På arbejde med oprindelige folk i Bolivia

10. sep 2010
Af
Louise Munch Thomsen

Jeg var netop ankommet til Bolivia og blev på min kun anden arbejdsdag tilbudt at tage med på et projektbesøg i CONAMAQ-huset, som er højlandsindianernes store paraplyorganisation. Der skulle nemlig være stor debat om udformningen af en ny lov, som skulle sikre de oprindelige folks rettigheder og definere overgangen til de indianske autonomier, som de var blevet lovet i Bolivias nye konstitution.

Jeg takkede straks ja og var enormt spændt, eftersom jeg mange gange havde læst om netop denne organisation hjemme i Danmark. Det skulle dog vise sig at blive en dag fyldt med kulturchok og pinligheder.

Jeg ankom til huset med to kollegaer og skulle nu hilse på mindst halvtreds ayamara og quechua indianere, som var kommet langvejs fra. Jeg stak pænt hånden frem for at hilse på den første person, men han kvitterede med at klemme mine overarme og trykke mig igen i hånden. Kvinderne gav til gengæld masser af kindkys. Jeg blev ført ind i et stort rum opdelt i to sektioner og fik at vide, at jeg bare kunne tage plads.

Efter noget tid blev debatten indledt med en traditionel ceremoni. De oprindelige folk udvekslede på skift nogle ord til pachamama (moderjord). Jeg lod ikke videre mærke til, hvordan de gjorde, før en ældre mand stak to små flasker i hænderne på mig.

Jeg så fuldstændig uforstående på ham og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Han viste mig, at jeg skiftevis skulle sprinkle lidt af flaskernes indhold på gulvet og derefter tage en lille tår af hver flaske. Som sagt så gjort, dog formåede jeg at hælde halvdelen af den ene flaskes indhold på gulvet for derefter at tage en tår af en spiritus, som jeg ikke aner, hvad var, med en efterfølgende grimasse.

Alt dette imens jeg havde manges opmærksomme blikke rettet imod mig. Debatten gik i gang og flere og flere smukt klædte indianere tog plads i den sektion, hvor jeg sad. Jeg kiggede rundt og fik øje på mine to kollegaer, som sad blandt andre ’ikke-indiansk-klædte’ bagerst i lokalet.

Det gik op for mig, at jeg havde placeret mig i det område beregnet til de indianske ledere. Noget flov listede jeg mig længere bagi lokalet.

Der sad jeg så som den eneste udlænding omgivet af oprindelige folk, der tyggede kokablade, med deres mobiltelefoner ringende hvert andet minut, og det gik virkeligt op for mig, hvor langt væk jeg nu var fra Danmark.

Made in Denmark

I CONAMAQ-huset bed jeg mærke i en plakat, som hang på væggen, hvorpå der stod med stor skrift: ”Made in Denmark”.

IBIS har i mange år støttet de oprindelige folks kamp for rettigheder i Bolivia. Det er sket ved at styrke de oprindelige folks bevægelser indenfor deres politiske og organisatoriske færdigheder for at hjælpe dem med at opnå fuld udøvelse af deres kollektive rettigheder og dermed forbedre demokratiet.

De oprindelige folk har historisk set været blandt de mest marginaliserede og fattige i Bolivia på trods af, at de udgør majoriteten af befolkningen. Den etniske magtfordeling i landet har dog gennem de senere år været under kraftig forandring. Massiv indiansk mobilisering har ført til, at man i 2005 valgte ikke blot landets, men Latinamerikas, første oprindelige præsident, Evo Morales.

Og i 2009 blev en ny konstitution vedtaget, som har betydet en anerkendelse af indiansk levemåde og giver en masse rettigheder til de oprindelige folk, heriblandt retten til egne selvstyreområder. De fremtidige udfordringer består derfor af at gennemføre hensigterne i den nye konstitution, hvilket allerede har vist sig at være mere kompliceret end som så.

Her kan IBIS vise sig at blive en stor støtte i overgangen til den nye struktur og sikringen af kvaliteten af den.

En uvurderlig erfaring

At arbejde med oprindelige folk i Bolivia for IBIS har både været en ufordring men også en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde inden opholdet et meget idealistisk syn på den indianske autonomiproces og tildelingen af rettigheder til de oprindelige folk. Nu er det langt mere nuanceret.

Jeg har set, at den magt, som de oprindelige folk nu er kommet i besiddelse af i Bolivia, ikke forløber uden problemer. Der er nemlig en masse komplikationer forbundet med den, eksempelvis den juridiske del af de nye indianske selvstyreområder. For hvordan kan man i et demokrati tillade, at folk bliver dømt uden rettergang til fx piskeslag?

Og hvordan kan man acceptere, at indianske kvinder ikke nyder de samme rettigheder som mænd, givet den indianske kosmovision om dualisme – at mænd og kvinder har hver deres roller? Dette er blot nogle få eksempler ud af mange.

Med dette ønsker jeg ikke at sige, at tildelingen af rettigheder til de oprindelige folk er en dårlig ide, tværtimod, men snarere at det er sundt at have en kritisk indstilling, for at man på den måde finder en mere holdbar og demokratisk løsning på den politiske situation i Bolivia. Denne konklusion ville jeg med stor sandsynlighed ikke have nået frem til via bøgerne på Københavns Universitet.

Det har derfor været utroligt givende og lærerigt at være i praktik hos IBIS ved, at jeg har fået afprøvet mine akademiske færdigheder og viden. Jeg kommer derfor ud af min praktik styrket både fagligt og personligt.

Jeg havde gennem længere tid beskæftiget mig med de oprindelige folks kamp for rettigheder i Latinamerika på et teoretisk niveau. Endelig var jeg så heldig at blive tilbudt min drømmepraktikplads hos IBIS’ regionale kontor i Bolivia på deres program for oprindelige folk og skulle nu selv til at få syn for sagen.

Louise Munch Thomsen var praktikant på IBIS' Oprindelige Folk Project i La Paz, Bolivia (Country Office) i foråret 2010