Naturressourcer er nøglen til uddannelse og udvikling

06. nov 2013
Af
Tobias Clausen & Lars Koch

Mere end 57 millioner børn i verden går forsat ikke i skole. Samtidig viser beregninger, at en retfærdig beskatning af udviklingslandenes naturressourcer vil kunne sikre langt flere en skolegang. 
Det skriver IBIS i en analyse, der blev bragt i Politiken 6. november

Den 6. november strømmer tusindvis af danske elever på gymnasier og andre ungdomsuddannelser ud for at arbejde og tage del i den årlige Operation Dagsværkdag. De giver en dag af deres uddannelse for at andre børn og unge et sted i verden også kan få en uddannelse. Det giver rigtig god mening, for i dag er der fortsat 57 millioner børn i verden, der ikke får en grunduddannelse og omkring halvdelen af dem bor i Afrika syd for Sahara, hvor der er store behov for massive investeringer i uddannelse, sundhed, infrastruktur og udvikling.

Men en nylig udgivet rapport fra FN viser, at det ikke behøver at være sådan. Rapporten påviser at mange lav- og mellemindkomstlande, som er rige på naturressourcer, kan gøre store fremskridt i retning mod et skolesystem, som dækker alle, gennem en bedre beskatning af udvindingsindustrien, så indtægter herfra kan finansiere uddannelse.

Mange afrikanske udviklingslande råder i dag over store og værdifulde forekomster af naturressourcer i deres undergrund. Faktisk bor 60 procent af verdens fattige i lande, der er rige på naturressourcer som olie, gas og mineraler. Men med en svag stats- og skatteadministration er mange udviklingslande udfordret af dårlige aftaler med mineselskaber, korruption og problemer med international skatteunddragelse, som gør det muligt for store multinationale mineselskaber at flytte deres overskud ud af udviklingslande uden at det beskattes. Konsekvensen er, at ingen, eller få af indtægterne fra naturressourcerne, kommer lokalbefolkningen eller landets fattige og unge til gode.

Ved at sikre en rimelig beskatning af overskuddet fra naturressourcerne, er der et meget stort potentiale for at omsætte de store rigdomme i undergrunden til bæredygtig samfundsudvikling. Særligt inden for uddannelsessektoren kan en retfærdig beskatning af udvindingsindustrien bidrage til at skabe store fremskridt. FN konkluderer således i deres rapport, at hvis blot de 17 lav- og mellemindkomst lande, der er omfattet af rapporten, optimerede deres beskatning af indtægterne fra udvindingsindustrien, og afsatte 20 procent af dette provenu til uddannelse, vil det samlet set kunne give 28 milliarder kroner ekstra hvert år til finansiering af uddannelse. Det vil kunne give 11 millioner flere børn en skolegang og hermed indfri løftet om skolegang for hele 86 procent af alle de børn, der i dag ikke modtager skolegang i netop de 17 lande. En retfærdig beskatning af udvindingsindustrien vil derfor i flere udviklingslande betyde, at mange lande inden for ganske kort tid vil kunne tage væsentlige skridt retning af opbygningen af et universelt folkeskolesystem, uden yderligere hjælp fra udenlandske donorer.

Selvom potentialet er stort, er der også udfordringer på vejen til et scenarie, hvor udviklingslandene selv kan finansiere deres uddannelsessystemer. For at omdanne naturressourcerne til en investering i uddannelse og fremtiden, er det fuldstændig afgørende at regeringerne i landene optimerer og maksimerer deres indtægter fra udvindingsindustrien. Mange udviklingslande modtager i dag langt fra deres retmæssige del af indtægterne fra sine naturressourcer. Det gælder blandt andet Sierra Leone, der i år er omdrejningspunkt for årets Operation Dagsværksprojekt. Landet, der rangerer som nummer 177 ud af 186 lande på FN indeks for menneskelig udvikling, har siden afslutningen på borgerkrigen i 2002 oplevet en enorm vækst inden for diamantudvinding. I dag er diamanter Sierra Leones største eksportvare. Alene i første halvdel af 2013 eksporterede landet for 561 millioner kroner diamanter. Alligevel ender kun 3 procent af indtægterne fra diamanterne i Sierra Leones statskasse.

Dette skyldes blandt andet korruption og dårlige aftaler med mineselskaberne, men også udvindingsindustriens brug af komplekse virksomhedskonstruktioner og globale skattestrukturer, der muliggør, at profit kan flyttes ud af landet, uden at det beskattes. IBIS har sammen med DanWatch tidligere dokumenteret, hvordan de fem største miner i Sierra Leone alle indgår i indviklede virksomhedsstrukturer, der gør udpræget brug af skattely-lande med lav eller slet ingen selskabsskat og en høj grad af uigennemsigtighed. En gennemgang har således vist, at kun en ud af landets fem største miner betalte selskabsskat i 2010.

I et land som Sierra Leone, hvor 70 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og hvor kun 59 procent af unge mellem 15-24 år kan læse og skrive, er det et stort problem, at staten og dermed lokalbefolkningen ikke får større del i indtægterne fra landets naturressourcer. Ifølge FN’s beregninger ville en forbedret beskatning af naturressourcerne, alene i Sierra Leone, kunne skaffe 60 millioner kroner ekstra årligt til uddannelse, nok til at sikre skolegang for 97.000 flere børn.

Skal Sierra Leone og andre udviklingslande i fremtiden kunne sikre den nødvendige udvikling og en ordentlig skolegang for børn og unge, er det essentielt at en højere grad af indtægter fra landenes naturressourcer tilfalder den brede lokalbefolkning. Det kræver både et globalt opgør med internationale skattely-strukturer, der muliggør mineselskabers skatteunddragelse og at lokalbefolkningen bliver sat i stand til at bekæmpe korruption og kræve deres retmæssige andel af udvindingsindustriens enorme overskud.

På den måde kan vi sikre, at naturressourcer bliver nøglen til både uddannelse og udvikling i verdens fattigste lande.