Vi er som blinde

27. okt 2011
Af
Lise Josefsen Hermann

Nelson og Enriques er far og søn. De kan ro kano og bruge deres macheter i regnskoven. Men med et olieselskab som nabo er det ikke længere nok. De har brug for viden og uddannelse, og derfor er det blandt andet dem, som danske gymnasieelever gør fælles front med på Operation Dagsværk-dagen den 9. november 2011.

Santa Elena ligger langt oppe ad Corrientes-floden ude midt i Perus del af Amazonas. Landsbyen består af en håndfuld huse langs et enkelt langt fortov. Her er ingen trafik. På den modsatte flodbred ligger PlusPetrols hovedkvarter, og bag træerne kan man se flammen, der dag og nat næres af overskudsgas fra olieudvindingen, der foregår lige der ved siden af landsbyen.

I Santa Elena lever de fleste af landbrug. De dyrker bananar, yucca-rødder, cocona-frugter, grape og koriander. Men det sker tit, at der slipper olie ud fra boringen, og det forurener både floden og de afgrøder, som de lokale lever af. 

Olieselskabets udvindingsaktivitet skaber dog samtidig masser af jobs, som ville give landsbyboerne en indtægt og en mulighed for at skabe en bedre fremtid. Problemet er bare, at der er brug for kvalificeret arbejdskraft - uddannede folk.

”Og vi landsbybeboere har ikke nogen uddannelse, så de ansætter ikke os. Mange her i landsbyen går ud af skolen efter 6. klasse, og så får de ikke mere uddannelse. Vi ved ikke engang, hvordan man blander cement, så hvem vil ansætte os,” spørger Enrique Alvarado Grefa.

Lærerne bliver væk i månedsvis

Han er iført en farverig hovedbeklædning lavet af fjer fra junglefugle og en halskæde af farverige frø. En udsmykning, der signalerer, at han er Apu, indiansk leder, i Santa Elena. Han er bekymret for sin landsby.

Især sørger han over landsbyens uddannelsessituation. Santa Elena har ellers en stor flot skole. Og rigtig mange børn. Men der er ingen kvalificerede lærere, og når børnene ingenting lærer, ender de med at droppe ud.

”Det er børnene selv, der ikke vil gå i skole, fordi lærerne er dårlige. Der sker ofte misforståelser, fordi lærerne ikke taler vores indianske sprog, Achuar. Vi mangler lærere, som virkelig kan og vil lære fra sig. Nogle gange står vi uden lærere i månedsvis,” siger Enrique Alvarado Grefa alvorligt. 

Især blandt unge er der langt mellem dem, der prøver at tage en uddannelse. Mange tager i stedet i hæren og tjener lidt penge der. Andre bliver tilbage og forsøger at klare sig gennem hverdagen.

En af dem er Nelson, som nærmer sig i iklædt fodboldtrøje, shorts og en stort, hvidt smil. Han er Apuens søn. 21 år, gift og har datteren Doris på 6 år. Nelson blev i skolen, indtil han var 16. Siden har han blandt andet arbejdet i træindustrien, og senest er det lykkedes ham at få arbejde i et kommunalt firma, der laver forskellige opgaver for PlusPetrol.

Det er kun dog kun et par uger ad gangen. I løbet af et år arbejder han højest tre måneder til en månedsløn på 750 soles (cirka 1400 kroner). Pengene forsvinder hurtigt til mad og datterens skolegang.

Resten af tiden arbejder Nelson som landmand og sælger sine afgrøder til olieselskabet. Fortjenesten er lille, og det bliver ikke bedre af, at jorden og vandet tit er forurenet af olie.

”Men hvad kan man ellers lave? Der er ikke andet at gøre. Nogle gange er jeg trist ved at bo her og se på, at livet bliver sværere og naturen ødelagt. Men vi er jo efterhånden vant til det,” siger Nelson og forsøger sig med et opmuntrende smil.

”Uden uddannelse er vi som blinde”

Nelsons far, Apuen Enrique, er overbevist om, at uddannelse er den eneste vej til udvikling:

”Uden uddannelse er vi som blinde. Vi kan bare bruge macheten ude i marken og kanoen til at krydse floden. Vi kan tage det arbejde, vi bliver tilbudt og ellers finde os i det, andre bestemmer for os. Hvis bare alle, mænd og kvinder, kunne læse og skrive. Så kunne vi klage og tale vores sag. For ingen gør det for os. Vi er glemte helt herude i junglen,” siger Apuen, Enrique Alvarado Grefa.

Nelsons svigermor blander sig fra en hængekøje i nærheden. ”Fremtiden er arbejde!” lyder det kategorisk. Og Nelson nikker. Han drømmer om et godt arbejde, og om at kunne rejse og lære andre lande at kende.

”Jeg ville gerne tage min kone med til Cusco på ferie. Måske en dag, hvis jeg får et godt arbejde, vil jeg rejse til Iquitos (junglehovedstaden) og bo der. Indtil da vil jeg bygge mit hus færdigt her, tage det arbejde jeg kan og avle kyllinger. Jeg har to indtil videre,” siger Nelson.

Mest af alt drømmer han om, at det måske en dag bliver anderledes, så hans datter kan få en bedre chance i livet, end han selv.

Fakta

Operation Dagsværk vil arbejde sammen med beboerne ved Corrientes-floden om at forbedre uddannelsesforholdene i alle landsbyerne langs floden. Målet er tosproget undervisning med fokus på miljø og med udgangspunkt i det enkelte indianske barns kulturelle virkelighed. Det skulle gerne føre til færre børn, der dropper ud af skolen, og flere børn der i det hele taget har det godt i skolen.

Tosprogede lærere betyder også normalt, lærere, der bliver i landsbyen, så der ikke er flere måneder, hvor børnene ingen lærer har.

Et andet vigtigt element i OD-projektet er fortalervirksomhed, det vil sige støtte til de indianske folk langs Corrientes og deres organisationer, så de kan kræve deres rettigheder respekteret og tale deres sag over for olieselskabet. Det skal gerne føre til, at olieselskabet deler udviklingen med de indianske landsbyer og ikke forurener beboernes livsvigtige regnskov.

Så forhåbentlig lyder beskeden fra Apuen i Santa Elena anderledes, når vi spørger ham, efter OD-projektet sætter ind i 2012. OD-projektet udføres i samarbejde mellem IBIS og de indianske organisationer FECONACO og FORMABIAP.