I hjertet af Yasuni

15. dec 2011
Af
Stine Krøijer

I skyggen af de internationale klimaforhandlinger foregår en intens kamp om et af Ecuadors uberørte skovområder, der er hjemsted for nogle af de sidste ukontaktede indfødte folk i Amazonas. Olieselskaber og tømmerfirmaer trænger ind i området, mens Ecuadors præsident forsøger at lancere Yasuni initiativet, der vil bevare den unikke regnskov og lade olien blive i undergrunden, til internationale donorer. På et dybere plan handler kampen om, hvad en skov er for en størrelse.

Kvinderne bader med tøjet på, og som de stiger op af floden, klistrer det til kroppen. Bagefter fylder de gryder med vand fra floden, for det er tørtid, og tønderne med regnvand ved træhusene i landsbyen Dicaro er for længst tomme.

Lastbilerne på Vía Maxus, der siden midten af 1980erne har skåret 115 km vej gennem Yasuni og waorani-indianernes territorium, hvirvler støvet op ved floden.

Den første kontakt mellem missionærer og waorani-indianerne blev etableret i dette område for kun 55 år siden, men skoven er stadig hjemsted for flere grupper af ukontaktede indfødte folk. Indtil den første kontakt havde waorani-indianerne levet i og af skoven, som det spanske olieselskab REPSOL i dag betegner som blok 16; deres produktionsområde.

Hver dag pumpes ca. 35.000 tønder olie op ad undergrunden til en værdi af 100 USD pr. tønde. Selskabet kontrollerer al adgang ad vejen, og i landsbyen Dicaro varetager selskabet, i statens fravær, alle serviceydelser som grundlæggende uddannelse og sundhedspleje, samt tilbyder indianerne manuelt arbejde med at holde regnskoven stangen omkring vejen.

Hver dag får de indianske daglejere og deres familier måltidsportioner leveret til deres hjem i praktiske styroformbakker af en ung mand på motorcykel. For indianerne er olien blevet en uomgængelig del af deres hverdag, og selskabet beskrives som endnu et træ i skoven, hvis frugter der kan høstes, om end det oftest foregår på selskabets nåde.

Om lørdagen kører selskabets bus indianerne langs vejen til det ugentlige marked i byen Pompeya, hvor de kan sælge illegalt vildt, fanget i Yasuni-nationalparken, indkøbe tøj, husgeråd og ikke mindst alkohol. I landsbyen ved vejen vokser afstanden mellem det, waorani-indianerne ønsker og føler, de behøver, og dét, som de reelt disponerer over.

Rigdommen i undergrunden skaber ikke større velfærd, men udkrystalliserer i stedet en oplevelse af fattigdom og knaphed.

Jaguarens søn

Gennem årtier har der været gensidige angreb mellem de såkaldt ukontaktede taromenane- og tagaeri-indianere og illegale tømmerarbejdere langs floderne Shiripuno og Cononaco. For at disse grupper kunne leve i fred, oprettede de ecuadorianske myndigheder i 1999 en zona intangible (urørlig zone), hvor alle former for udnyttelse af naturressourcerne blev forbudt.

Men kontrollen er forsat svag, forklarer 42 årige Penti Bahua, der bor i Bameno, hjertet af Yasuni: ”Der er mange døre til vores territorium, og de står alle sammen på vid gab.”

På waorani indianernes sprog betyder ome både skov og territorium. Penti forklarer: ”Yasuni er vores hjem og vores territorium, her går vi på jagt, og vores forfædre har vandret i hele Yasuni området. Men lige nu er staten kun interesseret i skoven og i Yasuni for at få penge fra udlandet.

For os er skoven og territoriet ét og det samme. Hvis de udenlandske bidrag ikke kommer, så vil de udvinde olien netop der, hvor de ukontaktede tagaeri-indianere lever i frihed.”

Selv ernærer Penti sig som turistguide for unge vesterlændinge, der vil opleve den uberørte regnskov og få et glimt af indianernes liv i skoven. Hver måned stiller han og familien op og danser traditionelle danse for turisterne.

Han har en jaguartand om halsen, og under turene med turisterne holder han øje med de illegal aktiviteter i skoven og anklager offentligt staten for at vende det blinde øje til og dermed overlade området til sin egen skæbne. Penti og hans meningsfæller forsøger at alliere sig med advokater.

Håbet er at opnå territorierettigheder i Yasuni-nationalparken og forhindre olieudvinding i de områder, hvor der stadig bor ukontaktede indfødte folk. Han forklarer, at ”tidligere kæmpede vi med spyd, men nu vil vi fortsætte kampen med dokumenter.”

C02 beholderen

Men staten har fået øje på skoven. I 2007 lancerede Ecuadors præsident, Rafael Corea, derfor det såkaldte ”Yasuni-initiativ” med varm opbakning fra nationale og internationale miljøorganisationer. Initiativets formål er at lade 846 mio. ton såkaldt tung råolie blive i undergrunden under nationalparken (Yasuni) og dermed forhindre udledning af 400 mio. ton CO2 til atmosfæren.

Fra flere sider er initiativet blevet beskrevet som et innovativt svar på de globale klimaudfordringer og som første skridt i en national grøn omstilling af økonomien. Ydermere vil initiativet frede de ukontaktede tagaeri- og taromenane-indianere, som Ecuador internationalt har forpligtet sig til at beskytte.

Som kompensation for bidraget til at bremse klimaforandringerne og bevare et af de mest biodiversitetsrige områder i verden har Ecuador anmodet internationale donorer om støtte på 3,6 milliarder dollars - hvilke svarer til halvdelen af, hvad landet ville tjene i skatteindtægter, hvis olien blev udvundet. Men indtil videre har donorernes svar været køligt, og ingen ved, hvor længe initiativet kan fortsætte.

På miljøministeriets kontor for klimaforandringer serverer en ung, sortklædt kvinde sød kaffe og kiks. Carola Borja har gjort lynkarriere som chef for klimaanliggender, og hun forklarer, at Ecuador indtil videre fastholder Plan A og fortsætter Yasuni-initiativet uændret.

Borja lægger ikke skjul på, at et alternativ til Yasuni-initiativet vil være en integration af området i den gryende internationale handel med CO2 kvoter, hvilket ikke strider mod samtidig olieudvinding. ”Vi har en interesse i at bevare skoven,” forklarer hun, ”Vi er i gang med at udarbejde en national plan for forebyggelse af klimaforandringer, hvor vi blandt andet opgør skovens evne til at oplagre CO2.

Der er ingen tvivl om, at den tropiske regnskov er den mest effektive skov til det formål,” forsætter hun og trommer med fingrene på et kort over Ecuador, der angiver skovdækket i Amazonas. Borja understreger dog, at Ecuador også forsøger at skabe ”yderligere fordele ved at modvirke den udbredte fattigdom netop i skovområderne.”

Waorani-indianernes opfattelse af at der er tale om deres og de ukontaktede folks territorium, er hun ikke bekendt med. Jagten på C02 reduktioner betyder med andre ord, at skoven nyskabes som C02 beholder – en nyskabelse som indebærer, at den kan kommercialiseres på stadig nye måder.

Spørgsmålet er, om det vil være en løftestang eller en trussel for de folk, der stadig beboer området.

Foto: Mike Kollöffel