Boliviansk børnefest i Meyers Madhus

17. nov 2011
Af
Ane Lützhøft

60 forventningsfulde børn indtog 15. november Meyers Madhus på Nørrebrogade i København for at nyde et gourmet-måltid alene på restaurant, uden indblanding fra forældre.

De bolivianske kokke knoklede for at lave lækker mad til de 60 unge gæster i Meyers Madhus Foto: Stephan Gamillscheg
De bolivianske kokke knoklede for at lave lækker mad til de 60 unge gæster i Meyers Madhus - Foto: Stephan Gamillscheg.

En kold og grå tirsdag i november dedikerede 67 restauranter i 44 forskellige danske byer halvanden time til at bespise 2.700 af landets yngste mad-fans. Og det havde de 5 -15 årige set frem til, for udover at de skulle smage på mad lavet af nogle af landets bedste kokke, fik de også lov at nyde en aften i byen uden forældre.

Anledningen var kampagnen Smagens Time, som IBIS og Claus Meyer stod bag for at samle penge ind til en madskole i Bolivia. For 100 kr. fik børnene mulighed for at udvide deres madhorisont ved at smage helt anderledes retter, end man ellers forbinder med unge smagsløg, samtidig med at de støttede en god sag.

Og det var der mange, der havde lyst til på Nørrebrogade i København, hvor Meyers Madhus serverede bolivianske retter.

Tilfredse og ærlige

To tjener-piger serverede maden for de unge gæster, der var en anelse mindre tilbageholdende end det sædvanlige klientel. Den ene tjener måtte finde sig i at blive kommanderet med, da en krøllet serviet blev viftet foran hende med beskeden ”tag den her også!”. Ordren blev dog både sagt og modtaget med et smil, for der var ingen tvivl om, at alle hyggede sig.

Samme ærlige stil bedyrede nogle af gæsterne, at forrettens muslinger lignede tarme. Men generelt var det nysgerrighed og positiv overraskelse, der prægede børnenes tilgang til menuen, som bestod af ceviche, der er en kold fiskesalat og okseskank med sød kartoffelpuré af den kartoffellignende grøntsag, yukka.

Til dessert blev der budt på quinoa-grød med kanel og is lavet af lilla majs, og kontrasterne i farverne inspirerede mange til at blande det hele sammen, så grøden endte med at have en ensartet, grå-lilla kulør.

Også de bolivianske kokke, som pt. er i Danmark for at stå i lære i Meyers Madhus, var tilfredse med arrangementet. De fremviste stolte den selv-opfundne dessert, som tager udgangspunkt i lokale bolivianske råvarer, for IBIS’ udsendte, som fik lov at smage og derefter kunne melde sig til flokken af begejstrede gæster.