Sierra Leone 50 år efter

02. mar 2012
Af
Kristoffer Thomsen

Kristoffer Thomsen var praktikant i Sierra Leone for IBIS i foråret, 2011. Her fortæller han om, hvordan det var at opleve landets uafhængighedsdag.

Vi sidder på Sierra Leones nationalstadion. Her er pakket til bristepunktet, men det forhindrer ikke folk, der står udenfor, i at prøve at komme ind. Vores lille forsamling består af ca. 10 mennesker mere eller mindre ligeligt fordelt mellem udlændinge og lokale. Fodboldbanen under os er proppet med folk, der danser, tryller og spiller musik. Sierra Leone fejrer sin uafhængighedsdag og i år er der skruet op for festlighederne, da det er 50 år siden, at Sir Milton Margai blev landets første statsminister.

Men, spørgsmålet er om Sierra Leone har noget at fejre. Landet ligger konsekvent i bunden af HDI-indekser, og bygninger i ruiner og tiggere uden arme eller ben, vidner til stadighed om den brutale krig, der officielt sluttede for 10 år siden. Derudover lider en hel generation af unge under en arbejdsløshed på omkring 65 procent. Samtidig kæmper det meste af nationen med en uhørt høj analfabetisme og et uddannelsessystem, der lader meget tilbage at ønske.

Igennem min praktik hos IBIS fik jeg muligheden for at arbejde med nogle af disse problematikker. Specielt en evaluering af IBIS' vocational skills training programmer var lidt af en øjenåbner. Sierra Leone har, i princippet, gratis skolegang for de yngre årgange. Men totalt nedslidte skoler, småkorrupte lærere og brugerbetaling på bøger og uniformer betyder, at skolegang kan blive en dyr omgang.

Dette betød, at en stor del af Sierra Leones unge befolkning manglede helt basale skrive- og regnefærdigheder. Her var det interessant at se, hvordan IBIS, i erkendelse af, at mange af de unge var vokset fra skolesystemet, satte ind med undervisning i færdigheder, der rent faktisk var nyttige i provinsen, hvor akademiske uddannelser sjældent har gang på jord.

Og selv om nogle af eleverne ikke syntes at drage stor nytte af undervisningen, virkede hele projektet som et forfriskende jordnært forsøg på at hive en generelt uuddannet befolkningsgruppe ud af fattigdom.

Samtidig arbejder IBIS ihærdigt for en decentralisering af uddannelsessektoren. Denne har, som det er tilfældet med de fleste sektorer i Sierra Leone, traditionelt været styret fra hovedstaden Freetown og regeringen. På dette område har IBIS og partnere formået at knytte en forbedrelse af uddannelsessektoren sammen med en demokratisk udvikling, hvorved indflydelse er nået meget længere ud i provinserne, end det tidligere har været tilfældet.

Rent personligt fandt jeg arbejdet indenfor mineral- og olieudvinding mest interessant, og jeg sidder i skrivende stund og er i færd med mit speciale, som har taget udgangspunkt i mit arbejde med IBIS. Her har de kontakter, jeg fik under mit praktikophold, været uundværlige. Specielt IBIS' seriøsitet omkring deres arbejde har betydet, at man bliver taget alvorligt så snart, man nævner organisationen. Dette har betydet, at jeg, både under mit praktikophold og feltarbejde, har haft adgang til instanser, der ville være helt utænkelige at få fat i, i Danmark.

IBIS er ikke de eneste i Sierra Leone, der tager tingene seriøst. Befolkningen er i stigende grad engageret i sit lands udvikling, og måske derfor skal fejringerne i slutningen af april ikke ses som en markering af de 50 år, der er gået. Men som startskuddet på de næste 50 år, der, med lidt god vilje, kunne blive præget af en oprigtig vilje og evne til at hive Sierra Leone ud af rollen som post-konflikt nation og ind i rollen som et land, hvor befolkningen i højere og højere grad er ser sin rolle som drivkraften bag udvikling.

Kristoffer Thomsen, praktik i Freetown, Sierra Leone (Country Office) i foråret 2011.

Foto: Kristoffer Thomsen