Skattejagt i Sierra Leone

23. jun 2011
Af
Malene Aadal Bo

IBIS har sammen med en række partnere været på skattejagt i Sierra Leone. Skatten var en større sum penge, som var bestemt for knap 7.000 pigers gymnasieuddannelse, men pengene forsvandt på vejen fra ministeriet i Freetown til Kono-distriktet. Jagten gik så godt, at det vil få varig betydning for den måde, skolepenge fremover udbetales på.  

Det var ”talk of the town” i månedsvis. Frustrerede mænd og kvinder diskuterede det på markedspladser og ved fællesbrønde, og telefonlinjerne til lokalradioens debatprogrammer glødede, når emnet var på dagsordenen. Til sidst blev frustrationerne så store, at en gruppe forældre jagtede og overfaldt rektoren på to af de lokale skoler.

Det handlede om skolepenge

Og det gør det også på ministerkontorerne i disse dage, hvor problemet efter en større indsats fra IBIS og en række lokale partnere endelig er blevet samtaleemne for dem, der faktisk kan gøre noget ved det.

Skattejagt over radio

I 2002 besluttede staten i Sierra Leone at give gratis skolegang og alt hvad dertil hører af uniform, bøger og blyanter, til piger i landets nord- og østlige provinser, som gerne ville i gymnasiet, og som scorede mindst 230 point til deres afsluttende grundskoleeksamen.

Det har de i hvert tilfælde på papiret, men i Kono i det nordøstlige Sierra Leone, har der siden skoleåret 2006/2007 været en meget stor procentdel af de knap 7.000 berettigede piger, der aldrig så en krone.

”I første omgang troede man bare, at pengene var forsinket, så familierne skrabede selv pengene sammen og betalte i forventning om, at det var et udlæg, der ville blive refunderet. For langt de fleste af dem skete det bare aldrig,” siger Nelson Nyandemoh, der er program facilitator for IBIS i Kono.

Forældrene fik mistanke om, at det var skolelederne, der simpelthen stak pengene i lommen. De henvendte sig til skolen, og de tog det op i både lokal og national radio. Men der kom ingenting ud af det. Ingen svar på, hvor pengene var endt. Og ingen penge til pigernes familier.

Kan ødelægge det hele

Ifølge Connie Dupont, programmedarbejder i IBIS, kan det betyde, at en del af pigerne dropper ud af gymnasiet, fordi deres forældre ikke kan betale skolepenge. Og på sigt risikerer man, at færre piger overhovedet kommer igennem grundskolen, fordi forældrene ikke kan se pointen, når pigerne alligevel ikke kommer videre.

”Det er ødelæggende for hele indsatsen for at sikre flere piger en uddannelse. I dag kommer flere piger i skole, fordi de dygtige piger kan få støtte til at tage gymnasiet og siden også søge finansiering til at komme på universitetet. Det er et incitament for selv de fattigste familier til at sende deres små piger i skole og give dem mulighed for at lave lektier og passe deres skolegang,” siger Connie Dupont.

Derfor satte IBIS og partnerne i den lokale koalition under ”Education for All” sig for at finde ud af, hvor pengene blev af, og sikre at man fra centralt hold blev klar over problemet. Metoden var meget konkret og lavpraktisk.

”Vi fik listen over de gymnasier, som myndighederne udbetalte penge til. Og så opsøgte vi dem en for en,” siger Nelson Nyandemoh.

De havde et spørgeskema med til hver enkelt skoleleder, som blev bedt om at svare på, hvorvidt han kendte reglerne, havde modtaget pengene, om han havde refunderet pengene til pigerne osv. Et overblik, som ingen i systemet havde, og som var afgørende for at finde ud af, hvor i pengestrømmen, problemet var. Måske kom pengene aldrig frem til skolerne, måske kendte lederne ikke reglerne. Måske var pigerne droppet ud eller var flyttet.

”Men det stod ret hurtigt klart, at problemet lå hos skolelederne. I første omgang nægtede de fleste at tale med os, og senere indrømmede flere, at de havde fået pengene men brugt dem til andre formål,” siger Nelson Nyandemoh.

