”Vi vil gerne give pigerne en chance”

10. dec 2010
Af
Lotte Ærsøe

Kirsten Harboe tog en dag en vigtig beslutning. Hun havde arvet og valgte at give en del af pengene til en pigeskole i Ghana. Et år senere står en veludstyret skole færdig med 7., 8., og 9.klasse, 35 piger i hver klasse og en uddannet lærerstab.

"Det var næsten uvirkeligt at stå der foran alle de unge piger og vide, at jeg har været med til at gøre en forskel for dem. Det rislede helt ned ad ryggen. Pigerne virkede rigtig glade for, at vi var der. Det er svært helt at forklare, hvordan det var. På billedet står en af pigerne og holder mig i hånden," siger Kirsten Harboe, der sammen med sin mand Peder Harboe har besøgt pigeskoleni Sawla i det nordvestlige Ghana.

Hvad betyder det for dig, at du har været med til at støtte pigeskolen i Sawla?

"Jeg er opdraget som grøn pigespejder og fik lov til ting, som jeg ikke havde fået muligheder for, hvis jeg havde været i et spejderkorps med både piger og drenge. Som spejderleder har jeg derfor også selv lært pigerne ting - som at turde noget, at tage ansvar - ting som de forhåbentlig kan bruge i deres øvrige liv.

Det var vigtigt for mig at støtte pigeskolen i et land som Ghana, hvor det er mænd, der sidder på alle de vigtige poster. Og at de her piger får en uddannelse og tør tro, at man kan blive til noget også som piger fra et fattigt område.

Jeg var glad for at høre, at skolen får besøg af rollemodeller – kvinder, der har fået en uddannelse, der kan sige - se her piger det kan I også komme til, hvis I klør på.”

Hvordan besluttede du, hvad der skulle ske med din arv?

”Jeg ville gerne gøre en forskel. Først tænke jeg noget med miljø og etiske investeringer, men det er svært at finde ud af, hvor man kan få hjælp til den slags. Banken kan hjælpe med investeringer, der giver mest mulig udbytte til dig, men andet kunne de ikke rigtigt.

Så spurgte jeg Karen (Andersen, programchef i IBIS). For Karen ved en masse om udviklingsbistand, så hende satte jeg min lid til. Hun foreslog pigeskolen i Ghana, uddannelse af lærerne og materialer – det vi putter ind i klasselokalerne.

Jeg tænkte, at det var lige det, jeg gerne ville støtte. Ikke bare en bygning med en mindeplade, men noget, der kan leve videre også i fremtiden, når IBIS er rejst.

At høvdingen har givet jorden, og at lokalsamfundet er engageret, var også en del af det. Vi mødtes også med byens borgmester, og han fortalte, at kommunen vil bygge sovesale til de piger, der kom langvejs fra. Og vi fik lov til at indvie de nyopførte lærerboliger. På den måde bliver pigeskolen et godt sted for både børn og voksne. Alt det syntes jeg, var en rigtig fin tanke.”

Hvad tænkte du, da I kom til skolen?

"Jeg fik som sagt nærmest gåsehud, da jeg kom ind i den første klasse og så pigerne og vidste, at jeg havde medvirket til, at de nu sad der. At der var borde og stole og lærerne har fået en god uddannelse. Så det var en glad uvirkelighedsfølelse. Men det var jo også bare mig, der kom der. Jeg ville jo bare gerne gøre noget fornuftigt med nogle af de penge, jeg havde arvet og ikke bare sætte dem i aktier.

Det har jo ikke været et offer som sådan. Jeg har jo ikke har spinket og sparet for at gøre det. Jeg har fået nogle penge, som jeg egentlig ikke havde brug for, og så givet dem videre. Ikke ligesom de forældre, vi besøgte senere på turen, som havde formået at skrabe penge sammen til at bygge en skole, selv om de næsten ingenting har."

Peder Harboe tilføjer:

"Vi var hjemme hos en pige fra skolen. De var fem søskende, og hun skulle hjælpe med at lave mad og hente vand. Det tog hende ca. en time at gå til skolen. Hun ville gerne være læge. Inden vi gik, spurgte vi, om der var noget, hun ville spørge om.

Og det var der - Hvordan får vi elektricitet? Hun kunne nemlig ikke nå at læse lektier, mens det stadig var lyst. For først skulle hun lave mad, hente vand og vaske tøj. Klokken 18 er det bælgravende mørkt og for sent at lave lektier. Bagefter lovede hendes mor, at hun nok skulle få lov til at lave sine lektier, når hun kom hjem fra skole - inden hun gik i gang med arbejdet.”

Er der andet I synes, der kom ud af jeres besøg i Ghana?

”Vi vil gerne bruges til at motivere andre. Vi føler, at vi har været med til at forpligte samfundet omkring skolen til at levere det, de kan for at pigerne får en god uddannelse. Jeg ville gerne opleve, hvad der sker, når man sender en pose penge til et projekt.

Det er vores første tur til Afrika, og det var fantastisk at opleve livet på landet udenfor hovedstaden.

Og det kæmpe engagement vi har oplevet. Det gav en stor lyst til at se, om vi kan gøre mere, direkte eller indirekte, nu vi har været ude og se de mennesker i øjnene, som har behov. Måske for vores egne penge eller ved at formidle til andre i Danmark, at der er noget, som de måske ville finde interessant at gå ind i. For nu kan vi bedre forklare, hvad det går ud på,” slutter Kirsten Harboe.