Kom, lad os råbe den peruvianske præsident op!
09.08.2017
Af Misha Wolsgaard-Iversen, Oxfam IBIS

Perus nye præsident virker desværre fuldstændig ligeglad med oprindelige folks rettigheder. Olieproduktionen har forurenet indianske territorier i årtier, tusindvis af kilometer floder er forurenede, og store skovområder er totalt destruerede. Drikkevand, fiskeri og landbrug er ødelagt, og de indianske folk lider af alvorlige sundhedsproblemer på grund af olieforureningen.
Jeg besøgte selv nogle af de hårdest ramte områder sidste år i det såkaldte Blok 192 – en af landets største oliekoncessioner. Et øjeblik blev jeg grebet af total afmægtighed. Store områder var forvandlet til oliesøer, og der var ikke skyggen af en skrattende papegøje eller en edderkop, som resten af Amazonas ellers er fyldt med. Mænd i blå overalls, gule handsker og små trillebører kæmpede en umulig kamp for at rydde op – der var ingen tegn på en storstilet indsats for at rette op på den menneskeskabte naturkatastrofe.
Nu er regeringen i fuld gang med at forhandle en ny kontrakt på plads med et oliefirma i Blok 192 – UDEN at konsultere de indianske folk først, og UDEN at sikre den lovede oprensning fra tidligere udslip.
Lad os bruge dagen i dag – Oprindelige Folks Dag – til at stå sammen med de indianske folk og vise den peruvianske regering, at resten af verden IKKE synes, det er okay!
De indianske ledere forsøger at råbe regeringen op på vegne af deres folk, men de bliver ignoreret i stor stil. Hvis vi alle sammen – fra alle hjørner af verden – skriver til Perus præsident, kan vi vise ham, at verden holder øje. Og vi kan vise de indianske folk, at vi støtter dem i kampen for deres rettigheder.
Vær med til at råbe den peruvianske præsident op via en Twitterstorm. Vis ham, at verden bekymrer sig, og insistér på, at de indianske folks rettigheder sættes før profit! Del teksten her på Twitter, der opfordrer ham til at gøre noget ved problemet NU – eller del historien på Facebook på her.