Vigtig pris til IBIS’ partner i Ghana

09. dec 2010
Af
Malene Aadal Bo

ONE Africa Award uddeles hvert år til en organisation, der har opnået helt særlige resultater i arbejdet for at udrydde ekstrem fattigdom og opnå 2015-målene. I år gik prisen til den vestafrikanske udviklingsorganisation SEND Foundation, som er en af IBIS’ vigtige partnere i regionen.

I årenes løb har organisationen SEND-Ghana modtaget alt andet end klapsalver, når medarbejderne stak næsen i offentlige regnskaber eller højlydt kritiserede misbrug af midler, der skulle være gået til udvikling men endte andre steder.

Men skridt for skridt har organisationen vundet stor respekt i Ghana og er i en skattet samarbejdspartner for både civilsamfundsorganisationer og offentlige myndigheder i forhold til at overvåge lokale og nationale udviklingsprojekter inden for eksempelvis sundhed og uddannelse. Og deres arbejde har givet resultater.

Meget spændende udviklingsarbejde

Det mener IBIS, som har været økonomisk støtte og strategisk sparringspartner for SEND-Ghana i knap 10 år.

”SEND-Ghana laver et virkelig godt arbejde lokalt i Ghanas distrikter. Og så tager de viden og erfaring fra distrikterne og bruger det til at få indflydelse også på det nationale niveau. De laver noget af det mest spændende udviklingsarbejde, jeg kender til,” siger Lars Koch, der arbejder med policy og fortalervirksomhed i IBIS.

Og det samme mener priskomiteen i ONE International, der med bestyrelsesformand Bono i spidsen, hvert år uddeler 100.000 dollar og stor hæder til en organisation, hvis arbejde kan tjene som forbillede og inspiration for andre.

”SEND-Ghana fortjener prisen for sine bemærkelsesværdige resultater i forhold til at fremme god regeringsførelse og ligestilling i Ghana. Samtidig lever de helt op til vores succeskriterier om at være innovative, resultatorienterede, troværdige, arbejde i partnerskaber og lave noget, som kan overføres og tilpasses til andre projekter og steder efter behov,” lyder det i begrundelsen fra ONE Africa Award Team.

Kernen i SEND Ghanas arbejde er at organisere og styrke civilsamfundet, sådan at man på alle niveauer får værktøjer til at kontrollere, om regler bliver fulgt og især om penge til udviklingsprojekter faktisk bliver brugt på det, de var tiltænkt.

Holder øje med, hvor pengene bliver af?

Organisationen begyndte de prisbelønnede aktiviteter da Ghana i foråret 2001 tiltrådte HIPC (highly indebted poor country) –initiativet, hvorunder fattige lande får eftergivet store gældsposter mod et løfte om at bruge den sum, man ellers ville have brugt på renter og afdrag, på udviklingsprojekter, der især skal komme de fattigste borgere til gode.

Flere individer og civilsamfundsorganisationer frygtede dog, at de frigivne penge aldrig ville nå de rigtige mennesker, og i 2002 begyndte SEND Ghana at overvåge pengestrømmene og især at træne grupper og organisationer helt ud i den enkelte landsby i at gøre det samme.

Ti år senere har netop dette arbejde betydet, at der nu findes HIPC-komiteer overalt i landet, som siger til, hvis noget ikke går rigtigt for sig, og at der på både nationalt og lokalt plan er blevet udviklet bedre regnskabspraksisser og en større gennemsigtighed i forhold til, hvordan pengene bruges. Samtidig er SEND Ghana af FN blevet bedt om at mobilisere civilsamfundet til at holde øje med, om Ghana lever op til 2015-målene.

”Vi er meget glade på vores partners vegne og meget stolte af det samarbejde vi har med SEND Ghana. Disse menneskers arbejde har gjort en langsigtet positive forskel for fattige og marginaliserede mennesker i Ghana,” siger Clement Tandoh, IBIS’ landedirektør i Ghana.

Vinderne af ONE Africa Award:

2010 SEND Ghana

SEND Ghana arbejder med politik, forskning og fortalervirksomhed og arbejder i stærke netværk for at fremme god regeringsførelse og ligestilling. Visionen er at skabe et Ghana, hvor menneskers rettigheder og velfærd er garanteret. SEND Ghana hjælper med at opbygge kapaciteten i det ghanesiske civilsamfund og øger dets evne til at organisere sig, øve indflydelse, skabe gennemsigtighed og sikre almindelige borgeres adgang til sociale ydelser.www.sendwestafrica.org

SEND i Ghana, Liberia og Sierra Leone en del af SEND Vestafrika.

2009 Slums Information Development and Resources Centre (SIDAREC)

En organisation grundlagt af en gruppe unge fra Kenyas slumområder, som arbejder for at forbedre livet for unge som dem selv. Det sker ved at hjælpe dem med at udnytte deres evner og talenter og ved at give dem en fælles platform, hvorfra de kan blive hørt. Det sker bl.a. gennem teater, kunst og programmer på den lokale radiostation. www.sidarec.org

2008 Development Communications Network (DEVCOMS)

En nigeriansk medietrænings- og mentorgruppe, der arbejder med at forbedre den offentlige sundhed ved at undervise i sundhed og videnskabsjournalistik. Organisationen er samtidig aktiv fortaler for gratis sundhedsbehandling I Nigeria og har generelt været med til at forbedre den journalistiske standard I landet. www.devcomsnetwork.org