Det har vi lært i Angola

27. okt 2011
Af
Malene Aadal Bo

Efter små 10 år har IBIS’ nu afsluttet sit arbejde i Angola. Børn og unge har fået skolegang, lærere er blevet uddannet og myndigheder er blevet stærkere. Men hvad har IBIS lært om og af Angola? Vi har udtrukket de vigtigste pointer af den rapport, som er lavet i forbindelse med lukningen.

Den overordnede læring fra implementeringen af programmet er: At det er fuldstændig afgørende at etablere og opretholde stærke forbindelser til partnere, som både kan være lokale uddannelsesmyndigheder, civilsamfundsorganisationer og forskellige grupper i lokalsamfundet. Når båndet er tæt kan man hele tiden følge implementeringen af de forskellige aktiviteter og strategier og tilpasse dem, så man får mest muligt ud af arbejdet.

En anden grundsølje viste sig at være støtte til kapacitetsopbygning hos partnerne og i de forskellige netværk, som bliver etableret omkring programmet.

Temaprogrammet i Angola fra 2007 til 2011 bestod af fire hovedaktiviteter:

  1. Oprettelse af og støtte til forældrebestyrelser
  2. Støtte netværket af lokale organisationer og netværk, der arbejder for bedre uddannelse.
  3. Accelererede undervisningsprogrammer for store børn og unge
  4. Uddannelse og træning af lærere

Forældrebestyrelser

En kernestrategi i IBIS uddannelsesarbejde er at skabe opbakning fra lokalsamfundet – dvs. børnenes forældre, som både kan hjælpe deres egen børns skolegang og også i fællesskab tage ansvar for at områdets børn kommer i skole, bakke op om skolen og dens ansatte og på samme tid kontrollere, at ledelse og lærere passer deres arbejde og respekterer elevernes rettigheder.

De vigtigste erfaringer er:

  • At forældreråd ikke opstår og fungerer af sig selv, men at det kræver en indsats. Forældrene skal motiveres til at gøre en indsats og især kræver det viden og kapacitetsopbygning, før de kan indtage den rolle, som de er tiltænkt. Og fordi det er frivilligt arbejde er der stort frafald, som kræver at man vedbliver at lægge kræfter i at mobilisere nye forældre til at være aktive.
  • At samarbejdet med skoleledelsen og skolemyndigheder er afgørende, og at det derfor er vigtigt, at forældrerådene i første omgang tænkes som en støtte til den lokale skole – og ikke primært som en instans der kritiserer og kontrollerer det, der foregår i skolen.
  • At forældrerådene er en vigtig spiller i forhold til at advokere for alle børns ret til uddannelse. Det kræver dog, at de lærer hvordan de kan spille denne rolle.

Lokale organisationer og netværk

I 2000 blev der holdt en stor konference i Dakar, som første til den universelle deklaration om Udannelse for Alle – beslutningen om at alle børn har ret til en kvalitetsuddannelse og målet om, at det skulle være blevet virkelighed i 2015.

Beslutningen medførte en verdensomspændende civilsamfundsbevægelse ved navn ”Education for All”, hvorunder tusindvis af mindre netværk og organisationer sluttede sig sammen for sammen at kæmpe for samme mål. En del af IBIS’ arbejde i Angola var at støtte de organisationer, der havde sluttet sig sammen i den angolanske del af dette netværk.

De vigtigste erfaringer er:

  • at man meget grundigt skal gennemtænke, hvilken type støtte man kan give, sådan at man hjælper men undgår at gøre partnerorganisationerne afhængige af støtten.
  • at man med fordel kan fokusere på netværkets organisation og strukturer og hjælpe med at opbygge åbenhed og gennemsigtighed om alle strukturer og en kultur, hvor der bliver holdt regelmæssige møder, der bliver taget referater og hvor der er god kommunikation på tværs.
  •  at det afgørende for et nyetableret netværk er, at man gør noget sammen – afholder events, workshops, kampagner eller lignende. Det kræver også, at man involverer flere deltagere end blot lederne af de forskellige organisationer, og at der generelt afsættes tid til fælles arrangementer.

Accelererede undervisningsprogrammer

IBIS har støttet de angolanske myndigheders arbejde for at give uddannelsesmuligheder til børn og unge fra 12-25 år, som ikke er en del af det formelle skolesystem, men som stadig har brug for at lære at læse og skrive. Det sker via et særligt uddannelsesforløb i tre moduler, hvor hvert modul svarer til to år i den almindelige grundskole.

På den måde kan de unge gennemføre hele grundskolen på den halve tid og læse sammen med nogle på deres egen alder og på en måde, der tager hensyn til deres øvrige forpligtelser f.eks. familie og job. Konkret har IBIS støttet uddannelsen af supervisorer og lærere, metodeudvikling og myndighedernes koordinering af programmet.

På tre år har 3.266 unge færdiggjort modul 3, 25.000 har i forskelligt omfang lært at læse og skrive og mange lærere og supervisorer har fået træning.

De vigtigste erfaringer er:

  • at det er nødvend med god organisering af og løbende støtte til den enhed, der koordinerer indsatsen.
  • at information og opmærksomhed hos både myndigheder og lokalsamfundet, både før og under programmet er afgørende.
  • at klassestørrelserne maksimalt må være på 30 elever og at det præciseres hvilke elever, programmet er tiltænkt.
  • at lærere let falder tilbage til traditionelle undervisningsmetoder, hvis der ikke er faglig støtte og supervision.
  • at lærerne har mindst fem års skolegang bag sig og bør vælges ud fra, om de besider et analytiske evner og forståelse.

Uddannelse og træning af lærere

Alle ved, at læreren er helt afgørende for at sikre elever en kvalitetsuddannelse. Derfor var læreruddannelsen et helt afgørende element i uddannelsesprogrammet. Først og fremmest handlede det om at uddanne supervisorer, som igen kunne træne og støtte de lokale lærere. En del af dette arbejde havde fokus på at udvikle en god metode til at supervisere og at danne et netværk, så supervisorerne også kan hjælpe og støtte hinanden. Resultatet var, at lærerne blev dygtigere og at deres elever sidenhen klarede sig bedre.

De vigtigste erfaringer er:

  • At hvis supervision skal virke efter hensigten skal den tage udgangspunkt i lærerens styrker, og kun koncentrere sig om to eller tre aspekter ad gangen. Den skal foregå ofte og regelmæssigt og være systematisk.
  • Supervisoren skal selv anvende deltagerorienterede undervisningsmetoder og være villig til at lære nyt undervejs.
  • Det er vigtigt, at der dannes lærertræningsgrupper i lokalsamfundene, så der er støtte og viden at hente for de lokale lærere i perioderne mellem supervision. Fordi supervisorerne selv er lærere og underviser på fuld tid, er det nemlig ikke altid, at de kan tage af sted på længere supervisionsture.

Indholdet her er uddrag af hæftet ”Education Thematic Programme of IBIS Angola – a narration of learning”, som IBIS har udgivet i forbindelse med lukningen af programmerne i Angola.