Multinationales skattetænkning skal ud i det åbne

17. Maj 2011
Af
Laurits Holdt

U-landene går glip af milliarder, fordi multinationale selskaber sender deres overskud i skattely. Pengestrømmene er ikke synlige for offentligheden, men det vil de blive, hvis et forslag om land for land-regnskaber bliver gennemført.

Mange multinationale selskaber i olie- og mineindustrien betaler ikke skat i de u-lande, hvor de udvinder råstoffer. Pengene, der ellers kunne være havnet i statskasserne i nogle af verdens fattigste lande, ender i stedet på bankkonti på for eksempel Jersey eller Caymanøerne. Steder med lav eller ingen selskabsskat.

Organisationen Revenue Watch Institute arbejder for at skabe åbenhed i de multinationale selskabers regnskaber, så man kan se, hvor deres overskud kommer fra og hvor de bliver af. Lederen af Revenue Watch Institutes kontor i London, Vanessa Herringshaw, forklarer her, hvad det vil betyde, hvis der kommer mere gennemsigtighed i multinationale selskabers regnskaber.

Hemmelighedsfuldt

”Et af problemerne er at det hele er ret hemmelighedsfuldt som det er nu. Det er svært at sige hvor meget der rent faktisk bliver tjent og hvor det bliver af.”

”Så for at skabe en større gennemsigtighed foreslår vi, at selskaberne skal aflægge land for land-regnskaber for selskaber. Det vil betyde, at et multinationalt selskab i sit årsregnskab skal offentliggøre, hvad der bliver produceret, hvor stort et overskud der er og hvilke betalinger det har foretaget. Og det skal det gøre for hvert land selskabet arbejder i.

Det skal ikke bare være for de lande, hvor de producerer noget men også for andre lande, som for eksempel deres skattely og deres hjemland. På den måde vil man kunne se hvor pengene bliver tjent og hvor betalinger går hen.”

Danmarks rolle

Selskaberne begynder ikke at lave land for land-regnskaber frivilligt, så der skal lovgivning til, før der sker noget på området. Her kan Danmark gøre en del, hvis regeringen vil, mener hun.

”Hvis Danmark vedtog sin egen lov på området – ligesom Norge er ved at gøre - ville det være rigtig godt.”

”For det andet, så er EU lige nu midt i at udvikle sit eget forslag til en lov om land for land-regnskaber og det første udkast skal komme i juni. Hvis Danmark kan få sin stemme hørt her og bede om vidtrækkende lovgivning, vil det hjælpe meget inden det endelige lovforslag kommer i oktober-november.”

”Og så er der selvfølgelig EU-formandskabet, som Danmark overtager i januar 2012. Her skal Danmark tage lederskab og skubbe på for at få vedtaget en lovgivning på området, der er så omfattende som muligt.”

Den danske regering er ikke afvisende over for et lovkrav om land for land-regnskaber, men har heller ikke travlt med at tale for det.

Regeringen mener, at kravet skal gælde i hele verden for ikke at skabe unfair konkurrence. Den har desuden en række forbehold. Blandt andet mener den, at det vigtigt, at selskaberne ikke pålægges for meget administrativt arbejde, skriver Erhvervs- og Økonomiminister Brian Mikkelsen i et høringssvarsvar til EU-kommissionen.

Se interview med Vanessa Herringshaw her: