Unge kvinder griber værktøjet

01. sep 2012
Af
Rikke Bruntse Dahl

De fleste unge kvinder i Liberia har intet formelt job, og mange af dem er enlige mødre uden en uddannelse. trods dårlige odds har 62 unge kvinder denne sommer taget murskeen i egen hånd og overgået mændene i at færdiggøre en håndværkeruddannelse på  IBIS' to uddannelsescentre.

“Kvinder kan alt, som mænd kan,” bedyrer Sarah Johnson. Hun blev færdig på et af IBIS’ uddannelsescentre som murer sidste år og er nu en del af et sjak, som er ved at bygge en skole. Desværre er Sarahs overbevisning ikke gængs i Liberia, og piger og kvinder halter stadig gevaldigt bagefter, når det gælder uddannelse og indflydelse.

Det er stadig mere almindeligt at sende drenge fremfor piger i grundskole i Liberia. Kun 15 procent af kvinder over 25 år er blevet færdige med overbygningen, mens tallet for mænd er 39 procent. Så selv om IBIS’ uddannelsescentre stræber efter at indskrive et lige antal unge kvinder og mænd, er det højst usædvanligt, at flere kvinder end mænd gennemfører forløbet.

En chance for at klare sig selv

Unge kvinder er den mest udsatte befolkningsgruppe i Liberia. Mangel på uddannelse, økonomisk afhængighed og fastholdelse af traditionelle roller fører til mangel på indflydelse både i og uden for hjemmet.

IBIS’ uddannelsescentre giver unge, som på grund af Liberias borgerkrig aldrig kom i gang med eller blev færdige med en uddannelse, en mulighed for at lære et håndværk og basale regneog skrivefærdigheder. For unge kvinder er det en chance for at blive selvstændige.

”Vi forsøger bevidst at gøre uddannelsescentrene attraktive for unge kvinder ved at tilbyde fag som de kan bruge i samfundet og ved at tilbyde vuggestuepladser til deres børn. Men deres villighed og gåpåmod til at uddanne sig og tage kontrol over deres eget og deres børns liv er imponerende,” siger Patrick Sikana, uddannelsesdirektør for IBIS i Liberia.

Tidligere elever, både kvinder og mænd, klarer sig generelt godt og finder enten job eller starter egen virksomhed.

Fakta

Mere end halvdelen af Liberias befolkning er under 20 år, og arbejdsløsheden blandt dem er 70-85 procent. Ved at lære et håndværk er IBIS’ elever bedre rustet end de fleste til at få en indkomst, som familien kan overleve på.

Uddannelsesprogrammet i Liberia støttes af bl.a. Danmarks Indsamling og gennem Alliance2015-partnere.