis fokus alene er på direkte at støtte børn, der allerede er på gaden, vil det ikke være effektivt, da det kan øge barnets afhængighed og i sidste ende undergrave incitamentet til at forlade gaden. I stedet søger projektet at styrke gadebørnenes forbindelser med familie og lokalsamfund samt give dem mulighed for skolegang eller at modtage træning i en færdighed, der kan sikre en stabil indkomst i fremtiden”.

Danmarks Indsamlingen, der blev afholdt første gang i februar 2007, og i alt har samlet 409 millioner kroner til udviklingsprojekter i Afrika, har til formål at støtte Afrika og vejen til at nå FN’s otte 2015-mål der skal halvere verdens fattigdom inden 2015.

Under parolen ’Uddannelse for Alle’ arbejder IBIS især for at fuldføre målet om, at alle børn i verden i 2015 skal have mulighed for at udføre en grundskoleuddannelse.