Scene fra et kvindeliv

14. aug 2011
Af
Jasper Johansen

Bolivias nye grundlov fra 2009 sikrer kvinder 50 procent af de valgte lederposter. Det har skabt et stort behov for at uddanne disse nye kvindelige ledere. IBIS var med, da en håndfuld kvinder tog de første skridt mod indflydelse.

Omkring 30 kvinder sidder i en halvcirkel og diskuterer højlydt på quechua med kokablade i munden. Deres børn farer livligt rundt i lokalet. Det virker kaotisk og uorganiseret. Kvindernes øjne udstråler dyb koncentration.

Vi er i en kold og forblæst landsby på Bolivias højslette. Der er omkring 10 timer til hovedstaden La Paz. Fra hele delstaten er kvinderne kommet i bus her til Llallagua. De lærer om alt fra Bolivias historie til samfundsøkonomiske principper. Hver især skal de præsentere et tema for alle de andre fremmødte. For de fleste er det første gang nogensinde, at de skal tale foran så mange mennesker.

Kvinderne er hver især blevet udvalgt til at deltage i kurset af beboerne i deres egen landsby, hvor det er meningen, at de skal gentage kurset og lære videre til deres naboer og medborgere, når de vender hjem. Langt de fleste har aldrig gået i skole før.

Én efter én går op til tavlen for at fremlægge. Først med tydelig nervøsitet. Men efter smil, latter og efterfølgende klapsalver kommer alle helskindede igennem.

Umiddelbart en lille bedrift, men det første store skridt for disse kvinder, som måske bliver fremtidens borgmestre, politikere og måske endda en kommende præsident.