Hvad har skibsmaling at gøre med skolegang?

19. jan 2012
Malene Aadal Bo

Hempel laver skibsmaling. Det ved de fleste vist godt. Men de færreste ved, at grundlægger Jørgen Christian Hempel også står bag en fond, som siden 1948 har delt millioner ud til godgørende formål. I mange år blev de fleste brugt i Danmark, men i dag støtter fonden blandt andet IBIS' arbejde med skolegang til nogle af verdens fattigste børn i Mozambique.

I 1915 begyndte en ung mand at sælge maling. Han var kommet fra Svendborg til Amager og havde netop åbnet en lille malervirksomhed i Havnegade. Han var bare 21 år, da han fik licens til at sælge skibsmaling. I dag – knap 100 år senere – er unge J.C. Hempels malerforretning blevet en global virksomhed med 5000 ansatte over hele verden.

Fra begyndelsen var han en omsorgsfuld chef af den slags, der forlanger meget af folk, men også er den første til at hjælpe dem, der har behov. Han var blandt de første, der i Danmark oprettede pensionsordninger for sine medarbejdere, og i 1948 lagde han en stor del af det, han havde tjent, i en fond.

”Videnskab, kultur og mennesker i en sårbar situation. Fonden har gennem årene støttet mangt og meget i tråd med, hvad Hempel ønskede sig,” siger CSR-direktør Bente Mølgaard.

Umuligt at komme uden om Mozambique

Indtil for nylig var de fleste af fondens aktiviteter rettet mod Danmark, selv om Hempel i mellemtiden er blevet mere og andet end en dansk virksomhed.

”I dag er det kun 200 ud af virksomhedens 5000 medarbejdere, der arbejder i Danmark, og det er ude i verden, at vi tjener vores penge. Derfor syntes vi også, at Fonden skulle kunne støtte formål uden for landets grænser,” siger hun.

Det fik hun opbakning til, og i tråd med J.C. Hempels værdier om uddannelse og fokus på de dårligst stillede støtter Hempel Fonden i dag uddannelse til udsatte børn otte steder i verden.

”Nogle af stederne er lande, hvor Hempel er meget aktiv, og vi har mange medarbejdere – eksempelvis Kina og Indien. Andre er valgt, fordi de simpelthen ikke er til at komme uden om, når det handler om at gøre noget for nogen, der virkelig har brug for hjælp,” siger Bente Mølgaard.

Til den sidste kategori hører Mozambique, som er blandt verdens allerfattigste lande, og hvor Hempel Fonden via IBIS støtter to skoler.
Samarbejdet mellem IBIS og Hempel Fonden har kørt i godt et år, og Hempel har indtil nu været med til at forbedre tilværelsen for 1400 børn og deres familier.

Der findes ikke bedre ambassadører

Bente Mølgaard er klar over, at et voluntørbesøg ikke ændrer alverden for de børn og skoler, man besøger. Slet ikke på den korte bane. Til gengæld kan det betyde meget for medarbejdernes stolthed over deres virksomhed og opbakning til fondens støtte til sociale projekter.

Der findes ikke bedre ambassadører for en ide eller et projekt end medarbejdere, der kommer hjem, deler deres oplevelser og fortæller om betydningen af det arbejde, som virksomheden er med til at udføre ude i verden.

”Det nytter ikke så meget, hvis det bare er mig, der står og siger det. Jeg vil gerne have, at medarbejderne ved, at deres virksomhed gør noget, de kan være stolte af. Samtidig bliver Hempel en mere social virksomhed indadtil – og det giver bedre arbejdsmiljø og bedre samarbejde.”

I de to år Bente Mølgaard har været hos Hempel, har Fondens humanitære uddelinger ændret sig til færre og større projekter i udlandet, som medarbejderne inviteres til at engagere sig i på forskellig vis.

”Især vores medarbejdere i Kina går meget op i den hjælp, vi giver forældreløse og sårbare børn i Kina, og i Argentina er der stor opbakning til den børneby, vi støtter dér. Og lige nu er der medarbejdere på syv kontorer verden over, som fortæller om den dreng i et tørkeramt område i Mozambique, der var så tørstig, at han brugte sine nye Lego Duploklods til at opsamle regnvand fra taget i stedet for at lege,” siger Bente Mølgaard.

Fakta

Hempel er en af verdens førende leverandører af malingsløsninger til markedssegmenterne Marine, Industri, Container, Yacht og Husmaling. Virksomheden er repræsenteret i mere end 80 lande med 21 fabrikker, 47 salgskontorer og mere end 150 lagre strategisk placeret verden over.

Hempel har knap 5.000 medarbejdere globalt. Hempel har hovedkontor i Lyngby.