Hadisah har fået en chance
08.03.2018
Af Rikke Hovn Poulsen

Mød skønne Hadisah. Hun er en af de piger, der har fået chancen for at kæmpe sig ud af fattigdommen gennem pigeskolerne i Ghana
Hadisah Ibrahim, 15 år, elev på Savelugu Girls Model School:
”En dag kom en af lærerne fra pigeskolen ud til min landsby. Han fortalte om den nye skole, der var åbnet – at det var et godt sted, hvor vi virkelig kunne lære noget. Det ville jeg gerne, og min far havde ikke noget imod det.
Skolen er hårdt arbejde, men det er en god ting, for vi lærer en masse. Det er dejligt, at der kun er piger i klassen, for det gør mig mere sikker på mig selv, når der ikke er drenge. Og så slipper vi også for al den larm, som drengene lavede på min gamle skole.
Jeg bor hos min bedstemor, for min mor er død, og min far bor hos en af sine andre koner. Han har ikke så mange penge, så det er ikke altid, vi har råd til skolebøger. Så må jeg låne af de andre i klassen. Men min far gør, hvad han kan, for han ønsker, at jeg får en uddannelse.
Når jeg er færdig med skolen, vil jeg fortsætte med at uddanne mig. Min drøm er at blive læge, og en dag vil jeg vende hjem og hjælpe de syge her i området.”
