Sengeløse-elever skyder LæseRaketten i gang

15. apr 2011
Af
Thilde Baden Rasmussen

I går kom navnet Sengeløse til sin berettigelse, da eleverne på byens skole ikke sov hjemme i deres egen seng men overnattede på skolen. Det er nok begrænset, hvor meget søvn eleverne har fået, for arrangementet gik under navnet ’læsemarathon’. Startskuddet blevet givet af borgmester Michael Ziegler, mens politiker og børnebogsforfatter Manu Sareen var første stop på den lange vej, hvor eleverne læste flere hundrede sider med stort engagement – blandt andet i LæseRaketten.

”Kender I Iqbal?” Børnebogsforfatter Manu Sareen sidder på en oplæsningstrone, der er klædt i lyseblåt velour, og kigger spørgende på 4. – 6. klasses eleverne på Sengeløse Skole.

Flere rækker hånden op, og en dreng på bagerste række vifter med én af Manu Sareens børnebøger om indvandrerdrengen Iqbal. I IBIS’ læsebog LæseRaketten er der også en historie om Iqbal, og i anledningen af skolens læsemarathon er Manu Sareen derfor kommet på besøg for at læse sin historie højt. Eleverne er musestille og lytter spændt, mens de får fortællingen om Iqbal og hans skøre familie.

30.000 sider sender bolivianske børn i skole

Hele ugen har skolens elever startet dagen med en halv times læsning. Udover at fremme læseglæden hos de danske elever har formålet med den intensive læsning været at give børn i Bolivia samme muligheder for at lære at læse, som eleverne i Sengeløse har. For hver side eleverne læser, går fem øre til IBIS’ skoleprojekt i Bolivia. Indtil videre har eleverne læst 30.000 sider, og de er meget bevidste om, at de er med til at gøre en forskel.

”Børnene i Bolivia har svært ved at forstå, hvad læreren siger, fordi de taler det der indianer-sprog ’ketchi’ (quechua, red.),” forklarer en af eleverne. En anden elev fortæller stolt, at han har læst hele LæseRaketten, og at det allerbedste var historierne om de bolivianske børn – især den med drengen, der ikke går i skole, fordi han bliver nødt til at arbejde.

Mange aktiviteter på den store LæseRaket-dag

Det er ikke kun eleverne fra Sengeløse, der har haft fokus på LæseRaketten. Fredag inden påske er det Store LæseRaket-dag, og skoler over hele landet har i den forbindelse sat forskellige læse- og ulandsaktiviteter på skemaet. Flere skoler har emnedage om Bolivia, og på mange skoler bruges LæseRaketten som afsæt til at sætte fokus på elevernes læsning.

Det skete blandt andet på Hellerup Skole. Her var der fra morgenstunden lidt nerver på hos eleverne i 7. klasse. Hele ugen havde de forberedt sig på at undervise elever fra 4-6. klasse om børn i andre lande – med udgangspunkt i LæseRaketten – og nu var det alvor. En gruppe børn fra 5. klasse sad klar og lyttede opmærksomt, da Jens og de andre fra hans gruppe i 7. blå viste billeder fra Bolivia og fortalte om indianerbørnenes liv og hverdag i det latinamerikanske land.

I andre hjørner af skolen læste dagens gæstelærere fra 7. klasse op fra LæseRaketten, viste film fra ibis.dk/verdeniskole, quizzede og spillede med eleverne og viste dukketeater. Alt i alt en meget kreativ, engageret og spændende undervisning.

Eleverne i 5.b fra Tove Ditlevsens Skole på Vesterbro havde også en noget anderledes dag i vente. De vante undervisningslokaler var skiftet ud med mere hyggelige omgivelser, hvor bløde sofaer, hæklede blonde-duge og gangstativer var det gennemgående tema. Eleverne var nemlig taget på besøg på Rundskuedagens Plejehjem, hvor de læste højt for beboerne fra historierne i LæseRaketten, og fortalte om målet med IBIS’ kampagne – nemlig at få alle børn i skole.

Både eleverne og beboerne var meget begejstret for arrangementet, og de var alle enige om, at det helt sikkert ikke var sidste gang, at 5.b var på besøg på plejehjemmet.

På Vemmelev skole havde eleverne fra 0. til 3. klasse løbet hver dag ugen igennem for at se, om de kunne samle nok kilometer sammen til at nå Bolivia. Stemningen var derfor spændt, da resultatet blev afgjort på den store LæseRaket-dag. Til elevernes store skuffelse var de kun nået til Paris, men skolelærer Charlotte Erichsen mener alligevel, at målet er nået.

”Efter eleverne har arbejdet med LæseRaketten, vil afstanden til andre kulturer og folkeslag føles mindre. Når eleverne læser om børn i andre lande og deres vilkår, skaber det nemlig viden og refleksion, der sætter deres eget liv i perspektiv,” siger Charlotte Eriksen og understreger, at eleverne har været utrolig interesseret i at lære om livet for børn i andre lande.

IBIS takker alle skoler, der har deltaget i LæseRaket-dagen.