Selv mener han, at det var den dialogsøgende tilgang, der til sidst fik 16 af 18 skoleledere til at gøre rede for de forsvundne penge. Men han indrømmer også, at en del af dialogen var oplysningen om, at næste skridt nemt kunne blive en indberetning for den nationale antikorruptionskommission.

Kun hver niende fulgte reglerne

Det viste sig, at ud af de 18 skoler, som stod på ministeriets modtagerliste for 2009, var der 1 skole, der slet ikke fandtes, 6 der aldrig mente at have modtaget pengene fra ministeriet, 5 som ikke betalte pengene videre til forældrene, og kun 2 som kunne dokumentere, at pengene var betalt videre. Altså kun 2 ud af 18, som tilbagebetalte pengene til forældrene på rette vis.

”Korruption er udbredt her i landet, så det er sandsynligt, at nogle af pengene er forsvundet i skoleledernes egne lommer. Men mange gange var de faktisk blevet brugt på eleverne – men på formål, som lederen mente var vigtigere og kom flere til gavn – eksempelvis undervisningsmaterialer eller nye klasselokaler,” forklarer Nelson Nyandemoh og tilføjer:”Det er ulovligt, men i virkeligheden ganske forståeligt, for skolerne har ikke særlig mange penge at buggetere med i forvejen.”

Et chok

Ikke desto mindre kom det som et chok for myndighederne, at så mange penge endte forkerte steder. Netop nu arbejder man derfor på at skabe gennemsigtige og overskuelige strukturer, så det er nemt at følge pengestrømmene fra ministeriet til den lokale skole og tydeligt for skolelederne at se, hvad det er meningen, de skal bruges til. Så bliver det nemlig langt nemmere at kontrollere og sværere for skolelederne at overbevise sig selv om, at det er i orden at bruge pengene på andet end som støtte til de dygtige pigers skolegang.

”På den måde ender det med, at en relativt lille og meget konkret manøvre, som det jo var at opsøge skolelederne med et spørgeskema, kommer til at ændre et helt system. Allerede nu har opmærksomheden sikret, at langt flere forældre får de penge, de har ret til, og diskussionerne i undervisningsministeriet får forhåbentligt på sigt  indført nogle ændringer som inkluderer  de lokale myndigheder i processen, så færre penge kan forsvinde,” siger Connie Dupont.

Fakta

Metoden "Forces for Change"

Ofte foregår advocacy-arbejde (fortalervirksomhed) på bonede gulve og meget langt fra de mennesker, det handler om. Men i Kono-distriktet valgte man en meget konkret og lavpraktisk tilgang, som Connie Dupont mener, også vil vise sig anvendelig i andre sammenhænge.

Forces for Change tager udgangspunkt i et analyseværktøj, hvor man lister formålet og på venstre side skriver de aktører, som vil være mod forandringen og på højre side dem, som kan tænkes at være for forandringen. I midten lister man så en række aktiviteter, som fortalerne kan deltage i, og som måske kan få modstanderne til at ændre mening.

På den måde får man nogle løsninger, som man kan mobilisere lokale kræfter til, og som man på forhånd har sandsynliggjort vil virke.

”I dette tilfælde var modstanderne skolelederne og det ugennemsigtige system, mens hjælperne var forældre og de myndigheder, som gerne ville have pengene til at nå de rigtige mennesker. De lokale myndigheder og politikere var umiddelbart hverken eller, fordi pengene går direkte fra centralt hold til den enkelte skoles konto. Men fordi det var et vigtigt emne for deres vælgere, og de ikke havde økonomisk interesse i sagen, viste de sig faktisk at være en stærk hjælp i forhold til at presse skolelederne til at svare på spørgsmål og ændre adfærd,” siger Connie Dupont.

Ifølge hende vil IBIS nu opfordre partnere flere steder til at bruge dette konkrete og lavpraktiske forandringsværktøj, som er overkommeligt at bruge for de fleste og både kan skabe resultater der er synlige lokalt, men altså også ændringer som får større betydning nationale politikker.