Politikere og IBIS-frivillige uddelte ”verdens bedste nyheder” på Nørrebro

09. sep 2011
Af
Ane Lützhøft

Sankt Hans Torv på Nørrebro i København var ikke til at genkende i morgentimerne fredag den 9. september. Torvet, der ellers plejer at være temmelig forladt i de tidlige timer, var proppet med frugtkasser, aviser, et stort afrikansk band og cirka 30 mennesker i t-shirts med orange logoer.

På de orange logoer stod ”kampen mod fattigdom bærer frugt”, for baggrunden bag al hurlumhejet var, at IBIS var gået på gaden for at uddele frugt og aviser med ”verdens bedste nyheder”; historier der fortæller, at det går bedre med at nå FN’s 2015-mål, end de fleste tror.

Oplysningskampagnen Verdens Bedste Nyheder stod fredag morgen ikke kun på Nørrebro, men 104 steder over det ganske land, og i alt 150.000 stykker frugt, doneret af Super Brugsen og Roskilde Festival, blev givet til de morgentravle danskere som symbol på de forfriskende nyheder. I avisen kunne danskerne bl.a. læse, at to ud af tre u-lande er godt på vej til at halvere fattigdommen, og at ligestillingen mellem piger og drenge er i markant fremgang.

 

Ikke mere valg-snak

Mange forbipasserende var skeptiske, fordi de efter to ugers valgkamp har fået mere end rigeligt af flyers og valgflæsk. Men smilene bredte sig på de morgentrætte ansigter, da de hørte, hvad det var, de bliver tilbudt.

”Verdens bedste nyheder? Det lyder sgu godt, tak for det”, sagde en kvinde med en barnevogn og gik glad videre i det dejlige solskin, med et æble og en avis under armen.

Ida Auken (SF), der sammen med Yildiz Azdogan (S), Uffe Elbæk (R) og Rosa Lund (EL) hjalp IBIS med at uddele æbler og nyheder, syntes også, at det var rart med en pause fra valget.

”Jeg har rigtig travlt, men der skal være tid til det her. Det er helt vildt vigtigt at fortælle, at u-landsbistanden faktisk virker, for gode nyheder giver folk lyst til at støtte i fremtiden. Det er rart at stå her og få et lille afbræk fra valgkampen, og folk siger ja tak, når de finder ud af, at det ikke handler om valget”, sagde hun, før hun hastede videre til en af de mange paneldebatter, hun deltager i hver dag i valgperioden.

Glade nyheder med alvorligt budskab 

Til trommerytmerne fra det syv mand store afrikanske orkester fra kulturgruppen African Footprint, der var troppet op for at levere underholdning i dagens anledning, fortalte Yildiz Akdogan (S), at hun mener, at kampagnen netop er vigtig midt i valgperioden.

”U-landspolitikken fylder alt, alt for lidt i valgkampen. Verden rager os en papand, og det ærgrer mig meget. Jeg er her i dag for at sætte fokus på det positive, men samtidig understrege, at der stadig er meget, der skal gøres i forhold til børnedødelighed, kvinders rettigheder osv.”, sagde hun.

IBIS er helt enige heri og håber, at dagens store event kan hjælpe med til at få flere danskere til at tro på, at kampen bærer frugt, og ikke mindst til at støtte den langsigtede hjælp i verdens udviklingslande.

Fakta

Verdens Bedste Nyheder er en oplysningskampagne, der er blevet til som et samarbejde mellem FN, Danida og 70 danske NGO’er. Det er andet år i træk, at kampagnen ruller over Danmark. Udover begivenhederne fredag morgen kan man bl.a. møde Verdens Bedste Nyheder i MetroXpress, der bringer de positive historier fra verdens udviklingslande, på et DSB-tog, der kører gennem landet indhyllet i gode nyheder og på udenrigsministeriets bygninger, som er beklædt med gode nyheder.

2015-målene:
Verdens Bedste Nyheder sætter fokus på fremskridtene i udviklingslandene og skal udbrede kendskabet til FN’s otte 2015-mål, også kaldet millennium-målene. 189 landes regeringschefer har tilsluttet sig otte målsætninger for, hvor langt verden skal være nået med forbedring af forholdene i verdens udviklingslande. De otte mål omhandler fattigdom, uddannelse, ligestilling, børnedødelighed, mødredødelighed, sygdomme, bæredygtigt miljø og globalt partnerskab.