Sierra Leone kan investere massivt i uddannelse, sundhed og infrastruktur

31. okt 2013
Af
Stine Bang

Det kræver bare, at de multinationale selskaber begynder at betale skat.

Pengene fosser ud af statskassen i Sierra Leone. Regeringen har indgået lukrative skatteaftaler med internationale selskaber, der opererer i landet.

Det betyder, at Sierra Leone sidste år mistede 1.580.000.000 kroner, fordi multinationale mineselskaber ikke betalte moms og told. De penge kunne have finansieret hele regeringens plan for sundheds-, uddannelses-, vej-, transport- og energibudgettet og så ville der stadig have været penge tilbage. Tallene findes i ny rapport fra organisationen Budget Advocacy Network.

Pengene mangler, fordi regeringen i Sierra Leone har givet multinationale selskaber lukrative aftaler på moms og told. Oven i beløbet kommer undtagelser givet på selskabsskat. IBIS vurderer, at regeringen vil mangle indtægter på 240 millioner kroner om året alene på aftaler indgået med fem mineselskaber.

Pengene er der. Viljen mangler.

Sierra Leone har en rigtig god skattelovgivning. Problemet er, at regeringen ikke efterlever den. I stedet bliver de ved med i hemmelighed at give nye selskaber lukrative aftaler. Det betyder, at regeringen bruger meget færre penge på at investere i landets udvikling end de gør på skatteaftaler.

Men hvis det er regeringen selv, der indgår aftalerne, hvad er så problemet? Problemer er der flere af. For det første er der alt hemmelighedskræmmeriet. Aftalerne bliver indgået indenfor en snæver kreds af ministre og embedsmænd. Det betyder, at parlamentet aldrig bliver involveret. Og dermed får folkestyret og offentligheden ikke en chance for at råbe op og sige stop, fordi de aldrig når at opdage aftalerne, før det er for sent. Og netop uigennemsigtigheden er det andet problem. For når regeringen lægger røgslør ud og forhandler bag lukkede døre, så stiger risikoen også for korruption.

Derudover vurderer IBIS, at der ikke er nogle økonomiske argumenter for at indgå aftalerne. Regeringen og selskaberne vil argumentere for, at virksomhederne bare får noget igen for at lægge enorme investeringer og skabe jobs i landet. De vil påstå, at hvis ikke de fik undtagelserne, så ville de finde et andet sted og investere deres penge. Erfaringerne viser dog, at det tværtimod er politisk stabilitet og god infrastruktur, der lokker virksomhederne til. Skatterabatten er ikke afgørende.

Men hvad skal regeringen så gøre?

Et første skridt på vejen er at begynde at efterleve den omfattende lov, som landet allerede har. Derudover skal regeringen skabe en åben debat og inddrage parlamentet, når der bliver forhandlet med de multinationale selskaber. Et gennemsigtigt skattesystem vil modvirke korruption og sikre Sierra Leone en større andel af de penge, der bliver tjent på landets rigdomme.

Vil du vide mere om, hvordan pengene ledes ud af verdens fattigste lande? Så tilmeld dig Kapitalflugtsnyhedsbrevet her og få den nyeste viden fra IBIS’ skatteekspert Lars Koch.

Indtast email-adresse og få vores nyhedsbrev