I arbejdstøjet for Perus unge

18. nov 2011
Af
Emilie Tranholm Larsen

9. november var det Operation Dagsværk-dag, og elever over hele landet havde taget arbejdshandskerne på for at samle penge ind til et IBIS-projekt i Peru.

”Tror du overhovedet, det her kan gå væk?”  Catja Holm Hansen fra 2.Y på Københavns Åbne Gymnasium kæmper en indædt kamp mod en tyggegummiklat på gulvet. Efter endnu et par stædige skrab med spatelen vinder hun og fortsætter mod sit næste offer. 

På spillestedet Pumpehuset i indre København er Catja Holm Hansen sammen med fire andre gymnasieelever i gang med at give stedet en grundig efterårsrengøring. En stærk lugt af terpentin dominerer lokalet. Skurecreme og svampe i regnbuefarver flyder overalt. Her arbejdes, forstås. 

Det samme gør der i resten af landet. Flere end 20.000 gymnasieelever har taget en dag væk fra skolebænken for at tjene penge ind til, at udsatte unge i Peru kan få en uddannelse. 

I Pumpehusets jobopslag på Operation Dagsværks hjemmeside beskrev Pumpehuset dagens tjans som ”masser af uhandy rengøring på knæ – til gengæld er der høj musik på anlægget!” Og det fik fem elever til at droppe fridagen til fordel for unge i Peru.

Grund til at stå tidligt op 

”Det er, fordi det hjælper i Peru, at jeg er stået op her til morgen. Det har jeg det godt med,” siger Sandra Reese fra 2.F på Falkonergårdens Gymnasium, mens hun fejer scenegulvet. Hendes veninde Line Højgaard Eriksen fra 2.Y på Københavns Åbne Gymnasium uddyber: 
”Det handler om sammenhold om en god sag. Følelsen af, at alle gymnasierne er sammen om at gøre noget i dag,” siger hun. 

Pigerne er også enige om, at de selv får noget med sig efter at have arbejdet på dagsværkdagen. 
”Det er en smule taberagtigt ikke at arbejde på dagsværkdagen. Dem, der bare ligger på sofaen og så betaler 300 kroner, de går glip af noget. De prøver ikke sig selv af,” mener Sandra Reese. 

Det er direktør og medejer af stedet Ronnie Hansen, der har hyret den lille hær af rengøringsfolk for rigtig at komme til bunds i skidtet. 
”Som arbejdsgiver er det en sjov mulighed for at få unge mennesker ud på arbejdspladsen. Derfor har jeg også fyldt køleskabet med sodavand og sat musik på anlægget, så vi får en sjov dag sammen,” siger Ronnie Hansen, der er sikker på, at han vil hyre dagsværkere mange år frem. ”De kan jo tage fat,” som han siger. 

Over hele landet var gymnasieeleverne i arbejdstøjet. Der blev solgt kager, spillet musik, danset zumba og slået adskillige kvadratmeter græs for at samle penge ind til Operation Dagsværk og IBIS.